Første fortælling

TRÆ-HUNDENS ÅR / JULI 1994

LADAKH OG ZANSKAR 
Når hele landet bryder op for at møde deres gudekonge

Det er kulsort nat i den shiitiske by Kargil. Klokken er 03.00, og vi er netop hoppet op i førerhuset til Rayi Hasem, der skal køre varer til Padum. Bag os, på sovepladsen, sidder et par medhjælpere og fryser under tynde sjaler, mens to høns giver søvnige lyde fra sig… er det aftensmaden?
Ladet er fyldt med melsække, og over førerhuset er der en stor ”redekasse”, hvorfra en ged og et får kikker forskræmt ned. Lidt uden for Kargil tager Hasem fem high school-drenge op, de kravler grinende op i kassen.
Vi bumler nu ud gennem den årle morgen, hvor vi i det fine morgenlys observerer små charmerende landsbyer domineret af slanke minareter og ser det første af tinderne Nun og Kun, godt 7.000 meter høje.
Ved Parkhachik er det blevet lyst, knægtene springer af, og jeg stiger op i kassen til de stakkels fortumlede dyr. Herfra er udsynet formidabelt. En gren af gletscheren driver helt ned til Suru floden, og isen kælver i floden. Dette syn vil geden også gerne nyde godt af og kæmper bravt for at komme op og stå, men er så køresyg, at den straks tumler om igen. Trucken er tungt læsset og slæber sig kun langsomt og slingrende af sted. Snart er jeg lige så rundtosset som får og ged, så trods det fine udsyn trækker jeg mig diskret tilbage til det mere sikre førerhus, ved næste stop.
Hele den lange dag slæber den store lastbil sig opad og stadig dybere ind til de isolerede dale, – der for ikke så længe siden bestod af flere små kongeriger. 18 timer senere, klokken 21.00, er vi fremme i Padum, og trætte tørner vi ind i det nærmeste gæstehus.

Lone og jeg befinder os i Nordvest Indien på bagsiden af Himalaya, og rent geografisk er Zanskars bjerge en del af det tibetanske plateau. Administrativt er landet et distrikt i regionen Ladakh i staten Jammu og Kashmir.
“You need horseman?”… er det første, vores vært spørger om efter at have serveret morgenmaden, spejlæg og toast. “Tja…” siger vi og trækker lidt på det for ikke at lyde alt for interesseret. ”Hvad er prisen?” Den viser sig at afhænge af, hvor mange heste der skal bruges, men det normale er 125 rs (25 kr. i 1994) pr. hest pr. dag. En hestemand følger med uden beregning. Værten anbefaler en lokal mand, som taler lidt engelsk… “og så laver Falgon byens bedste rice and curry,” siger han, da han kan mærke, at vi endnu er i tvivl.
Padum er Zanskars største by og ligger 3.500 meter over havet. Her bor godt 1.000 indbyggere. Flest lamaister af tibetansk oprindelse, men også en del muslimske kashmirere, som især sidder solidt på handel og administration.

Kun få beboede dale i verden er så isoleret som Zanskar. I syv måneder, fra oktober til maj, er Zanskar afskåret fra omverdenen på grund af heftige snefald i de høje pas. I krisetilfælde kan kun helikoptere komme ind. Til gengæld er det muligt at gå ud af området på de tilfrosne floder, da temperaturen ofte falder til -20 gr. I Zanskar er den tibetanske buddhisme blevet understøtte af befolkningen i mere end 1.000 år. En lang række klostre har ligget gemt i disse dale og har efterhånden vokset sig store og magtfulde. Tværs over dalen ser vi således Karcha Gompa hænge på en stejl bjergside, et kloster med over 100 munke.
Vi har mødt den unge bondeknøs Falgon og truffet aftale om, at han fører os over det høje pas Shingo La og ned til en by, som hedder Darcha. Turen vil tage 10 dage, og han vil koge mad til os, hvis vi køber råvarerne. Han vil bringe to heste, og prisen bliver således 2.500 rs. – fantastisk!
Inden afgang har vi sammen udarbejdet en indkøbsseddel til turen. Vi går til markedet og køber 10 kg ris, fem kg mel, to kg linser, sukker, salt, mælkepulver, smør, olie, krydderier, kaffe, te, kartofler, bønner, løg, hvidløg, kålhoved, marmelade, biskuits, en bakke æg og 10 liter petroleum – sådan!

Falgon rykker i bidslet, hestene sætter sig i bevægelse, og vi er hurtigt ude af den lille by. Hestene bestemmer farten, og man skal gå raskt til for at holde trit, til gengæld kan vi bevæge os frit uden den tunge rygsæk. Den ene hest bærer vore sække og den anden maden og kogegrej, potter og pander samt hestemandens beskedne udstyr.
Vi har sat os på studevejen, og Falgon er ved at koge ris. Det er et passende hvilested på vejen, så vi sidder her ikke alene. De fleste spiser tsampa (ristet og malet byg) og koger vand til te. Her sidder også et par munke klædt i den traditionelle vinrøde kappe med gul skjorte under. De smiler imødekommende og fortæller mig, at de er på vej til den store Kalachakra-indvielse, ledet af Dalai Lama. Det drejer sig om en 11 dages ceremoni ved det lille Jispar-tempel nær Darcha. De kommer fra Thongde Gompa og er de sidste af klosterets 120 munke, der er taget af sted. Klosteret er lukket de næste 14 dage.

Rebbroen over floden
Zanskar betyder kobberdalene, og det forstås. Sceneriet er barskt og måneagtigt, men de nøgne klipper changerer i bløde rødbrune nuancer, og når aftensolen sætter dem i brand, forstår man, at de indeholder store mængder metal – men måske er det især jern.
Vi har gået et par dage, da vi kommer til en rebbro, som fører over Tarap floden til en landsby og senere til Phuktal Gompa. Broen er vel 30 meter lang og er en af de sidste af slagsen i Zanskar. Den er slet ikke flettet af reb, men af kviste, og er bygget op af mange armtykke liner. Man går på en tredobbelt tyk line og holder i to parallelle i naturlig armshøjde. Indbyrdes er disse tre liner knyttet sammen af regelmæssige tværreb. På grund af det store vedligeholdelsesarbejde bliver de efterhånden erstattet af mere robuste broer af stålwirer og metalriste. Netop som vi kommer, er folk ved at bære en lille flok geder over på den anden side. Det ser helt umuligt ud: op på ryggen med dyrene og et godt tag i forbenene og så over den urolige bro med geden vildt brægende mod himlen.

“Så er det dig…,” siger jeg til Lone, da hyrderne er ovre, og uden tøven træder Lone ud på den slingrende bro. Jeg føler mig ikke aldeles sikker på, at vi skal denne vej, men Lone har støt kurs imod den modsatte side af floden. “You are brave woman,” siger en af hyrderne, da hun triumferende er ovre.
Char-twigbridge_sn-low-25

Vi har aftalt at møde Falgon senere og er nu på vej til et meget gammelt kloster, som er bygget uden på en stor naturlig hule – Phuktal Gompa. Phuktal betyder hule-sø, og højt oppe på en stejl klippe ser vi snart klosteret, som nærmest er klistret på klipperne omkring en stor dunkel hule. Klosteret siges at være 500 år gammelt, men allerede inden da søgte munke og andre hellige mænd til denne hule for at meditere. Vi passerer den tunge port og træder ind i klostergården. Kaster nakken tilbage for at overskue den sære by oppe på klipperne. Med et slag er vi tilbage i mørk middelalder, her oser af ælde, mystik og okkult visdom. Oppe på en terrasse står en munk og vinker med tepotten, og det er lige, hvad vi trænger til. Vi søger vej op gennem de smalle gyder til manden med tepotten. Det er en gammel mand, der byder os at sidde på sin lille terrasse. Begærligt labber vi den søde te i os – og efter således at have sørget for sine gæster lægger munken sig til hvile for en middagslur. Og hvorfor ikke? Trætte og veltilpasse synker vi sammen, i salig ro i den varme sol.
Dybt inde i hulens bund findes en naturlig brønd, hvor der altid står højt med friskt vand. I loftet synes der at være nogle sære fodaftryk, og en gammel legende beretter, at da den store magiker Padmasambhava engang besøgte stedet, fandt han hulen så trang, at han udvidede dens rumfang ved at stemme fødderne imod loftet.
Et par dage senere slår vi lejr ved den lille by Kargiak i godt 4.500 meters højde. Der er røg op af et enkelt af byens huse. Alle de andre huse er forladte og forsvarligt aflåste. Det har været som at rejse gennem et spøgelsesland eller et område hærget af sygdom eller pest. Det sparsomme agerland ligger svangert og frodigt. Kornet står fint på de små marker, men folket er rømmet.
Falgon er en god kok, og han kan øjensynligt lide at lave mad. Til aften snakker vi familie og leveforhold, og han fortæller, at han bor i sin fars hus sammen med både bedstemor, far og mor og to brødre med deres koner. Han er selv gift og har en lille dreng og skal bl.a. til mødet med Dalai Lama for at få anbefalet et navn til drengen.

Tidligere levede mange familier i polyandriske forhold – flermænderi. Den kvinde, der ægter den ældste søn i huset, bliver også hustru til mandens brødre, efterhånden som de vokser op. Dette system har eksisteret i århundreder for at sikre, at ejendommen ikke smuldrer og går i opløsning på grund af for mange børn og arveskifter. Én kvinde får færre børn end tre! I dag er økonomien trods alt lidt bedre. En del unge mænd søger arbejde i byen eller går ind i den indiske hær. Turismen kan også mærkes, og de 2.500 rs, Falgon bringer med hjem, svarer til næsten to måneders almindeligt arbejde.
Senere bliver vi inviteret på besøg hos den enlige bonde her i Kargiak. Det store køkken er allerede fyldt med gæster, der bliver beværtet med te i lange baner. I den store højde lider kroppen et stort væsketab, derfor drikker zanskarierne mængder af te. Gæsterne er alle folk på vej til Jispar, og husets herre fortæller, at alle Zanskars 14.000 beboere er på vandring for at møde deres gudekonge. Kun syge og gamle og enkelte unge kvinder med små børn er blevet hjemme. Han er selv blevet hjemme for at pleje et stor syg yakokse, som han nødigt vil miste. Landet er så tyndt befolket, at alle kender mindst én i hver eneste by, så det er ikke svært at finde husly og omsorg, når man er på rejse.

Vi har mistet naturen og jorden
“Good morning!” siger Falgon og trækker lynlåsen op og sidder parat med frisklavet te. Lyset er netop brudt igennem, og han er ved at bage chapati. Når han har ryddet op, skal han ud og finde sine heste. I dag er han heldig, de går kun 2-300 meter oppe på bjerget, men de kunne sagtens være kilometer væk. Dyrene går og æder, til de er mætte, men de er aldrig blevet væk for ham. Vi er i et land, hvor tingene tager sin tid, og en lang række regler må overholdes, for at mennesker kan leve her. Med sig ned fra bjerget har han en håndfuld krydderurter til aftenens rice and curry.
Vi skal over et par iskolde bække i dag, og Falgon viser os, hvordan vi kan springe op bag på hesten og komme tørskoet over. Selv tager han et langt tilløb, og med et vanvittigt trespring sætter han over det næsten 10 meter brede vandløb via et par store sten i midten. Jeg glider af hesten på halvvejen og må sjoske i land med våde fødder. Det slår mig pludselig, hvor fremmedgjorte vi er.
Tabet af naturen og siden jorden har gjort os fattige på indsigt og færdigheder. Færdigheder, som vi kun skal en generation elle to tilbage for at finde almene for de fleste. Vi kan tage “overlevelseskurser” og søge “vores indre vilddyr”. Vi kan uddanne os til økolog eller lignende, og vi vil blive klogere på os selv og naturen – omverdenen. Men tilbage står det generelle tab af den dybe forståelse af naturen, som vel kun en håndfuld fiskere og småbønder har i behold.
Det er dette naturlige samhør og denne forståelse, Falgon demonstrerer. Han er stadig bærer afforfædrenes livsvigtige vekselvirkning med naturen. Har stadig jæger- og samlererfaringerne samt evnen til at klare sig, overleve, over for og med naturens stærke kræfter.
I mine drengeår havde jeg den glæde at holde skolesommerferie hos min morbror og tante på en lille bondegård. Der fik jeg et glimt af noget oprindeligt. Den frie og naturlige omgang med jorden og omgivelserne. Trygheden ved skoven og de store dyr på gården. Min morbror kendte alle vækster og dyr på mark og i skov. Han havde håndled som mine lår, kunne tumle tyren og løse alle praktiske problemer. Min fætter og jeg legede indianere på marken. Hev os op på de bredbringede arbejdsheste Ruth og Elna, piskede dem med kviste og skød pile med korkpropper efter kvierne. Frokosten tog vi i sukkerroerne eller ærtemarken.
Romantik og nostalgi – ja og nej! Jeg skal være den første til at bekende min glæde og fryd ved at vende hjem til Danmark efter en lang rejse i Østen. Hjem til dette lille smørhul, hvor bilerne hverken sviner eller dytter, og der hverken ligger lort eller lig i gaderne. Problemet er ikke, at samfundet forandrer sig, at maskiner overtager arbejde såvel det dumme som det kreative. Nej, problemet er, at simpelt og manuelt arbejde ikke længere er lønsomt, og at for hver generation, der går, taber vi langsomt, men sikkert, gamle færdigheder og erfaringer og har efterhånden mistet evnen til vekselvirkning med naturen. Pointen er, at jeg tror, vi mennesker har brug for sådanne færdigheder for at være hele mennesker.

Det er helligt land, vi betræder, og langs vejen står rækker af stenmure – mendong mani, dækket af friser med gamle inskriptioner og mantraer. Vejen herop har desuden været markeret af hvide chörtener (små kuppelbygninger indeholdende relikvier fra hellige mænd) for hver halve kilometer.
Saftige enge ligger jomfrueligt omkring os, og mellem blå valmuer græsser mange yakokser.

Højdalen åbner sig til en bred u-dal, og centralt står monolitklippen Gumburanjan, 5.800 meter. Man kunne også sige, at dalen er som en kvindes skød – frisk og indbydende – og med vulva gigante lystigt struttende mellem lårene.
Gumburanjan-low-25-1000

Whiteout i Shingo La
Vi er tidligt på færde i Lhakang for at nå over passet Shingo La i 5.200 meters højde. Vi er efterhånden kommet op i den alpine zone, der ikke består af meget andet end sten og sne. Højt oppe i snemarkerne ses en tynd sort streg. Ser man godt efter, opdager man, at den bevæger sig, det er en karavane af muldyr på vej til passet. Falgon stopper op et stykke forude, og da vi når op, ser vi en ung hest ligge død ved siden af sporet.
Et skræmmende vidnesbyrd om altings forgængelighed. “Horse dead tonight,” siger Falgon. Jeg kan ikke forstå, at den er død, og må hen og røre ved dens fine glatte pels. Men død er den og kold som is. Endnu ligger den urørt og fin, men inden længe vil gribbe og ulve flænse bugen op og forvandle det smukke dyr til et hæsligt kadaver.
Store mørke skyer har længe hængt truende over bjerget, og nu sætter regnen ind. Sigtbarheden falder til 15 meter, mens vi stønner op gennem det store “whiteout”. Vi er i fin form, og det går trods alt lettere end forventet. Drivvåde står vi omsider ved et par store varder prydet med spraglede bedeflag. En gruppe tyske vandrere kommer op fra den anden side, fuldstændigt udmattede og med ansigterne forgræmmet af træthed. Vejen ned går langs dybe og lumske gletschersprækker. Et meget farligt sted at færdes uden lokalkendt guide.

Vi har nu forladt Zanskar og buddhistisk land og er på vej ned i det overvejende hinduland, Himachal Pradesh, på syd- og monsunsiden af Himalaya. Denne morgen tager det Falgon halvanden time at finde hestene.
“Today cross very big river,” siger Falgon – så stor at hans to heste ikke kan svømme over alene. Han håber, at en større gruppe heste skal over, og at hans to kan bindes sammen med disse. Vi går på grønne enge 15-20 meter over den lille flod, og pludselig standser hesten ved en farlig bro. To solide træstammer er lagt over denne snævre slugt på vel kun 10-12 meter. På stammerne ligger store flade skifersten og broen er kun godt en halv meter bred. Falgon tager hesten ved bidslet og vi går stille og roligt over.
Endelig fremme ved Samdo, og hvor to floder løber sammen. Floden er nu mere end 30 meter bred, meget dyb og strømmen rivende. 20 heste bliver bundet sammen efter hinanden – også Falgons, en lang line bliver ført over, og hestene trækkes over på række. På en stålwire trækkes en kurv frem og tilbage med mennesker og udstyr. Vi sætter os op i kurven og trækker os selv over floden.

Vi er i Darcha, turen er slut, og Falgons og vore veje skilles. Et tilfældigt møde mellem øst og vest er slut for denne gang. Og selv om det har været kort og forretningsmæssigt, er det alligevel svært at skilles. Vi betaler den aftalte pris og tilbyder Falgon noget varmt tøj, som vi ikke længere har brug for. For få år siden klædte zanskaris sig kun i traditionelt hjemmespundet tøj. Store tunge kofter i rødbrune farver og fåreskindspelse om vinteren. Sådan er det ikke mere, kun ældre mænd og kvinder klæder sig sådan. Turismen og nye værdinormer trænger gamle traditioner tilbage – desværre. Måske er dunjakke og cowboybukser lige så godt tøj, men det er, som om denne vestlige status gør disse stolte bjergfolk fattigere og identitetsløse. I dag er Zanskars unge mænd ikke til at kende fra andre landarbejdere fra den tredje verden.

 

Udklip

Share