Charikot/Tampa Kosi trek 1995

Kathmandu 6. November 1995

På vej til Charikot og måske Lapchi i Tibet

Jeg er nylig kommet tilbage til Kathmandu efter en sej og anstrengede tur til Tibet og Kailas. Har som vanligt tabt op imod 10 kilo, men efter en lille uge føler jeg alligevel trang til at komme ud af Kathmandu – denne heksekedel. Jeg føler mig frisk igen og lyst til mere eventyr, inden Lone ankommer om 10 dage. Det skal dog vise sig at blive vanskeligere end jeg troede.

Lapche Himal, autokontrastKlokken lidt over 05.00 går jeg til den store busstation, for at tage rutebilen til Charikot, ved Tampa Kosi, og udgangspunkt for trek til Rolwaling Himal. Det er en råkold morgen og de første time foregår i mørke. Rutebilen er som sædvanlig fyldt til bristepunktet, så da vi stopper i Dhulikel og solen er kommet pænt op, vover jeg pelsen og springer op på taget. Men jeg havde glemt at turen fortsætter ned til Indrawati floden i den skyggefulde dal, så inden længe fryser jeg som en hund og fortryder bitterligt min disposition.
Efter Dholaghat stiger vi dog igen højere og højere op, til tider er vejen anlagt på selve bjergrykken med gigantiske view til terrasserede små marker til begge sider, og til en højde af ca 2500m.
Ved middagstid er vi i Charikot. Jeg napper en hurtig kop kaffe, sådan mest fort at orientere mig om forholdene – ikke mindst checkposter.

“Har du ingen trekkingpermit?” siger manden i tehuset og tilføjer at der er masser af checkposter. Nå! det var jo ikke så godt. Den første er kun en time herfra, men det kan ikke tage modet fra mig. Dybt inde i dalen lokker Gauri Shankar til mig med sin smukke tvedelte tinde. Jo! jeg husker dig, tænker jeg, fra 1988 da Peter og jeg kørte samme vej til Jiri for at vandre imod Mt. Everest i 1992. Desuden er jeg godt træt af Kathmandu og alle den pushere.
Jeg hanker op i rygsækken og går ned af bakkerne imod Dolakha, en smuk større landsby med en flot stupa midt på torvet. I min iver er jeg lige ved at buldre ind i den første checkpost.  Finder dog en vej udenom og følger den brede sti ned mod floden. Tampa Kosi hedder den, og den har lagt sit leje meget langt nede – måske 1000 meter.
Møder et par trætte tyskere som siger, at de kommer den lange vej fra Khumbu og er gået over det farlige pas Tesi Laptsa. De beroliger mig med at de ikke har set nogen checkpost siden Simigaon oppe i Lower Rolwaling.

Dette er, som nævnt, vejen til Rolwaling Himal. Det er dog ikke mit mål. Jeg har kun en uge, så mit mål er grænseområdet til Tibet – Lapchi.
Her er meget smukt. Guderne har tilrettelagt de store linier – Naturen. Men det er de flittige nepalesere der har fravristet bjergsiderne tusinder af små jordlodder, som nu ligger som terrasser i vel op imod 1500 højdemeter – Kulturen – et fantastisk syn og jeg har ikke set det smukkere andre steder.
Landsbyerne ligger tæt omgivet af bambuslunde. Men det er også hårdt, ekstremt hårdt, ved knæ og fødder. De sløve dage i Kathmandus hyggelige cafér hævner sig, og det varer ikke længe før mine fødder svier og prikker, og benene ryster. Nå tænker jeg, det er altid hårdt den første dag, så måske skulle jeg tænke på at stoppe for i dag.
Klokken 1600 er jeg nede ved floden, stopper i Malephu, finder et tehus og smider stænger i vejret. Søde folk, god mad, så hvorfor ikke sige ja tak til tilbuddet om at blive og sove i deres halvt åbne bhattis-alkove.

7/11 Lang dag til Manthale
Det blev en urolig aften i alkoven. Der var mange andre end mig der fandt tehuset hyggeligt. En lille gruppe sad og tæskede kort til sent, og senere krævede de deres del af briksen for natten.
Mine fødder er ømme og læggene stive, men med en osteomelet i maven og fire rothi pakket ned til frokost, er jeg er alligevel tidligt på færde. Ud genne Malaphus fint brolagt gade, hvor folk sidder og soler sig på deres små ophøjede terresser. Vejen følger nu Tampa Kosi og er ganske jævn, jeg er derfor hurtigt i Piguti, en stor landsby med flere gæstehuse og restauranter.
Her nede i flodhøjde (ca. 1200m) er det skovland, løvskov men omkring landsbyerne er der anlagt marker. I haverne blomster kæmpe tagetes og julestjerner i mandshøjde. Det summer med sommerfugle og sølvsmede, og cikaderne syder hele tiden i krattet. Orange kæmpe-tagetes står i haverne og også julestjerner på mere end to meter er pryd, ja nærmest hegnsplanter i landsbyen.
Kommer også hurtigt til den næste landsby, Shigati. jeg spørger et par lokale om checkpost? de ser forvirrede på hinanden og siger policestation. Det er kun en lille by og jeg lister mig fordigtigt ind. En bro over en lille sidestrøm af samme navn, og deler byen i to, men jeg ser ingen politistation. Jeg bestiller en gang dalbhart og iagttager det dovne liv i byen. Falder i snak med en mand der med sin pony er nede i byen for at handle. Han har arbejdet en række år i Sydkorea og tjent gode penge.

Jeg er på farten igen, men af en eller anden grund træder jeg ud over stien og skvatter et par meter ned gennem et blødt men modbydeligt brændenældekrat. Tumler rundt et par gange, men slår mig egentlig ikke. Fortumlet og forundret, (hvordan kunne det dog ske…?) kravler jeg op igen, øm og forbrændt på arme og ben. Så meget gift har jeg fået på mig, at hænder og arme nærmest sover af lammelse. Finder en kilde og skyller mig over med masser af koldt vand, og får vasket jord og snavs af.
Kort herefter bryder solen gennem et ellers tæt skylag og varmer dejligt. Igen er udsynet til GauriShanka og nu også Melungtse, inde i Tibet, så stort at jeg hellere må sætte mig lidt og lade ny energi strømme ind i mig.
Går herefter til den lille by Suri Dhoban, krydser den herlige Tampa khola på en udmærket hængebro og køber mig lidt te, da der er blevet længere mellem tehusene. Gad vist om ikke det var her at jeg var ved at gå i frø over en moden men smuk og slank kvinde. Syntes at hun sende mig nogle interesserede øjne. Nå det blev selvfølgelig ved fantasien…jeg har besluttet mig for at gå til Manthale, idag, da jeg forestiller mig at det er en lidt større bazar.
Endnu en bro over sidestrømmen Khara Khola. Dalen snævrer ind, stien bliver dårligere. Op og ned i en uendelighed og ingen tehuse. Møder en munk og vi faleder i snak. Jo! han kommer da oppe fra Chuwor Gompa i Rongshar dalen – Tibet. Med et lille følge er han på vej til Kathmandu og Boudha. Han siger at der er flere checkposter ved grænsen – selvfølgelig er der det.
Jeg er træt. Øm over det hele vralter jeg som en gammel mand op gennem dalen. Ser efter flere timer endelig en samling huse – Manthale. Men det er ingen by, faktisk ser jeg kun tre større huse, så jeg går resolut ind til det første og spørger om jeg må sove her. Ja! siger husets herre, det kan du godt og peger op på 1. sal. Han nøder mig til at gå op med bagagen med det samme.
Det er et fint familierum med tre senge, en kommode og et lille hjemmealter og mange billeder…OK! jeg må igen sove sammen med den halve familie tænker jeg… Er så træt, at jeg smider mig på en af sengene med støvlerne højt på sengegærdet, og lader roen og mørket sænke sig over mig og Manthale.

8/11 Manthale – Gongargaon
Sidder på en fin balkon på første sal og skutter mig under et uldent tæppe – i Gongargaon. Stadig flad – ja nærmest afmægtig. Mine lægge er så ømme at jeg dårligt kunne bevæge mig denne morgen.
Gårdsdagens lange march på 8-9 timer, var åbenbart for meget (og jeg vidste det) – men jeg så frem til at finde et bedre lodga i Manthale, hvor jeg kunne hvile mig denne formiddag. Det fandtes ikke, til gengæld fik jeg stor omsorg af familien. En timestid efter at jeg var faldet om, hørte jeg en gut tale til mig på engelsk. Det var buldermørkt, men da han tændte en olielampe så jeg at han havde dhal bart med til mig. Desuden fortalte han mig at ham og hans søskende ville flytte op på 2. sal, så jeg kunne have det hele for mig selv – fin fyr, hvad skal man sige?
Det var min plan at blive til middagstid og restituere mig. Denne plan kunne nu ikke gennemføres i dette private hus, da jeg følte at jeg havde udnyttet familien rigeligt.
Jeg betaler en smule for god beværtning, bliver til gengæld blomsterkranset med tagetes og ønsket lykke på rejsen, inden jeg humpede videre… Hvilke andre steder end Nepal kan man opleve dette?

Tampa Kosi skal igen krydses og jeg går nu over på venstre side og alle de nævnte broer er sikre og ret nye. Ifølge kortet ligger her endnu et par småbyer, Jargat og Shalu, men da dalen ofte snævrer ind og jeg ikke ser dem, må de ligger højere oppe af bjerget. Lå og solede mig på toppen af en af de mange trappestier, da to unger med deres skolelærer kommer forbi. Fik lidt ny energi da han fortalte at der kun var ½ time til hans skole og landsbyen Gongargaon. Kom først til skolen, som lå lidt skjult bag gamle stengærde. Læreren var netop ved at afholde examen i “videnskab” for 5. klasse med kun fire elever. Hyggeligt at se at undervisning kan være så tæt og personlig i Nepal. Jeg brugte den højtidelige anledning til at forære skolen min lille famøse globus, i oppustelig plastik. Lærerene og ungerne strålede. Jeg blev pris i høje toner og læreren bedyrede at min rejse allerede er en stor succes! – og det var jo tydeligt blandt os seks.

Gik herefter til landsbyen Gongagaon, som kun bestod af fem huse, heraf heldigvis et tehus.
Meget stille sted, men udmærket lemonte og hyggelig vært. Især da han tilbyder mig et restroom oppe på 1.sal. Rummet viste sig dog at være husets altan. Han havde dog redt et leje på årets høst af hirse, og her sidder jeg nu med et uldent tæppe og luner mig. Altanen er otte meter lang og to meter bred. Der hænger majs til tørre under loftet og i den ene ende er stablet en bunke fletkurve.
Hvis ikke der er for mange insekter og andet skab i hirsen, tror jeg at det bliver en fin seng. Smider mig på mit skønne leje og knalder brikker et par timer.
Går senere lidt omkring og opdager en stor trekkinggruppe der har slået lejr ved floden. Det er folk fra Tyskland der netop har besteg en trekkingpeak inde i Rolwaling.

Senere møder jeg en lille gruppe tibetanere, jeg hilser dem med “tashidelek” og spørger om de er fra Rongshar, “yakpo mindu – Lapchi du” nej det er de ikke de er fra Lapchi. Den ene taler godt engelsk og han fortæller mig at der ingen checkpost er ved grænsen, men dog en ved Lamabugar.
Opstemt går jeg tibage til tehuset og min lille balkon og tegner Chuwar og Rongshar ind på kortet. Men samtidig med at mine chancer hermed er steget, stiger også min frygt og uro for at blive taget. Det går pludselig op for mig, at jeg har forbrudt mig hele fire gange hvis jeg bliver taget i Tibet.

1. Ingen trekkingtilladelse
2. Rolwaling kræver specialtilladelse
3. Passeret ind i restrictet area
4. Passeret Nepals grænse

Hvad har jeg dog kastet mig ud i? jeg tør simpelthen ikke. Jeg, der længe har arbejdet på at udvide mit arbejde til også at lede ture i Nepal. Dette lille eventyr skal ikke ødelægge min chance for at lede ture til Nepal.
Samme aften nævner jeg over for min vært at jeg vil vende om for at gå mod Bigu Gompa og Barabise, og sikkert godt kunne bruge en bærer.

Tællelyset blafren
kaster et uroligt lys over balkonen
skyggerne flagre magisk.
Udenfor er den begsorte nat
med lyde som: fossens susen, cikaderssang og drukken latter
Man har betroet mig årets høst & afgrøder,
gyldne majs på hanebåndet
og tilbudt mig en høvdings leje – på hirse

9/11 Gongagaon – Balung
Sover herligt og friskt på min balkon, og ingen små dyr. Men vågnede ved at klippen lige over for mig lyste så sært, men klart… Men ingen magi denne gang, det er fuldmåne.
Chapati og omelet til morgen, men jeg iagttager en sær stemning i køkkenet. Min hyggelige Gurung-vært var i går aftes så fri at tilbyde sig selv som bærer, hvis der ikke var andre. Konen, som jeg ellers ikke har bemærket, er meget aktiv og skælder ud. Hun er tydeligvis stærk og dominerende. Manden krymper sig. Måske havde han ikke noget imod at forlade huset et par dage for at besøge Barabise. Men sådan skal det tydeligvis ikke være.
Da jeg har betalt min regning, spørger jeg til en bærer. Næ! det har han ikke men han vil straks gå og finde een. Det tager ham dog kun to minutter, så er han tilbage med en mand der er villig til at følge mig og bære min rygsæk til Barabise, for det latterlige beløb af 150 rs om dagen. Hans navn er Mangal og sammen skriver vi navnen ned på de småbyer hvor vi skal passerer. Luduk, Bigu Gompa, Dolangsa, Barabise. Altså fire dage for 600 rs.
Min mand Mangal, får nøje instrukser af værten, nu er det ham der dirigerer og formaner. Mangal bukker og skraber.
Gonghar GaonMangal tager min sæk og vi starter med at kravle lige op af bjerget til hans lille by Shalu, et par hundrede meter over dalen. Hans hus ligger på den stejle skråning med stort udsyn ned mod Gongargaon. Mangal siger at de er gurung, men folk heroppe er meget mere spraglet klædt. Hans søde familie tager pænt imod. Men mens Mangal fortæller om hans forestående rejse, bliver konen mere stram i betrækket. Mangal har bedt hende om at koge dhalbart og pakke noget mad ned, det gør hun, men ikke uden at vise sin store utilfredshed. Men Mangal har tilsyneladende større indflydelse i hjemmet end min kære tehusvært, for han tager det ganske roligt. Barberer sig og tager rent tøj på så han kan se præsentabel ud i den store by.
Konen og hans to hjemmeværende tøser pusler om Mangal og efter en 1½ times tid er vi klar til
at gå.

Mangal, min bærer fra Gongagaon til Barabise

Mangal, min bærer fra Gongagaon til Barabise

Vi går straks højere op over bjerget, og kan skue ud over de trappelagte bjerge. Efter to timers gang er vi endelig oppe på den første højderyg i ca. 2500m højde. Igen fantastisk vue ned mod Shalu og Gongar samt en masse andre små landsbyer, som først er kommet til syne heroppe. Og Gauri Shankar dominerer igen det hele.
Men Laduk ses ikke, og heller ikke efter de næste danda. Det går stadig op og jeg undrer mig netop om det kan betale sig, da vi stadig er lige over Tamba Kosi.
Det er ved at være sidst på eftermiddagen og jeg begynder at blive brødflov. “Tror du ikke vi kan lokke nogen til at give en kop te”? spørger jeg Mangal. Han forstår ikke meget engelsk, men netop behovet for spise og drikke kan jeg da også godt formulere på nepali. Mangal spørger pænt til muligheden for at købe en kop te? Jo da, bliver der svaret og kort efter sidder vi udenfor på husets terrasse.
Lapche Himal, autokontrastDet er en smuk lille gård bestående af to beboelseshuse. Det ene med en charmerende terrasse, og dørrammen ind til huset er udskåret med blomsterdekorationer. Her sidder vi nu og lader os beværte med lemon tea af en køn ung pige. Hun taler udmærket engelsk og fortæller at hun er ugift og læser til lærer. Måske savnede hun selskab, for snart efter spørger hun om ikke vi har lyst til at blive for natten. Hun er vældig sød og munden står ikke stille på hende, med en sær skinger stemme lader hun ikke Mangal i ro.
Efter teen kommer dalbart og sammen med mor og bedstemor disker hun op for os og anviser hvor på terrassen vi kan sove. Solen går ned over det storslåede Gauri Shankar kl 1700.

10/11 Bulung – Sangba
Sover dårligt da min thermarest er utæt, og jeg vågner når lejet bliver for hårdt. Ustandselig må jeg puste ny luft i men falder let i søvn igen.
Vågner kort efter solopgang, og snart efter kvidrer vor lille værtinde løs igen, om hvad vi ønsker til morgenmad?  Men det er jo herligt og jeg skal være det sidste til at beklage mig. Hun bringer os friskbagte chapati og lidt brasede kartofler samt milk tea. Jeg kan betale hvad jeg syntes og giver hende 200 rs, hvilket hun syntes tilfreds med.
Vel, vi nåede ikke til Laduk i går, stedet her kaldes Bulung så vi fortsætter højere op. Vi får selskab af et par knægte der er på vej til skole. De syntes vist det er vældigt interessant at jeg er her alene med Mangal. Vi taler lidt engelsk sammen, men dels er de ikke særligt dygtige og dels går det snart over i den rene pjat og efteraben. Ligegyldigt hvad jeg siger plabre den ene af knægtene mig efter, uden nogen interesse for konstruktiv kontakt. Jeg siger til Mangal at vi skal sætte os lidt for at slippe af med disse to plageånde. De sætter sig dog blot i nærheden. Til sidst bliver jeg så edderirriteret på den ene af dem at jeg stikker ham en lynende lussing – ja, ikke noget jeg er stolt af… men sådan gør man jo i Nepal, så hvorfor ikke jeg også.
Endelig runder vi en ridge og kan nu se ind i en sidedal som afvandes af Sangawa Khola. Vi er rigtigt højt oppe og den ene ryg falder ned mod floden efter den anden. Ude i vest, for enden af dalen og på et lille plateau, ligger en stor bygning, “Bigu Gompa” siger Mangal. En stor massiv konstruktion omgivet af mange mindre huse. Men det er lang væk og jeg spørge mig selv om vi kan nå det i dag.

Efter et stykke vej ned gennem denne nye dal kommer vi til en ensomt beliggende landsby – måske Laduk. Mangal invitere os ind hos nogle venner, til en snak over en kop chaang. Den lille gårdsplads er fyldt med byg og familien har travlt med at tærske. Mangal og jeg sætter os med de voksne inde under husets tagskæg, mens et par møgbeskidte unger kyser en ko og en vandbøffel rundt gennem negene.
Vi går et raskt tempo, jeg forrest som en sahip eller schoolmaster og lille Mangal pustende i hælene. Det går op og ned, ind og ud af dybe raviner, og vi kommer kun langsomt nærmere Bigu. Men det er en fantastisk lettelse at være fri for sækken, og selvom vi ikke kan snakke meget sammen, har jeg udmærket selskab.
I Chiangka, som er en større landsby, spørger vi efter tehuset, det findes ikke, men en ældre mand forbarmer sig over os og inviterer sig ind i hans ydmyge hus. Køkkenet udgør hele underetagen og er kun ca. 3x3m. Han hustru byder os at sidde på en måtte lang vægen. I midten er der nedgravet et lille ildsted, der står en kande og et par gryder og simrer. Manden puster liv i gløderne og stikker den tykke træstump ind i ilden. Loftet er kulsort af mange års ild og sod. En stolpe med udhuggede trin fører op til 1. sal og formodentlig deres soverum.
Det virker som om de to gamle bor her helt alene. Vi får masser af dejlig ready-made-tea og Mangal får desuden en stor kop chaang. De gamle smiler overbærende over min ublufærdige nysgerrighed. Hvilken ro de dog udstråler, og selvom de ikke har meget, ser det ud som om de lever godt.
Vi fortsætter videre rundt om bjerget til Loding, men omsider er der ved at gå hul på det overskyede vejr – regnen er stille på vej. Næste lille by hedder Sangba, den ligger så at sige i bunden af dalen. Lige siden vi rundede kammen og gik ind i denne dal er vi gået ned mod floden. Bigu Gompa ligge oppe i højdalen måske 6-700m oppe. Mangal er sulten, det er der ikke noget at sige til for vi har ikke fået meget at spise denne dag. Han har arbejdet godt, og siger at hvis han får noget dalbhart kan vi fortsætte til Bigu.
Men ingen i den lille bazar har dalbhart færdig og vi går videre. Det regner og selvom det er stille regn bliver vi snart gennemblødt. ”Lad os finde et sted vi kan sove” siger jeg. Kommer snart efter forbi en større gård, hvor Mangal på det ydmygeste forespørger om logi for os to halvdrukne mus. Det kan dog ikke lade sig gøre, men herremanden viser os hen til et hus i nærheden, hvor nogle fæstefolk bor – tror jeg. Her får vi tilbudt terrassen – som i går, dog her noget mere simpel.

Vi sidder og skutter os mens regnen siler ned. Mangal fryser, da han ikke har noget overtøj, og heller ikke har medbragt et tæppe. Hans varmeste tøj er en halvjakke, syet af hjemmevævet uld. Hans melankolske ansigt lyser op i et smil da jeg fisker min dunjakke op til ham for natten.
Mangal har for længst bestilt dalbhart, men det tager jo tid at koge ris, så det er bulder mørkt inden vi har maden foran os, men smager derfor meget bedre. De har ingen ske, og jeg har glemt min i Kathmandu, så jeg må gøre som alle andre – klørfem på højre hånd. Det er som ikke for tidligt at prøve at spise ris med fingrene.
Kl er kun godt 18.00 da vi lægger os til ro i den sorte nat. Regnen falder nu i tove det er som monsunen og det må undre. Vi er snart midt i november og monsunen, som starter i juni/juli plejer at være ovre først i oktober! Senere skal jeg erfare at dette usædvanlige vejr er en katastrofe højere oppe i bjergene ved Everest Base Camp. Der væltede sneen ned i mere end 2 dage og udløste flere store laviner. Bl.a. førte det til at en japansk trekkinggruppe blev kvalt under snemasserne ved Gokyo.

11/11 Sangba – Bigu Gompa
Det regner hele natten, og ind imellem med små vindstød så min dunpose bliver lidt våd. Vi sover til 06.30, hvor hanen vækker os. Det springer forfjamsket ud fra kassen som jeg ligger på.
Herren i huset er kommet hjem, han kan lidt engelsk og da han spørger om der er noget vi mangler, beder jeg om en stak chapati.
Vejret ser virkelig trist ud, der er ingen større forandring og regner siler stadig, men igen ganske stille. Vi får at vide at der kun er godt en time op til Bigu, så vi springer ud i det, så må vi se hvad der byder sig.
Jeg har købt et stykke plastik til Mangal således at såvel han som min rygsæk kan forblive nogenlunde tør. Vi har ikke gået langt før vi støder på et andet par – en amerikansk vandrer og hans “Mangal”. “Ø bøøøee” Ja, hvad skal man egentlig sige. Det er ligesom ikke rette tid og sted for udveksling af memoares.
Ganske rigtigt efter 1½ times våd gang er vi oppe på et stort plateau hvor det relativt store nonnekloster, Bigu Gompa breder sig. Jeg er gennemblødt til skindet men Mangal og min sæk er tør. En ældre kvinde viser os vej til fælleskøkkenet hvor et par nonner sørger for at vi får noget varmt at drikke.

På begge sider af klosteret er to lange bygninger med nonneceller, små simple boliger side om side. En lille vaks pige og novice på ca. 10-12 år fortæller, på forståeligt engelsk, at her lever 60 ani (nonner) og at klosteret tilhører sekten Drukpa Kagypa. Nonnen der passer køkkenet er vældig sød og imødekommende, og tilbyder os straks at sove her i nat… Tja tænker jeg og lurer på regnen, jeg havde jo tænkt mig at tage en noget større bid af den lange ved til Barabise. Fx en landsby højere oppe under passet Tingsar La.
Jeg siger ja tak til en værelse og en olielampe, og trods den lange nat napper vi begge en lille eftermiddagslur til den beroligende sileregn.
Det bliver mørkt ca. 16.30. Bedesalen bliver åbnet og en enkelt nonne læser en sutra foran alteret. Jeg sidder lidt tilbage og lader stemningen invadere min rastløse sjæl. Det slår mig at dette er en meget fin og usædanlig velholdt gompa… Er det fordi det er kvinder der lever her?
Tilbage i køkkenet serveres der pandekager og pommesfrites, er det til ære for mig? jeg tror det. Jeg undrer mig over at her virker så tomt – tror kun jeg har set 6-7 nonner. “Hvor er de henne allesammen?” “De er ude på tjeneste- og eller familiebesøg og Rinpoche, som er en mand, er i Kathmandu”, siger ani.
På en mindesten står der lidt om Bigu Gompa. Det er bygget i 1923 og gradvist er befolkningen blevet buddhister. Dette er jo interessant, da det er helt almindeligt at folkene i the hills er hinduer eller sådan lidt af hvert. Men buddhister har man nu været her tidligere, for hele vejen op over bakkerne fra Ganden Gaon, har jeg passeret snesevis af hensunkne stupaer og manimure, mere eller mindre skjult og overgroet af mos.

Det regner ikke længere, ja solen er faktisk på vej. Endelig ser jeg hvor storslået Bigu Gompa er beliggende. Fra dette højtliggende plateau, ser vi tilbage gennem ++++dalen, hvortil den ene bjergkam efter den anden mødes fra skiftevis nord og syd, og fortoner sig i disen. Ingen høje tinder, blot disse afrundede hills så langt øjet rækker. Et meget harmonisk og fredfyldt vue. Skyerne er omsider ved at give efter og fordampe under solens vedvarende varme.

12/11 Bigu Gompa – Tingsar La – ???
Mangal og jeg vågner begge tidligt, men må dog vente til 06.00 inden køkkensøsteren har noget at byde på. Mangal vånder sig og siger at han har ondt i ryggen! Åh nej tænker jeg, skal jeg nu til at høre på plat og bøvl? er han allerede træt af at arbejde for mig? Jeg har oplevet dette så tit, men Mangal er nu ikke lige type på en plattenslager. På den anden side, sækken er ikke ret tung og vi har haft en hel hviledag her. Jeg forstår det ikke og han får ikke meget opmærksomhed fra mig.
Men allerede få minutters gang fra klosteret henvender han sig til en mand, først, for at spørge om vej, men snart efter ser jeg at det drejer sig om hans dårlige ryg. Mange folk i bjergene giver sig af med lidt helsevirksomhed, og det ser ud til at Mangal er kommet til den rette. Manden tager hans puls og sætter straks i med en lille sang, alt imens han stryger Mangal op og ned af rygstykkerne. Dette gentager han en række gange og efter hver tur smider han symbolsk “det onde” væk – i form af en lille sten.
For at finde tilbage til stien skal vi igen et par hundrede meter ned fra plateauet. Vi bøvler lidt rundt på skrænterne inden vi finder det rigtige spor op mod Tingsar La. Jeg hører ravnen – den slyngel – le sin tørre træagtige hånlatter ned til os: “Klonk klonk klonk, hvorfor gør i ikke som jeg? slå vingerne ud og lad vinden løfte jer op til passet? klonk klonk”.
Efter en lille landsby som jeg har glemt navnet på, begynder skoven, vi er vel oppe i små 3000m højde. Det første træer er en slags kulturskov eller “skulpturtræer”. Det er egetræer hvor løvet ganske hårdhændet blivet skåret til foder. Helt op til toppene i 12-15m højde kravler folk for at skære løvet. Med det resultat at stammerne bliver lådne af småskud og får de eventyrligste skulpturelle former.

Vi møder nogle hyrder der sidder i et lille bambusly tæt ved skoven. Her sætter vi os og får lidt simpel te. Mod nordøst ser vi efterhånden tinderne oppe i Rolwaling, samt igen det dejlige Gauri Shankar. Vi fortsætter gennem rhododendron- og fyrreskov og da passet ikke er ret højt tror jeg mig ofte på toppen.
Mangal finder blade i skovbunden, som han ruller til en enkeltbladet hjemmerullet bidi, og med et listigt smil i øjnene fyrer han denne fattigmandssmøg. Jeg har netop tænkt på at det ikke er mange fugle eller andet liv vi ser i skoven, da vi hører lyde fra krattet. Det er en nærgående langur der rejser sig på bagbenene, er sikkert blevet overrasket, og viser os nu sin vrede. Mangal puster sig op og truer igen og selvom Mangal langt fra har så flotte hjørnetænder, så trækker den langbenede abe sig tilbage til sin flok i krattet.
Mangal siger nu noget vigtigt til mig, kan se at han er urolig så jeg gør mit bedste for at forstå. Han kan som sagt ikke meget engelsk, så jeg må prøve at aflæse hans kropssprog. Det er da også tydeligt nok, omend alligevel uforståeligt: Han fører hånden i en hurtig bevægelse hen over halsen!!! Mener han at aberne er farlige og kan bide een i halsen? nej, nu fører han igen håndroden over halsen men som en kniv! Hvad fanden mener han? taler han om røvere og overfaldsmænd? Det er med en meget ubehagelig følelse i maven og alle sanser spændt at jeg fortsætter op gennem skoven.
Skoven tynder ud, bjerget flader ud, bliver en ryg en “danda” på nepali, og omsider ser vi to gamle stupaer og selve passet Tingsang La i blot 3300 meters højde. Men trods den beskedne højde, et pragtfuldt pas. For det første den nye udsigt, fremover, nedover mod Barabise. Tilsyneladende er der ingen vej de første par hundrede meter ned, for klipperne falder lodret her. Og meget mere er der ikke at se, idet det mest fantastiske hav af smukke skyer ligger – under mig. Enkelte steder rager en klippe med et par fyrre op gennem dette magiske eventyrlandskab. Tilbage tårner Gauri Shankar og Melungtse sig op over resten af Rolwaling, men en anden tinde er næsten mere interessant. Det er spiret af det forholdsvis lave men alligevel spektakulære Lamabagar… fantastisk flot. Et overraskende flot pas, Tingsang La.

Mangal sidder på hug og ryger sig endnu en hjemmelavet bidi, mens han, som jeg, nyder sceneriet. Selvfølgelig er der en vej ned, Mangal viser vej ned over den stejle klippevæg. Kommer til et sætersted hvor vi stopper for en tepasuse, og Mangal søger yderligere behandling. Igen bliver han strøger over ryggen, mens manden mumler nogle magiske ord og denne gang er det riskorn der symboliserer det onde. Jeg hører manden nævne lama og Dolangsa, og udleder deraf at hvis ikke dette hjælper må han gå til lamaen i Dolangsa.
Vi vandrer nu ned gennem skyerne og bl.a. gennem en lusket sump der leder tankerne til en ægte Hitchcock gyserskov. En lille dam med gamle rådne rhododendron der er knækket sammen fordi de er tæret op af snyltere som svampe, mosser og bregner. Tågen gør stedet ganske uhyggeligt.

Nu går det ned, ned, ned og knæ og lægge må arbejde hårdt, men vi er hurtigt i Dolangsa, hvor der er en lille gammel gompa (Drugpa Kagypa). Den stakkels Mangal må virkelig have problemer for der går ikke længe inden han sidder i konsultation hos lamaen, den gamle gavtyv. Med lukkede øjne suggererer lamaen sig – tilsyneladende – i en trancelignende tilstand, mens han tager Mangels puls. Blandet med sære ticks fremmumles mystiske mantraer. Herefter bliver lamaen klar igen og holder et længere foredrag for Mangal – den stakkel, der snart må være helt fortumlet over alle de råd og anvisninger han har fået. Endelig pisker lamaen det onde selv ud af ryggen på Mangal med sin malla.
Lettet og med fornyet energi fortsætter vi ned over det stejle bjerg. Fra landsby til landsby, men stadig så skyet at det er umuligt at orientere sig. “Hotel!” siger han sidst på dagen. Et hotel, siger jeg vantro og overrasket. Ser straks billeder af øl, menukort, chokoladekage, men ak, det må være længe siden at Mangal har været her eller også husker at totalt forkert, det er blot småbønders simple bambushytter.
Ved en brønd falder Mangal i snak med en kvinde. Jeg har ofte følt at nepaleserne er højrystede og ivrigt gestikulerende når de snakker sammen. Dette gælder ikke Mangal, det er påfaldende så stille og indfølende han taler med sine medmennesker på. Jeg opfatter at Mangal siger “dalbhart thina”, og hvis man tillægger hans charme og hundeøjne må oversættes til “ja, jeg har hverken fået vådt eller tørt hele dagen”. Det ender selvfølgelig med at vi bliver inviteret med hjem til hendes lille hus og fem vanartede unger.
Vi går ned gennem et par marker og finder hendes hus smukt mellem afgrøder og bananplanter. En køn stor pige på vel 10 år kommer moderen i møde, og hjemme på terrassen venter fire minder på mellem 8-4 år. De er straks højt oppe at køre, måske på grund af dette overaskende gæstebud.
Konen – en tamang, starter med at låse huset op og sætter pigen til at rydde op indenfor. Den ellers så rolige kvinde råber og dirigere med ungerne, samtidig med at hun fejer terrassen.
To unge haner, der har været buret inde under hver deres omvendte kurv, bliver lukket ud og starter straks med at fare i flæsket på hinanden. De mindste drenge jubler, de deltager nærmest i kampen, jagter rundt efter hanerne og sparker vildt ud efter dem. Det hele er snart en kaos af råb og skrig, hvin og grin. Hanerne ænser kun hinanden, men kan ikke få fred til at slås… alt imens den stakkels enlige mor prøver at skabe lidt orden og lave mad til sine gæster.

13/11 – Barabise
Alting har en ende, selvom man kan føle situationen endeløs. Tingsang La – selvom vejen syntes uendelig, så klarede vi det og mødte ingen røvere. Barabise, målet for dette utraditionelle trek, 2700m under Tingsang La, havde en ende. Mangals ømme ryg, siden lamaens udpiskning af dæmonerne har han ikke talt mere om smerter. Selv bumle-rutebilturen fra Barabise til Bhaktapur (jeg havde givet 1000rs for en taxi…) havde en ende, selvom min røv følte, at den ingen ende havde.
Mangal og jeg forlod den gode tamangkone, da ungerne blev sendt i skole kl 8.30. Det blev en nem tur ned over bjerget, og vi var tidligt på færde, for ungerne vågnede op lige så hamrende kuldrede som dagen før, og fordi hvores værtinde hverken havde mulighed for at tilbyde te eller chapati.
Var således i Barabise efter kun en times gang. Ready-made-tea og frensh toast til os to, og Mangal kan indkassere sin velfortjente løn plus 200 i bakshis? 50 til bussen hjem til Charikot. Blot 850rs  (90 kr) for fire dages arbejde. Jeg føler mig lidt skamfuld over at efterspørge en taxi til 1000 rs, men må da også nøjes med rutebilen til 30rs.
Hvis transporten var et helvede – og det var den. Folk hang i lag over hinanden. Så var ankomsten til Baktapur himmelsk. Smuk lille gåtur ind gennem den gamle by. Op gennem den smalle hovedgade, hvor der stadig ikke kører biler, til Dattaraya Square, hvor der ligger et ydmygt hotel med en pragtfuld udsigt fra tag terrassen i alle retninger. Rimeligt værelse med bad, fin pris (150rs).
Herefter op på terressecafén: frensh onionsoup, forårsruller. Aftentur gennem de små gader. Munkeklippet, barberet (obs lyset gik da den ene kind var ordnet, resten i skæret af fem stearinlys!) tilbage til caféen: milkcafe, brandy, chokolade cake. Lone kommer om fem dage!

Indtil Annapurna skal det være slut med: frostsprængte fingre, dalbhart, ups and downs, elendigt liggeunderlag, ready-made-tea, ømme knæ, fugtig sovepose og ondt i ryggen.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *