Tilbageblik på 28 års eventyr i Himalaya

tilbageblik_sn-web
Jeg var altid indianer, som dreng – prærieindianer. Den der naturlige vildskab fangede mig…. Min far havde været naver og arbejdet i Schweiz, så der var altid rejsesnak om fjerne steder og skønne bjerge i mit hjem. Men det blev min fars bedste ven der for alvor satte mine drømme i brand. Han var også naver, men drømte større. I hans bogreol fandt jeg en bog om lammegribben i Indisk Himalaya, samt Transhimalaya af Sven Hedin.

I sidstnævnte store værk, blev jeg opmærksom på tibetanerne… at de lignede det billede jeg havde af prærieindianere. Forskellen var bare den, at i 1988, da jeg første gang besøgte Tibet, da så de stadig ud som indianere og levede ligesådan – næsten.

Derudover drømte jeg om store hvide tinder og verdens højeste bjerge.
Rejste første gang til Indien og Nepal i 1985. det var en tur på godt tre måneder, jeg rejste med min kone og søn på 15 år. Det var så stort at vi gentog det i 1990, Det blev til Kina, Tibet, Nepal og sikkim og fem måneder.

Det var således anden gang jeg besøgte Tibet og Nepal. Jeg var fyldt til bristepunktet med indtryk og tanker. Og jeg vidste nu, at det var der mine rejsedrømme skulle indfries. Dette var kun en begyndelse.

Jeg blev rejesleder, først trekkingture til Nepal og Ladakh, siden især kulturrejser til Indien, Nepal og Tibet, der er så historisk tæt forbundet.

I alt er det blevet til 40 trekkingture i Himalaya og jeg har vandret der mere end 500 dage samlet, gennem de sidste 28 år.

Mit Himalaya er især grænselandet mellem Tibet og Nepal/Indien. Der hvor dybe dale ender i pas, som leder over verdens højeste bjerge – til nye dale, eller fortsætter ind i højlandet Tibet – Verdens Tag. Der hvor handelskaravaner engang skabte rigdom i Himalaya. Der hvor hinduisme, shamanisme og tibetansk buddhisme mødes… der hvor dæmonerne lurer lige om hjørnet.
Jeg har således rejst intensivt i Himalaya siden 1985. Har taget tusindvis af fotos, skrevet artikler, rapporter og ikke mindst den første omfattende bog om rejseeventyr i Tibet på dansk, Tibet, blandt melædere og åndemanere 1998.

Hvorfor the enlighted yak?
Sidder en aften under den store stjernehimmel i grænselandet mellem Tibet og Nepal. Vi snakker om Kailas, Tibets hellige bjerg – yakdriverne og jeg. ”Du må være velsignet” siger Namgyal…”jeg kan se det i dine øjne”. „Det tror jeg nu ikke – jo, man kan sige at jeg er velsignet med held“, siger jeg… ”You are enlighted” siger han, ”det lyser ud af dig når du fortæller”… ”Jeg føler mig ikke mere enlighted end din yak”, siger jeg. ”OK, så kalder vi dig Enlighted Yak…” Ha, ha, det lo vi meget af, dér under stjernerne.

Siden har jeg tænkt, at jeg da har erhvervet mig en del indsigt i Himalaya, samt at jeg kan være sej som en yak – så kald det et kunstnernavn.

copyright ole ejnar hansen – the enlighted yak

 


Hit Counter provided by shuttle service from lax