Chandrakhot 11/4 2000
Fra Pokhara hyrer vi en taxi til Lumle, en charmerende landsby, som engang blev passeret af mange vandrere på vej til Gorapani og Jomosom eller Annapurna Basecamp. I dag er de små gæstehuse droslet ned. Vi tager en kop te et sådandt sted, og konstaterer – ifølge den hushøje menu som nu er ved at falme væk af solens afblegning – at de i fordoms tid kunne servere alt det sædvanelige, lige fra hash brown potatoes til chokolade cake. En ung – meget ung mor serverer for os, og prøver samtidig at holde styr på sin lille knægt der stavrer rundt på sine usikre ben. Han falder selvfølgelig og hun skælder voldsomt på den lille selvstændige fyr.

Vi var her i 85 sammen med Morten, og med Bal Ram som vores unge bærer og guide. I dag er der ført vej tæt forbi Biretandi og helt til Baglum, så dette er blevet de naturlige afsæt til Jomosom trekket.
Af nostalgiske grunde har vi altså valgt Lumle og Chandrakhot. Rygsækkene er tunge, vi har som vanligt alt for meget med – måske fordi vi for længst har besluttet at tage en bærer i Chandrakhot i morgen. Går gennem den charmerende lange landsbygade, hvor alt ånder fred. En mor sidder i solen og gnider sin lille baby i olie, et par kvinder afluser hinandens hår – ro, renlighed og regelmæssighed.
Det er sidst på eftermiddagen, men det tager kun en time at gå til Chandrakhot. Den lille by på vestskrænten ned imod Biretandi og Modi khola ser fuldstændig ud som 1985. Vi genkender straks restauranten med hyggelig terresse hvor vi spiste lunch sammen med Bal Ram. Vi booker os ind på stedet som hedder Pashupati Lodge til 30 Rs – billigt men også meget simpelt. Der er tre rum på første sal, skilt fra hinanden af lette bræddevægge tapetseret med gamle aviser. Men sengelinnedet er fint og rent. Ren nostalgi, tænk at dette findes endnu, man skulle tro at tiden havde stået stille i Chandrakhot. Skønt nærmest et pulterrum, er værelset dog dekoreret med farvestrålende A1 plakater: Mona Lisa, Hong Kongs skyline, og Taj Mahal.
Kl. 4.00 vågner vi med røg i næsen og tror at huset brænder… røgen er så tyk at lygtens skær afgrænses som i en tegneserie. Men huset er ikke ved at nedbrænde, det er blot den gamle far, der ikke kan ligge længere, og søger at få lidt varme ved at tænde op i komfuret.

11/4 Chandrakhot – Syauli Bazar
Selvfølgelig kan man skaffe en bærer i Chandrakhot “but very expensive” siger den tidligere gurkhasoladat, som med pension er vendt hjem fra HK. 4-500 Rs tilføjer han. Jeg tvivler men han skal få ret, for først da jeg meddeler min vært at jeg er villig til at betale 400 Rs. dukker der et par interesserede op. Først en ung knøs, der imidlertid trækker følehorene til sig da han erfarer at der er tale om to sække, måske 25-30 kg. Herefter vurderer hans far (på min alder) – men heller ikke. Det er et helt show, og hvis ikke jeg vidste hvor meget disse folk er vant til at bære havde det nok også virket på mig. Alle der løfter på sækkene skærer nærmest ansigt for at demonstrerer hvor tunge de er. Jeg går med i legen, og løfter min egen sæk højt op i en arm… Folk skuler lidt, her er efterhånden opløb på Chandrakhots lille undselige torv. Men det er os der har et problem, for det er tydeligvis sælgers marked. Omsider slår en mand til, men han vil kun med til Gandruk, som er målet for idag. Han løfter sækkene op, men meddeler at han lige skal hjem forbi konen og ha’ en skål ris, og så iøvrigt en stor “doku” til at stoppe sækkene i.
Han bor lidt nede ad bjerget og hans fem små unger finder det vældigt spændende at aba skal bære for os. Især bahini (lillesøster) som putter sin lille kulsorte hånd i Lones, kaster strålende øjne op til denne store dame, samtidig med at hun blevrer med hendes hudfolder på knæene…
Da han også lige skal have dhal bhat, går vi i forvejen – vejen følger blot dalen op langs Modi khola. Vi har netop krydset floden på en lille hængebro, da vi vi møde fire omvandrende kyllingesælgere. Hver især bærer de et skab med fire hylder og vel ialt 25 hanekyllinger. Festligt omend lidt absurd ser det ud, når de forvirrede brune høns stikker hovederne ud i alle retninger. De koster 250 Rs og det ser ud til at der er rimelig efterspørgsel.
Vores bærer hedder Gul Bahadur Gurung. Han er en glad fyr på vel 40 år, fløjter og synger undervejs, og snakker til os på et vanskeligt engelsk. Han bærer, som mange andre her på egnen, en sær overdel. En slags kombineret ærmeløs jakke og rygpose, der bindes i et kryds over brystet. Den er hjemmevævet i ufarvet uld med en mørk stribe.
Livet går sin stille gang i landsbyerne vi passerer. Kvinderne vasker både tøj og unger, en ældre er travlt optaget af at væve stof til et tæppe. Nogle tærsker hvede, med lange stokke, sidder de på de små terresser og slår kærnerne fri. I en nærliggende bæk bader splitternøgne unger, hvorefter de slanger sig på de store varme klipper. Et herligt børneliv, og selv et par piger i den arbejdspligtige alder – fra 6 års alderen – har fået fri for de evige pligter så de kan deltage i løjerne.
På trapperne op gennem Syauli Bazar får Lone et ildebefindende, hun har simpelthen fået så meget luft i maven at hun dårligt kan trække vejret. Så selvom dagen endnu er ung, beslutter vi at stoppe for i dag. Vi betaler den gode Gul Bahadur og han kan gå tidligt hjem til Chandrakhot.
Mens Lone hviler sig funderer jeg lidt over hvorfor vi turister slæber så meget med os? det vi har i rygsækkene er måske mere end Gul Bahadur ejer! Alene alt det tekniske udstyr: kamera, kikkert, casettedec, batterier. Vi burde lære at rejse uden alt dette tøj, udstyr og isenkram. En lokal som Gul Bahadur rejser med en lillebitte taske. Hvad har han i den? En jakke, måske et tæppe og en lygte… og T-shirten vrides op hver dag… Måske skulle vi lære at acceptere at man bliver beskidt af at rejse i bjergene. At man kommer til at lugte lidt af sved – hvad er der i vejen med at lugte af menneske, og i øvrigt er der mange brønde man kan vaske sig ved.
Vi har egentlig lagt Syauli Bazar bag os, men vejen op imod Gandruk bragte os til en landsby der strækker sig ca. hundrede meter op af bjerget. Det kaldes stadig Syauli Bazar så det må vel være en slags “forstad”. Vi er inde på ruten til Annapurna Basecamp, så her er et par lodges og restaurant med passende menukort.
En violet bourgonvilla hænger ud over terressen hvor vi sidder. Hvorfra der også er et fint overblik til en del af gadelivet. Ungerne – underforstået drengene leger på gaden, denne smalle stenlagte trappegade der fører fra hus til hus op over bjerget. Desværre deltager pigerne sjældent, da de, fra de er er 6-7 år, altid har pligter i og ved hjemmet.
Drengene driller hinanden, og fiser grinende op og ned gennem landsbyen. Måske en dum leg for pludselig griber en mor ind, trækker drengen hjem, skælder ham ud og giver ham nogle kraftige dunk i ryggen. Iøvrigt en ting jeg har lagt mærke til. Her i Nepal giver man ikke flade øretæver, som hjemme da jeg var barn. Nej man dunker i ryggen og det så hårdt at jeg klart vil foretrækker lussingen.
Snart efter starter samme drenge en mere konstruktiv leg – fodboldkamp – på en lille terrasse foran  huset. En mor passer uinteresseret sit vævearbejde, hvorimod bedstemor har mere opmærksomhed. Nu er det jo lidt besværligt at sparke bold på et bjerg, så selv denne hjemmelavede kludebold har en tendens til at ryge ud over terrassen og ned på de tilstødende marker eller gårde. Men sådan en banalitet tager drengene nu meget let, vil man spille fodbold eller hvad?
Det er ama der, med en lidt brovten facon, styrer restauranten. Med en landlig og ligefrem attitude, der inkluderer: gaben, bøvsen, og skraldlatter – sørger hun for at kunderne får hvad de har bestilt.

12/4 Syauli Bazar – Kimrong
Tidligt oppe. Lone frisk igen. Efterlyser ny bærer. Omsider dukker en ung og genert gut op der ikke taler engelsk. Han vil ha’ 500 Rs plus mad!! No way siger jeg, og overvejer hvad vi så vil give. Tilbyder 400 Rs uden mad, men desværre er restaurations Ama’s engelsk også så dårlig at hun ikke forstår vores bud og forventninger.
Pludselig dukker en anden gut op, ældre, stærkere og siger straks på klart engelsk, “I do it for 400 Rs!” – Ingen tvivl vi tager ham.
Der er igen liv i ungerne ude i gaden, og her til morgen deltagere tøserne, idet det tilmed syntes at handle om det fra mine barndomsår så velkendte tema: drengene efter pigerne. Det er vandkamp det handler om og pigerne syntes at have en strategisk fordel, idet deres udgangsposition er oppe, hvorfra de kan dominerer de nedefra angribende og kåde drenge. Kopper, flasker ja spande af vand bliver udvekslet under stor jubel, mens vi neutralt holder os tilbage. Men drenge er jo som regel de stærkeste i den slags lege, så snart efter attakerer de frygtløst, og tøserne ser ingen anden udvej end at flygte hjem til mors skørter.
Vores nye mand hedder også Bahadur, det hedder iøvrigt halvdelen af Nepals bjergfolk. Det betyder “den brave”, Mangal Bahadur Sarkie = Mangal, den brave fra Sarkie. Lone er heldigvis godt gående, så vi når hurtigt op til en større landsby, Kimche. Herfra bliver vi opmærksomme på et par store gribbe der svæver lige over vore hoveder. Vi stopper og iagttager de kæmpestore fugle, som tydeligvis har observeret noget nede på skråningen. Der komme flere gribbe til og også en ensom lammegrib. Enkeltvis slår de med jævne mellemrum ned på skrænten, 25 meter under os.
Mangal fortæller at et muldyr er styrtet ned her for få dage siden og lugten af død stiger da også tydeligt op fra stedet. Stadig flere rovfugle tiltrækkes, på et tidspunkt kan jeg tælle mere end 20, det leder tanken hen på tibetansk “himmelbegravelse”. De gamle himalayagribbe er hvide på vingernes overdel og yderste led stærkt udspilede. I modsætning til den ensomme lammegrib, der nærmest ligner en kæmpe falk, med lange slanke vinger og hale. Som ofte set angriber krager de store tunge rovfugle, er det fordi de har reder i nærheden eller er det en del af kampen om rovet?
Efter kun tre timer er vi i Gandruk, regional hovedby og næststørste Gurung-by i Nepal. Byen ligger på en kam i 2000m højde og endelig har vi frit udsyn til Annapurna Syd og den mindre Hinchuli, kun 12-13 km væk. Vi ser vejen frem ind gennem en dyb og snæver slugt, og kan skimte Gangapurna og Annapurna II i det fjerne.
Her er mange hyggelige Guesthouses, ja faktisk er den øvre del af Gandruk ikke meget andet, og rigdomme bland de lokale gurung’er kan sammenlignes med sherpa’erne i Khumbu. Alle er de bygget på toppen af kammen eller nordskråningen, således at der er et manifict vue til de store tinder, uanset hvor man vælger at bo. Iøvrigt er det idag sådan at alle steder koster det samme, 100 Rs. Det har ACO (Annapurna Conservation Organisation) bestemt, da priserne på de største steder medførte at trekkerne valgte dem fra.
Vi tager en dejlig frokost og ser at tunge skyer lægger sig omkring vore store bjerge. Mangal ser træt ud og er vist skuffet over at vi ikke skal blive her, men hanker da op i den tunge last med et smil. Han er ikke en ung mand, men som 37 årig stadig stærk og smidig. Jeg antager at de ca. 30 kg han bærer giver ham et handicap så han får samme fysik som mig. Som ung bar han 90 kg (siger han) og jeg så for nyligt portere bære ca. 60 kg. Vi vurderer efter kortet hvor langt vi skal gå, der er endnu 4-5 timer til Chomrong, og det er for langt.
Måske har vi været uklare om vores ønske om Annapurna Basecamp, for da Mangal hører at vi vil derind, siger han pludselig “I forget my long pants! – I run home after it? – Can meet you to morrow at 0700 o´clock”. Også dumt at os at vi ikke tjekkede hans tøj, han har dog et par lette støvler og en jakke. Vi syntes dog at det er for sent at løbe tilbage og har også brug for hans hjælp her sidst på dagen, så da vi jo har rigeligt tøj, tilbyder vi ham at låne noget af vores når det bliver nødvendigt.
Mangal foreslår at vi fortsætter til Kimrong og udpeger en ny højderyg omgivet af skov.

Gandruk old village ligger lidt laverer, det er en stor smuk landsby præget af ret store gårde, som er tæt sammenbygget. Vi skal ned over et lille vandløb, men snart efter går vi stødt op imod Kimrong som er et typisk stopover sted med tre guesthouses.
Vi kan nu se videre frem til Chomrong, men også at vi skal 4-500m stejlt ned gennem tæt jungle og over en mindre flod for igen at stige ca. 500 meter op.
Mangal har klaget lidt over ømhed i det ene knæ, og vi er ærligt talt også ret flade, så vi tørner ind i Annapurna Lodge. Vi kravler op af en stejl “hønsestige” til første sal og får anvist et simpelt værelse tapetseret med gamle Kathmandu aviser.
På det lille hotel hersker en trivelig ama, der strør om sig med et muntert men selvsikkert grin. Trods det lille sted er det tydeligt at denne familie har tjent godt på turismen. Vi gætte på at hun lever i Gandruk og driver dette sted i sæsonen. Hendes væsen oser af succes, og det understreges af store guldtænder og tunge smykker. Hun fortæller glad om sine børn og børnebørn, kysser og skænder i samme åndedrag – en kvinde der lader hele følelsesregisteret komme til udtryk i alt hvad hun foretager sig.
Hen ad aften ankommer en uldkræmmer til huset. Stille og ydmygt viser han sine bundter frem. Ama, derimod, knævrer løs i en endeløs strøm, og det er tydeligt at hun kritiserer uldens kvalitet. Bismervægten kommer frem – også den styrer ama, og sørger omhyggeligt for at der er overvægt inden hun tager fra, mens handelsmanden med en aksepterende attitude lægger hovedet på skrå, og bliver mindre og mindre. Men anyway, ama køber det hele – seks kg og får det for 120 Rs kg.
En anden og mere betydningsfuld person er også ankommet – husets herre. Sammen med naboen er de netop stået af deres små heste, et virkeligt status symbol her i de dybe dale. Dyrene er skamredet så de skummer af sved, og står nu i aftenkulden og ryster, uden den mindste omsorg.
Middagen serveres i salonen, en snusket lille stue med hylder fyldt til bristepunktet af skinnende potter og pander. Mange nyere fotografier af familien, samt et stort sort/hvidt af farmand i britisk tjeneste sammen med hele det tapre gurkhakompani.
Det klassiske husalter må være inde i privaten, for den centrale plads er udstyret med vor tids alter – et stort skrattende og flimrende fjernsyn. De få unger der lever i Kimrong trykker næserne flade for at få et glimt af denne fagre nye verden, nøjagtig som jeg gjorde det for 50 år siden ved vinduet til Bella Radio i Brønshøj.

13/4 Kimrong – Sinuwa
Efter endnu lidt morgen tam-tam hos den store ama og hendes søde børnebørn, går vi stejlt ned gennem junglen. Der er liv i det tætte krat, hører bl.a. pirolen (oriole) karakteristiske stærke fløjt, og en musvitagtigt fløjt, ser “de syv søstre” flakse rundt. Med dugfrisk spindelvæv kildrende i ansiget går vi ned gennem skov af kastanie og rodondendron, og underskoven er bl.a. berberris og kristtjørn. Der er stadig morgensol på Annapurna Syd, men dis er allerede ved at omsvøbe de store bjerge. Vi ser nu store klaser af hvide orkidér der vokser som snyltere på kastanietræerne, og hænger flere meter ned af stammerne.
Et par hundrede meter nede kommer vi ud af junglen og forbi et par små landbrug. Her er det tid at sende kvæget i skoven. Det er de færreste bønder der har denne mulighed fordi skovene mange steder er hugget om, så ofte må kvinderne bruge flere timer om dagen på skære løv til dyrene. To små drenge kyser hver dere ko op ad stien imod junglen. De holder dog fast i halen og lader sig trække med op.
Nede tæt ved floden møder vi en gammel rynket kone, der bredt smilende fortæller mig en hel masse, bl.a. “jeg ama”, “ja, og jeg chora” (søn) siger jeg og hun griner endnu mere. Men hun har mere på hjertet, så jeg henviser til Mangal. Hun vil først og fremmest ha ild på sin smøg, men da hun ser det udmærkede reb som vore rygsække er bundet sammen med (og som Mangal har rigeligt af) – plager hun ham for at få nogle meter af det. Mangal smiler overbærende og skærer et par meter af rebet. Jeg viser hende mit camera og spørger om jeg må tage et foto. Nej siger hun med en grimasse, og tilføjer med kropssprog “jeg er ikke smuk som i” idet hun peger på os alle tre. Mangal fortæller at hun er 80 år og bor oppe på den anden side af Kimrong – hvor får hun kræfterne fra til at gå op og ned gennem denne skov?
Endnu et bjerg og endnu en jungle op imod Chomrong. Højt på himlen svæver de store gribbe- store som ladeporte bæres de oppe af varme opadgående luftstrømme. Cikaderne snurrer i træerne, og ovre på den modsatte skråning strækker terrassemarkerne sig 5-600meter ned imod floden. De er tilsået med byg og det bølger som det dejligste tæppe ned over bjerget… skal vi kalde det Himalaya-bjerg-til-dal-tæppe.
Vi kikker fugle, studerer den sorte drango med den lange elegante splithale, der i kikkerten viser sig at være dybt blå metalic på hoved og ryg. Den pragtfulde scarlet minivet, hvor hannen er rød på bugen og rød/sort på ryg og vinger, og hunnen er sort/gul. Vel nok skovens smukkeste par. Mangal er også meget fugle interesseret og siger “Now time for bird marrige”.
Chomrong – “Den sidste mark” og den sidste rigtige by på dette trek, minder meget om Gandruk. Store gæstehuse dominerer og overskygger den gamle landsby. Fantastisk udsigt til ASyd og Hinchuli, og hotellerne har alle grand vue. Efter lidt mad går vi videre imod Sinuwa, vi skal igen dybt ned og dennegang af tusinde trappertrin, der sirligt og fornemt er lagt ned gennem den langstrakte Chomrong.
En fin lille hængebro fører os over …. khola, med storslået vue til ASyd, hvorfra den er født. Vi kommer i snak med en mand der har et lille te- og colashop (jo her er også en række guld Tuborg – enywhere you want it… men mon ikke salgsdagen er udløbet for længst?) Han sælger for mellem 1000-2000 Rs om dagen og har en fortjenste på ca 15%. Vi er først i Sinuwa efter kl 16.00 en lang sej dag. Som ved Kimrong er det blot et lille sted med to lodges. Her er dog mulighed for sun-sell-shower, og da der stadig er varmt vand springer vi straks under bruseren.
Der er hård skiltekonkurrence mellem de to guesthouses, der ligger side om side på en lille ås. Nanni, en ganske ung og meget køn pige, er drivkraften på stedet vi bor. Nani er egentlig et kælenavn for en meget lille pige, men selvom hun sikkert ikke er over 16 år har hun et vældigt overblik, og styrer rundt med både gæster og køkkendrenge.
Til aften sætter det ind med styrtregn i et par timer. Måske det kan klare vejret op i morgen.

14/4 Sinnua – Himalaya Hotel
Det regnede det meste af natten og som ventet er det smukt og klart til morgen. Vi er tidligt på farten og går ned gennem junglen på venstre side af Modi khola, der ligger dybt under os. Dalen snævrer voldsomt ind og tager nærmest form af en slugt. Det er slut med kultiveret land og også på modsatte side rækker junglen helt ned til floden – meget flot. Skoven veksler mellem blandet løv og store stræk med finbladet bambus, ikke meget højere end det vi har hjemme i haverne.
Vi er hurtigt ved Bamboo Lodge, hvor vi tager en lille brunch. Det er ingen landsby, kun to sæsonåbne gæstehuse. Højt oppe i junglen på den anden side ser vi store blomstrende magnoliaer.
Jeg står inde i huset og lige ved det lille husalter, da jeg skal betale. Værten kommer til at skubbe lidt til en af vandofferskålene, og jeg bliver våd på ærmet. A ha’ siger jeg “buddha pani” – (helligt vand) – det må være et godt varsel.
Videre op gennem junglen til Doban. Kort efter krydser vi en stor snebro, beliggende her i en snæver skyggefuld sidedal, nægter den at smelte. Sneen er iset og det er bare med at holde tungen lige i munden. Luften er våd af støvregn. Vi sætter farten op for at holde varmen og nå frem til næste lodge, Himalaya Hotel inden aften. Igen skal vi over store snebroer, der måske nok er under nedsmeltning, men som også får tilført nye store snemasser når laviner styrter ned fra Hiunchulis højere snemarker. Faktisk har ruten herind været lukket ned et par uger pga. lavinefare. Bambus, og mindre birketræer er trykket helt ned af snemasserne, så her ser vi direkte ned mod floden – at der er meget stejlt og vi skal passe på ikke at glide ned.

Der er tre lodger ved Himalaya Hotel, men selvom vi er fremme så tidligt som kl 1300, får vi det næstsidste værelse. Foruden mange individuelle trekkere er her en del grupper, og de sender altid en porter i forvejen for at reservere. Lidt unfair syns jeg.
Mere regn!! vi er midt i april og det føles næsten som om monsuner er begyndt. Andre har dog haft sol nok, inde ved siden ligger en hollandsk kvinde med 1. grads forbrændinger i ansigtet. Vi giver dem noget aftersun creme, og anbefaler desuden youqurt udvortes. Hendes mand skønner det så alvorligt, at han er på hastig vej til Chomrong for at tilkalde en helikopter.

15/4 Himalaya Hotel – Macchapuchare Basecamp.
Kl 0500 regner det stadig. Vi går meget tidligt da vi ikke ønsker at stå uden værelse oppe i sneen. Mangal siger at det kan være svært at få plads efter kl. 1300. Dalen er blevet meget snæver, der er vel kun få hundrede meter over til skrænterne på den anden side Modi khola. Store snetunger og sammenpresset laviner oppe fra Hinchuli, bliver stedse mere hyppige.
I længere tid har der været en sur lugt af råd og død… Er der Shiva -Nedbryderen, der gør sit arbejde for at skabe rum for nyt liv…Foråret, friskt løv og blomster: Shiva – Genopbyggeren ? Måske er det mere banalt, omend ikke mindre brutalt: For et par år siden blev en gruppe af køkkendrenge revet i døden af en lavine netop her.
Snart efter ser vi de to huse ved Deurali. “Ha’ ha’ ha'” siger kragen, da jeg puster op mellem iset sne og glatte klipper “hvorfor gør du ikke som jeg”, hvorpå den letter og flyver op og sætter sig på et taget af Gangapurna Guesthouse.
Vi kaster os straks over menukortet og bestiller en sen morgenmad. Iøvrigt rart at se at Mangal og andre lokale bærere, straks får stukket et stort krus te i hånden af “the man in charge”. Mangal fortæller at han sover gratis og får maden m.m. til lokal pris. “How old are you?” spørger den unge mand der serverer maden for os, med et udtryk i ansigtet der afslører at man ligner et omvandrende fossil.
Mangal får øje på en thar med kid ovre på den anden side floden…..

Vi går nu ind gennem en jævn dal. Ikke mere skov, men alpint krat og snemarker her og der. Modi khola er svundet ind til en bred å, som vi skal krydse et par gange på primetive men ufarlige broer. Hinchuli og Macchapuchare har så at sige fødderne i åen, og sidstnævntes hvasse tinde luder dramatisk direkte over os. Vejen er besværlig pga den våde sne, men også fordi vi skal kæmpe os op gennem birkeskov der er mere eller mindre lagt ned af snemasserne.
Det regner igen og slår efterhånden over i slud og sne. Sigtbarheden er under 50 meter, og det er vanskeligt terreng for Mangal i hans blankslidte såler. Krydser igen en lille bro og står pludselig over for en stejl sneryddet stentrappe, som bare fortoner sig oppe i snesludet! Kunne være trappen op til klosteret Shangri La. Det er det ikke men måske et forvarsel om “hot chokolade m.m.” indenfor rækkevidde.
Jeg buldrer ind i huset for at komme i ly, og bliver mødt af en ung trivelig gurungkvindes vrissen og tilrettevisning fordi jeg ikke har børstet sneen af min jakke og rygsæk, inden jeg kom ind.
Vi har været tidligt på færde idag så her er kun et par andre gæster, Ja, vi er faktisk de første ankommet nedefra.
Mens vi så småt sidder og sløver hen i brændeovnens rare varme brager solen igennem udenfor, og vi kan se hele vejen tilbage mod Deurali, og i løbet af et øjeblikblæser skyerne også væk fra toppen af Fiskehalebjerget.
Vi går op til de to andre guesthouses, her ved Macchapuchare Basecamp, og vejret er med et slag så godt at vi smider os i et par liggestole og leger højfjeldsturister.
Skyerne hvirvler omkring Macchapuchares fantastiske tinde. Skjuler den, slører den, og åbenbarer glimt af de stejle egge, medens lyset trænger ned i nye vinkler og effekter over tinden, fra modlys til ovenlys til indramning og afmaskning… magisk!
Senere ankommer en belgisk teltgruppe. De ser blege og forkomne ud, og er lettere bekymret over udsigten til at telte på snegrunden. Den trinde gurung værtinde, som iøvrigt er meget sød, forbarmer sig overfor gruppen og lader dem spise deres mad inden døre til aften.

16/4 Annapurna Sanctuary
Måske er det på tide at præsentere vor fortræffelige bærer. Hans fulde navn er Mangal Bahadur Sakay. Han er 37 år og gift med Vishnu Kumari (32). Som han ægtede som 18 årig, hun var kun 13 år. Sammen har de fået syv børn, hvoraf de to eneste drenge til stor sorg er døde som små. Altså nu fem piger, hvoaf ældste Vishnu er 16, Aida Kumari 13, Sukmaia 9, Samitha 6, og Permitha 1 år. Der er hverken tid eller råd til at børnene kan gå rigtigt i skole, de ældste har dog gået to år.
Mangal bor sammen med sin far, en slank og spænstig mand på 75 år, og en ældre bror. De har et lille landbrug i Shauali Bazar og to beboelseshuse. To søstre er gift og bor begge nær Kusma.
Familien med far og brødre har ialt fire marker, een hver og de producere i fælleskab. Jorden kan i det store hel brødføde dem. Men de må dog købe en del, fx sukker, te, dal (linser). På de samme terressejorde dyrker de hvede, majs og sidst ris. De har to små okser, en vandbøffel, en ko med to kalve og tre høns.
Uret ringer 05.00, for vi skal tidlig op og have en lang dag heroppe. Det er en fin dag og A1 er allerede badet i den røde morgensol mens alt andet ligger i frostkold morgen.
Efter en hurtig morgenmad efterlader vi bagagen og går op mod ABC. Mangal er heldigvis med for jeg kan selt ikke styre min energi, tænk vis skyerne lukker området igen inden jeg er oppe. Lone og Mangal følges i mere normalt tempo og ankommer en lille time senere end jeg – i høj sol.
Efter at have passeret bebyggelsen højere oppe ved MBC går man direkte ind mod Annapurna syd. Hele indelukket – Sanctuary er dække af et tykt lag forårssne, så et par fjeldski eller snesko havde hjulpet mig godt. Der er dog allerede tråt et enkelt spor og terrenget stiger kun svagt. A1 forsvinder bag Tent Peaks skråninger. I denne åle morgen og i en verden filtreret fra lyd, bevæger en mindre gruppe sig langsomt fremad gennem dette sære indelukke. Igen og igen må jeg stoppe op, dels for at hive vejret ind, forsigtigt for ikke at få frosten lige lukt i lungerne, dels for at vurdere dette unikke univers. Trods alt er skuet bagud mod den vidunderlige Macchapuchare det stærkeste, og lyset kastes hele tiden ned i nye vinkler og effekter over tinden, alt efter at det skifter fra modlys til ovenlys. Nu var der endelig et livstegn – et skrig fra en alpeallike… ellers kun lyden af mit tunge åndedrag og støvlernes knasen gennem den frosne sne. Hele fem store gletchere driver fra alle sider ned mod Sanctuary. Solen bliver heldigvis fremme og bager ned mod denne sublime arena – ingen vind, ingen lyd men masser af lysende reflex fra iskrystallerne omkring. Dette er enestående.
Jeg ser omsider ABC, som ikke er en lejr men en lille samling huse på dalens højeste punkt. Egentlig skulle stedet hedde Annapurna South Basecamp, for den rigtige ABC ligger længere fremme for foden af A1, men det ser ikke ud til at der er nogle klatrere nu.

Her er fire store guesthouses og en hel del har sovet heroppe og sidder nu som ved et højfjeldshotel og slikker morgensol. Fra en gammel morænevold skuer vi ned over South Annapurna Glacier, som kommer fra A1. Netop A1, som jo rejser sig til hele 8081m, er måske den mindst interessante, da det blot er højeste punkt i en lang ryg fra Baraha Shikhar til Roc Noir, uden at imponere. På morænen er opført en lille stupa hvorpå er sat et billede af russeren Anatoli Bukarev. En af tidens allerstørste klatrere, men som styrtede og døde ved A1 i 1997. Livet er stærkt men kort for bjergenes helte.
Lad mig for en ordens skyld lige nævne navnene på kæmperne der danner Sanctuary: Hinchuli 6441m, Annapurna Syd 7219m, Baraha Shikhar 7647m, Annapurna I 8081m, Khangsar Kang (Roc Noir) 7485m, Tarke Kang (Glacier Dome) 7202m, Singu Chuli (Fluted Peak) 6501, Gangapurna 7454m, Annapurna III 7555m, Gandharba Chuli 6248m, og endelig Macchapuchre 6993m. Vi er så tæt på Hinchuli at vi ikke kan se toppen, Annapurna III er med 14 km længst væk. Det er gigantisk!
Vi kan ikke blive, lod bagagen ligge ved MBC og nu ville jeg selvfølgelig gerne have blevet her i nat… Sidst på formiddagen går vi tilbage. Alpinski var passende, for vejen ned går over bløde bakker. Men nej, selvom dette kunne være sjovt så er det meget bedre at gå, for resten af formiddagen kan vi nyde synet af Macchapuchre der som et kæmpe Matterhorn ruger over os. Men også Ganga- og Annapurna III er strålende tinder.
Nede i MBC pakker vi hurtigt sammen, men nu er det også slut med det gode vejr. Vi forlader stedet i tæt tåge. Sneen er våd og Mangal synker ofte i under den tunge vægt. Den dårlige sti tilbage gennem birke- og bambuskrattet er bøvlet og glat, bl.a. fordi mange af de tætte bambus er slået helt ned og ligger som glatte måtter.
Tørner ind i Deurali 3200m samtidig med at regnen styrter ned.

17/4 Deurali – Sinuwa
Sidder igen tørt og lunt på Sinuwa Lodge og regnen pisser ned. Vi var blandt de sidste der fik plads på dette hyggelige sted denne dag. “I heard the drizzle of the rain…” fra Simond and Garfunkle, må vist være kendingsmelodien fra dette våde forårstrek. Det er som om monsunen er et par måneder for tidligt ude.
Morgenen ved Deurali var dog fin, kold og frisk. En lokal griber ud efter min kikkert og undersøger indgående de stejle skråninger. “What did you se”? spørger jeg, “bear” hører jeg, bear gentager jeg, det var fandens og glor i kikkerten det bedste jeg har lært. Kan ikke se noget som helst. En anden kommer til han retter det til “deer”, aha deer, siger jeg dog stadig uden at se noget som helst. Måske var det igen thar’en som vi så da vi gik op. Vi kom hurtigt til Himalaya og Doban. Igen storslået view tilbage – eller skal vi sige op til Macchapuchre bag de forårsspirende træer. I Doban følte vi næste feriestemning med gode hvilestole og milkcafé.
Videre ned til Bamboo. Vi ser ikke mange fugle idag, men forskellige småblomster: Vild stedmoder, primula og små bitte enzian (hvorfor er de så små i Himalaya, når alt andet er så stort?). Piéris er fx et stort træ, og de friske røde skud stråler som blomster. Kort efter Bamboo sætter det ind med regnen igen. Først klarer vi os med den medbragte paraply, men det er ikke blot en byge som de forrige dage. Det regner simpelthen fra midt på dagen til sent ud på aftenen.
Vi søger tilflugt hos en lille familie og deres simple hus. Det styrter ned i tykke tove, som om regnguden Indra har åbnet for alle sluserne, samtidig med at hun lyber med tordenkilen. Det er et meget fattigt sted vi har søgt ly. Husbonden ernærer sig en smule ved at skære bambus, flække det  og flette måtter og kurve. To børn på vel 10 og 3 år underholder os mens forældrene ser sløvt til. den lille nani leger med en kurv og bæreresele, og storebror finder en tromme frem.
Mangal tager trommen og slår en lille rytme. Jeg beder om “Risom peri de” og gi’r til gengæld et lille dansenummer a’la “singing in the rain”. I det trøsteløse vejr går den rent ind hos Mangal, mens ungerne og familien måbende ser til. Manden er gal tænker de, og først da jeg svinger Lone lidt rundt, overgiver de sig og lyser op i et smil og det ender med at storebror synger lidt med på denne håbeløse soldans.
Men regnen fortsætter og mange velklædte trekkere har passeret stedet – uden trang til at deltage i festen. Vi køber et stykke plastik og kaster os frygtløse ud i den silende regn. Der er stadig ca 1½ time til Sinuwa, så hvis vi skal ha en tør seng må vi vist sætte farten op.

18/4 Sinuwa – Gandruk
Som vanligt tidligt oppe og afsted mod Chomrong og Kimrong. Trapperne op til Chomrong er seje og dræbende. Vi sætter os et flot sted med suveræn udsigt til Annapurna syd, da det er usædvanligt klart idag.
Mangal kommer slæbende op, han er også træt, selvom han praler af at han kan bære 90 kg.
Ned igen og op til Kimrong, hvor jeg er virkelig flad, men vi har også på få dage gået fra alpin til tempereret. Påfaldende at på blot få dage er foråret kommet et skridt videre. Fx bregnerne: da vi gik op stod de som små knyttede næver, nu står de fuldt udsprungne og vifter med fjerdene.
Tager frokost i Kimrong, og føler at den ikke smager rigtigt. Mens vi spiser iagttager vi en stor flok unge piger som lodge-mama har hyret til at luge i kartoflerne. De er alle omkring de 14-15 år, er kåde og fjoller omkring de unge mænd.
Gandruk er tæt på og vi tjekker ind på et pænt sted med balkon og stor udsigt. Men jeg er sløj og må lægge mig tidligt.

19/4 Gandruk – Birethandi – Phokara
Omsider går vi ned mod Syauli Bazar. Mangal er glad for at være hjemme igen og ungerne kommer smilende frem. Vi hviler lidt ved hans hyggelige hus og taler lidt med hans kønne tøser. Det er fattige folk, og som vanlig bliver vi ved tanken om afsked, lidt melankolske over dette fattige liv. Mangal har været en særdeles fin bærer og guide, så vi betaler ham godt og lover at anbefale ham til venner og bekendte.
Nem vej ned langs floden til Birethandi hvor vi spiser lidt frokost inden vi går over broen for at tage en taxi til Phokara.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax