Fra Samye til Ganden Gompa

 

Samye Gompa, 24 september 1995
Klokken er 1800, jeg har slået mit lille telt op på en brink ved floden, og efter at have kæmpet længe med MSR’eren, har jeg netop spist “Phistelsteiner”. Det har været en sej dag, men har dog haft en god portion held undervejs.

Samye-2Sækken var virkelig tung da jeg startede kl 08.00 fra Samye, men det gik rimeligt stødt frem og kun jævnt op. Snart var Samyes gyldne tårne langt væk. Det er dejligt at gå – trods alt. Man sanser meget mere. Bækkens klukken, hærfuglen – den sjover, flyver forfjamsket op og rejser sin flotte kam i vejret. Men jeg bærer for meget, omkring 20 kg.
Kommer til en landsby. Ser en trehjulet arbejdsvogn, her kaldet tuk-tuk, og går promte ind og spørger til kørsel højere op i dalen til Niggong, hvor jeg forstår at man kan hyre yakokser. Folk smiler og er ganske venlige, men desværre sover ejeren af bæstet til middag. Han lader sig modvilligt vække og forlanger den ublu pris af 50 yuan for de ca 5-6 km til Niggong. Jeg tilbyder ham 25 yuan, og vore veje skilles.
Der ligger flere små landsbyer, og netop som jeg sidder og gasser mig i en skyggefuld pilelund, hører jeg den umiskendelige lyd af en stønnende tuk-tuk nærme sig. Det viser sig at være en familie med mange rollinger der er på udflugt til Yamaling Gompa, en gammel Padmasambhava hule. Selvom der er trang plads, rykker de sammen og tilbyder mig et lift. Herligt som heldet kan tilsmile een når man mest har brug for det. Sammen bumler vi langsomt op gennem dalen.
At besøge Samye og de omkringliggende egne kræver særlig tilladelse. Den har jeg ikke, og det er ikke så godt, idet det yndige ansigt som smiler sødt til mig er udstyret med en myndig embedskasket. Der står oven i købet police på skulderen af hendes uniform jakke. Nå, tænker jeg hun kan intet engelsk, hun er på udflugt og er bedøvende ligeglad med om jeg har tilladelse til at være her eller ej.
Vejen bliver stadig dårligere, først var det jeepvej, så studevej, lige nu bumper vi op og ned af dybe huller. Ind imellem får jeg sådanne dunk op langs ryggen, at det føles som om hovedet er ved at falde af stangen. Endelig gi’r chaufføren op, vi må gå resten af vejen.
Desværre har jeg været så uopmærksom, at vi allerede har passeret Niggong. Vi skilles, da jeg ikke har lyst til at slæbe mig op til grotterne hvor den store guru engang har mediteret. Nå, dagen er stadig ung, vi har lige passeret middag, så jeg takker for det hyggelige samvær, hanker op i rygsækken og går videre op gennem en stadig snævrere dal.
Kommer igen til en lille landsby. I udkanten er et telt og jeg henvender mig til folkene der – igen for at hyre transport. Husbund kikker på ama, og ama siger mindu – (hun afviser) det samme siger husbund så… Nogle høstfolk på en mark gør nærmest nar af mig, og forlanger 100 yuan om dagen, for at hjælpe… Kommer endelig til en lysning med tre drokpa telte. Dennegang prøver jeg en anden taktik. I passende afstand, men således at de ikke kan undgå at se mig, smider jeg mig i græsset, og håber at de fatter interesse for mig.

Padma Sambhava minde-chortens ved Samye.

Padma Sambhava minde-chortens ved Samye.

Efter en times tid og kun hundene har fattet interesse gir jeg mig, går selv til teltene. En kvinde og en dreng kommer nervøst ud og tre store mastiffer er så rasende at de er ved at rive sig løs af deres lænker. Jeg opfatter straks at de er alene hjemme og vender om igen, med en rasende hvalp i haserne.
Så kommer de, teltenes herrer. Stolte og ranke som prærieindianere, rider de ind på pladsen på deres små ponyer. Jeg venter lidt, men kvindernes informationer synes ikke at interessere dem det mindste. Og trods træthed og skuffelse, må jeg frydes over deres maskuline fremtoning.
Efter endnu en times sej masen opad ligger jeg så her og hører bækkens klukken. Skyerne har trukket sig faretruende sammen, måske får jeg regn. Pladsen er fin, men det slår mig, at havde det ikke været for de mange bedeflag oppe i et gammelt udgået træ, ja, så kunne denne plads ligge hvor som helst. Jeg varmer lidt tørkost og lader Tibets okkulte mørke sænke sig.

Tæt på Surkhe La
Endnu en dag er gået, det er sidst på eftermiddagen og jeg sidder i et sort telt sammen med nogle unge drokpa’er. Bålet flammer lurer under den kulsorte tekande, og den unge kvinde er ved at amme sin mindste. De har tre mellem et og ti år, og teltet synes særdeles velforsynet.
Jeg startede først ved ti-tiden. Det havde regnet flere gange i løbet af natten, men ikke voldsomt. Dog er teltet så lavt at min sovepose var blevet lidt våd.
En sjov gammel nisse med sære ticks stoppede op ved min lille lejr. Han var vældigt interesseret i at vide hvor jeg skulle hen. Men hvad kunne det hjælpe, han var til hest og de store yaks går højt oppe under himlen.
Går gennem en skov af krat og mindre buskagtige træer, en del rødben og cotonasters, som vi kender fra parker og anlæg derhjemme. Desuden er her mange kongeliljer og blå enzian, men sidstnævnte dog ikke så flotte som dem man ser i alperne.
Jeg kan mærke at trods ti-elleve timers god søvn, har jeg færre kræfter end igår. Rygsækken snærrer, og jeg sætter mig kortere mål … Siger til mig selv: Nu går jeg en time eller blot frem til næste bjergkam.
Møder en mand og hans knægt som er i færd med at hugge brænde. De siger at der kun er kort til en landsby. Kommer til et sted hvor to mindre floder løber sammen, men ser ingen landsby, derimod ser jeg otte drokpa telte oppe på en lille pynt. Et par unger råber og vinker til mig, og da jeg ikke kommer op render de ned på stien til mig. En mand kommer forbi mig med sin lille pige. Jeg peger op imod teltene, og spørger om jeg kan få lidt te i hans telt. Han tøver og hans blik bliver fjernt. Han vil ikke afvise, men ønsker heller ikke at jeg går til hans telt når hans kvinde er alene hjemme – tror jeg. Måske meget naturligt, alligevel kan jeg ikke undertrykke en følelse af at disse drokpa nomader er lige som deres yakokser … stolte, sky og reserverede.
Tung og træt går jeg videre, med pause for hver halve time. Har allerede besluttet at slå lejr på en af områdets dejlige grønne græsbanker. Efterårsløvet stråler orangerødt oppe på skråningerne i aftens sol.

Jeg hører spæde klokker og så kommer han – dagens held. En ung gut på sin lille hest, stopper op for at spørge til min vej. Jeg fortæller ham, at jeg er på vej til Ganden Gompa, og at jeg har brug for hjælp til at komme op over Surkhe La. Han smiler et venligt og underfundigt smil, som jeg tolker som medfølende. Derfor tilbyder jeg ham tyve yuan for at føre mig op over passet. Han tænker længe over tilbuddet, kan øjensynligt godt bruge lidt penge, og stiger så endelig af sin ganger. Rygsækken bliver surret til saddelen og sammen følges vi op over bakkerne.
Kommer snart efter til en brink med tre sorte telte. Et par folk kommer smilende ud, det er bekendte til den unge mand, og vi bliver straks budt indenfor. Her er en mand, to kvinder samt tre mindre børn. Tibetanske kvinder er meget ligefremme, de to her er særdeles lattermilde og det er tydeligt at de prøver at tage pis på mig.
Jeg bliver nødet til at drikke mange kopper smørte, og med et frækt grin, tilbudt at tilberede min egen tsampa i en læderpose med mel og te. Heldigvis har jeg mange gange set hvordan dette gøres, så jeg går straks igang med at massere posens indhold grundigt. Latteren forstummer da jeg åbner posen og begynder at spise af den færdige tsampa … “Det er sgu tsampa …” siger manden anerkendende, da han kikker i posen.
Vi snakker mere om turen over Surkhe La, og jeg tilbyder nu 75 yuan for assistance de tre dage det tager at nå Ganden. Samtidig tegner jeg en lille skitse der viser at han selv skal medbringe et telt og noget kogegrej … Jeg tror at min mand, som hedder Nima Tsering har forstået og indvilliget. Vi bryder op for at skaffe nogle dyr til den videre tur – tror jeg.
Vader et par små vandløb, og kommer en halv time senere til et ensomt beliggende telt – Nimas sommerbolig. Her modtages vi af hans unge hustru og tre små børn. Mere te bliver serveret og drukket og Nima har en masse der skal fortælles. Det er langt over middag, så jeg kommer ikke videre idag. Ved at skrabe lidt kokager væk, lykkes det mig at finde en lille plads til mit telt.
Den lille familie har snart travlt med at hente yak-køerne hjem fra bakkerne. De går frit på de stejle skråninger hvor der er godt med æde, men nu står de forskellige steder på aftand og giver lyd fra sig. Måske kan de ikke lide færten af den fremmed. En pige på vel 10-12 år, er gået op for at kyse på dyrene og hente en lille flok kalve hjem.
Konen tager en taske over skulderen, som indeholder en blanding af tsampa og salt, og lokker køerne til deres tøjrplads. Det er sent og mørkt inden er færdige og da kulden lægger en svøbe over sæteren, er jeg kravlet i min lune pose. Lige udenfor er seks store yak-køer tøjret. Efter at være malket, ligger de nu og gumler og stønner af velvære – det samme gør jeg.

Hos Nima og vejen over Kampa La
Jeg har sovet godt og tørt selvom det også i nat har regnet – og sneet meget. Sneen tynger teltet ned over mig men intet vand er trængt ind. Udenfor ligner det allerede tibetanske vinter skønt vi kun er i september måned, sneen ligger hvidt overalt.
Der er røg op af Nimas telt, klokken er næsten 08.00 så jeg vover mig indenfor. Alle er påklædt undtagen Nima. Jeg får straks et stort krus te og inviteres til at sidde ved ilden. Han rejser sig ganske bar. Søvndrukken hiver han sin pæne, men beskidte vest og reversjakke på.
Efter en hurtig kop te er han parat til at gå ud efter køerne igen, som åbenbart er sluppet fri i løbet af morgenen, nu siler regnen ned. Jeg varmer en portion müsli og luner mig i det store telt sammen med ungerne.  Den lille sidder hele tiden i storesøsters arme, ikke noget med vugge eller kravlegård … Nærkontakt.
Nima kommer omsider ned med yak-køerne. I sit uhensigtmæssige tøj, er han fuldstændigt gennemblødt …Han griner skævt til mig og siger: “chuba mendu – intet overtøj…” Konen og den store pige springer ud af teltet og aftenens malkeproces gentager sig. I teltet er der efterhånden vådt og godt mudret. Læg dertil en god portion sod og os, og du har en tydelig forklaring på tibetanernes snavsede fremtoning. En knægt på fem-seks gjorde i mellemtiden det bedste han kunne for at underholde mig.
Endelig er arbejdet færdigt og far og mor kommer ind. Det har igen sneet hæftigt og konen må have skoene af for at varme og tørre sine stivfrosne tæer.
Det er klaret op, og jeg må videre – vi må videre tænker jeg. Men jeg har en fornemmelse af at noget er galt. At Nima ikke har fortalt konen om ”vores aftale” om at gå til Ganden. Jeg har pakket mit våde telt sammen og finder min dagbog med den lille tegneserie frem for at gentage vores aftale fra igår. Det er ikke til at vide hvor længe han har været borte da jeg mødte ham. Måske har jeg misforstået, for nu forstår jeg tydeligt at han ikke kan forlade familien i mange dage sammen med mig. Hvordan skal de alene kunne klare at indfange, malke og passe dyrene.
Men “Surkhe La da?” spørger jeg … “Jeg giver dig 25 yuan for at hjælpe mig op til passet”. Han begynder at snakke om et pas der hedder Kampa La. I min guidebog ser det ud som om det er et og samme sted, så jeg siger “Kampa La yakpo du…” og håber at vi der vil støde på andre nomader. Nima er meget interesseret i mit nyindkøbte armbåndsur, en kinesisk joke som siger kykeliky en gang i timen. Men, “nej! det er for meget” siger jeg, 25 yuan!
Nima og konen ser på hinanden og veksler et par ord, hun synes at akseptere, og han begiver sig afsted efter sin pony. Jeg spørger til hans yakokser, men de går så højt oppe på bjerget, at det vil tage en halv dag at hente dem ned.

Drogpa-Samye_sn-low-25-1000Dtokpa-Samye-2

Kali shoo – farvel! til den lille familie, som tog så pænt imod mig – og slet ikke var som yaks, jo stolte, men ikke sky eller reserverede. Vi har ikke gået længe før en bæk skal forceres og jeg må af med støvlerne. Nima derimod er i gummistøvler og vader bare over. Men vi skal vade denne bæk igen og igen, så Nima foreslår at jeg sætte mig på hesten med rygsækken på… Umiddelbart en udmærket løsning, men grundet en meget højt anbragt saddel og min kæmperygsæk, bliver vægtfordelingen og balancepunktet helt galt. Højt over den lille ganger sidder jeg med tungen lige i munden og beder en stille bøn til at hesten ikke skal snuble i et hul.
Nimas støvler er selvfølgelig hullede som en si, så hver gang vi har krydset den iskolde bæk, stopper han lidt op, tager sine støvler af og med et fjoget smil tømmer han en liter vand ud.
Det er femte gang jeg er i Tibet, men aldrig har jeg oplevet så megen regn og sne. Det slår mig hvor ubrugeligt mit udstyr er i dette vinter Tibet. Teltet er ikke vandtæt, sovepose og dunjakken kan ikke tåle vand!
Kommer efter et par timet til to drokpa telte og Nima spørger om jeg vil stoppe her. Det er lige for foden af Kampa La, så jeg afslår og peger op imod passet. Der er vel kun 3-400 meter op og det ser ikke så stejlt ud. Vi går begge efter hesten, som bærer mit grej. Men den går alligevel så raskt til at jeg må gribe fast i halen for ikke at blive sat af.

Oppe i passet venter der mig en skuffelse … Det er sådan, at når man læser kort, og rutebeskrivelser, ja, så udkrystaliseres der sig i bevidsteden, et billede af omgivelserne. Som regel passer det nogenlunde med virkeligheden. Men denne gang er virkeligheden helt forkert! I stedet for at se ned i en ny dal og eventuelt et nyt pas langt forude, ser jeg ud over en stor højdal – eller snarrere en stor højmose, her i mere end 5000 meters højde. Ingen spor eller sti, inge udsigt til nye nomadelejre, men værst terrænget er nærmest en ufremkommelig våd mose af høje græstuer
Jeg kan mærke at vi skal skilles … Men, “Drokpa’er?” spørger jeg, idet jeg havde forstået at egnen var beboet af nomader på denne tid af året. Nima peger tilbage, vi har jo lige passeret to nomadetelte nedefor passet, synes han at sige.
Suk! mit mangelfulde tibetansk, det var min plan at finde nomader her på den anden side passet. Nima har spændt rygsækken af ponyen, og jeg er lige ved at lade ham gå da han selv begynder at tale om mit kykeliky ur igen. “Okay” siger jeg “uret er dit hvis du hjælper mig ned gennem denne djævlske mose de næste to timer”. Og heldigvis er han så besat af tanken om at eje dette famøse ur, at han, inden for rimelighedens grænser, vil gøre hvad som helst.
Nima og hesten vader gennem tuemosen, hvor jeg igen savner et par laplands gummistøvler, og må springe fra tue til tue. Langt fremme i denne øde dal blinker en lille sø lokkende til mig – der vil jeg stoppe. Vi finder et læsted og læsser af for anden og sidste gang. Kineseruret skifter ejermand og Nima er glad. Jeg er også glad for at han fulgte mig så langt – en fin fyr. Det siger jeg til ham, han smiler og er allerede på vej hjem.
Længe kan jeg høre hestens små klokker ringe – men inden længe er jeg fuldstændigt alene i denne vildmark. Alene mellem ri lha og dæmonerne tænker jeg og håber at dæmonerne har travlt med andet og bjerg-guderne vil mig det godt.
Men jeg er træt, hemskt træt. Dette trek er ikke som jeg havde troet. Her er ikke nær så mange nomader som jeg havde læst mig til. Her er ikke særligt smukt, stierne er elendige, hvis der overhovedet er nogle at finde, og så er vejret heller ikke med mig.
I min trætte ensomhed begynder jeg tilmed at fantasere om vold og farere. Om voldelige nomader, som i stedet for at hjælpe mig, stjæler alle mine værdifulde ting. Det skønt jeg aldrig har været udsat for noget lignende.
Jeg vil ikke sige jeg er bange, men fantasere også over jangu’er – ulve. Ser for mig 6-7 rasende bæster stå i ring foran mig med skum om tænderne. Hvad er det nu heltene gør i sådanne situationer, tænker jeg. Noget med et stort bål og en fakkel – men hvad hjælper det mig? Nå, jo jeg har jo min benzinbrænder, MSR’ern. Hvad kan man gøre med den? Inden Nima red hjem spurgte jeg ham om ulve – hans svar var nej, men noget tøvende.

27 september, mellem Kampa La og Jöker La, i ca 4800 meters højde
Det har småsneet hele natten, jeg har sovet uroligt og banket sne af teltet. Kikker ud af teltet og ser at verden er stor og hvid, og solen er stadig bag tunge skyer. I går aftes så jeg tydeligt vejen frem, op imod det næste pas Jöker La. Nu er stien borte, hvordan finder jeg vej?
Den store plan er kikset. Jeg var heldig med Nima, men der er ingen nomader til at tage over. Er vel ca halvvejen til Ganden og må nu bide tænderne sammen og klare mig selv, Opklaring er dog på vej og efter middag er sneen smeltet så tilpas at jeg i min kikkert, har luret stien af.
Langsomt går jeg hen over bakkerne. Det er glat og jeg er ved at falde på røven flere gange. Ved en dyrefold bygget af kampesten, holder jeg et lille hvil for at puste og orientere mig. Nima sagde, at stien gik højt oppe på højre bjerside, så jeg skal holde mig oppe og ikke lade mig lokke ned imod den grønne dal.
Ser pludselig folk … To gutter med rygsække slæber sig langsomt op over andre småbakker i retning af det rigtige Surkha La, som ligger længere syd end Kampa La som jeg troede var et og samme. Det er vesterlændinge, det ses tydeligt på den klassiske vandrestil med højtsiddende rygsække. Senere kommer tre lokale, eller måske pilgrimme. Alle er de på vej til Samye Gompa. Sjovt nok får de også øje på mig, vi vinker til hinanden, men desværre er afstanden så stor at det vil tage lang tid at mødes. (Senere i Lhasa mødtes vi på restaurant Tashi 2, det var et hollandsk par, Edith og Hans).
Kan ikke finde stien. Måske ikke højt nok oppe, måske for højt!! og bruger mange kræfter på at bakse op og ned af denne bjergside. Ser endelig efter lang tid et spor langt nede og beslutter mig for at følge dette. Stien er sej lang og træls, dvs der er ikke meget at se. Jeg har ikke gode ben, de er tunge af mælkesyre. Må sætte mig ustandseligt og føler at jeg kunne falde i søvn på stedet. Havde der så bare været smukt eller dramatisk, nej, dette er et surt og kedeligt trek. Eneste opmuntring til nu, var Nima og hans familie.
Mit ur er som sagt handlet væk, men jeg tror jeg har gået i ca fire timer. Stadig op af den samme bjergvæk og endelig ser jeg passet. Der er dog langt endnu, men blot det at se målet eller en milepæl på den tunge vej, giver ekstra kræfter. Men aldrig har jeg følt mig så flad og færdig.
Kikker mig seriøst om efter et sted at stille teltet, men ak! den snævre og ujævne sti er alt hvad der findes af horisontal plads. Siger til mig selv: Langsomt – langsomt og små hvil for at finde en rytme som lungerne kan klare. Og selvom jeg umiddelbart tænker at dette er det sværeste pas jeg har vandret ja, så er jeg alligevel hurtigt oppe i Jöker La 5100 m.
Ser nu langt ind i de dybe dale ved Ganden Gompa og Kyi-floden. En dal slynger sig ned gennem et landskab af endeløse bjerge der fortoner sig i horisonten. Ingen bosættelser og ingen nomadelejre, kun det store ødemark. Men ca 300 meter nede ligger snegrænsen, der skal jeg ned og rejse mit telt for idag. Igen bliver det svært for sneen er våd og tung, og jeg træder ofte gennem lumske huller.
Jeg varmer mig en portion tørkost med ris og grøntsager og kryber ned i den varme sovepose. Min plads denne nat er elendig. Eneste brugbare sted, var et ildelugtende gammelt ildsted, hvor jeg har ryddet stenene. Falder til ro ved at høre stille regn tromme på teltet,

Fra Jöker La til Hebu
Endnu en nat med sne, men igen er teltet tørt indeni. jeg takker de højere magter for at det ikke også blæser op, for så ville jeg ha virkelige problemer. Det plejer at være lyst ved 08.00 tiden, jeg kikker ud, det hele er whiteout og tåget. “Godnat fru Olsen!” tænker jeg og lukker teltet og sovepose forsvarligt til igen.
En timestid senere er det klaret op og jeg ser en lille smule blå himmel. Efter 12-13 timer i teltet er det på tide at få gang i blodomløbet og trods det at jeg ikke kan se det mindste spor af stien, begynder jeg at gå dernedaf. Langt fremme ser jeg en lille slugt, og fornemmer at jeg skal over på den anden side af fossen. Kommer omsider til en forladt drokpa lejr, men stadig ingen folk.
Er omsider ude af sneen men her er sumpet og mosetuer gør igen terrenget ufremkommeligt. Ja, tænker jeg, man skal gøre som de lokale, de rejser sjældent sådanne steder uden en hest. Pludselig hører jeg kaldende stemmer, det er to knægte, formodentlig hyrder, der nu kommer tonsende ned imod mig. De første mennesker jeg taler med de sidste 40 timer. Den ene viser mig en engelsk læsebog og tigger om en “pen”. Denne form for banalt tiggeri florerer i Nepal og Ladakh, hvor turismen er intensiv, men det overrasker mig at møde fænomenet her. Normalt afviser jeg, da det i reglen ikke afspejler et reelt behov, men blot er dårlig adfærd som er temmelig vanedannende. Idag er jeg dog så glad for at se folk, at jeg giver efter.
De siger at der kun er en halv times gang til deres lejr og ca en time til landsbyen Hebu. Hvis jeg vil besøge deres lejr må jeg hellere krydse fossen her, siger de. På med sandalerne og fossen er ikke breder end at jeg kan smide støvlerne over. Jeg synker i til midt på låret, så selvom jeg har smøget bukserne op over knæet, bliver mine bukser selvfølgelig sjaksvåde.
Stien er nu tydelig ned imod drokpa lejren, som består af fire store telte. Bag mig kommer folk med fem dzo’er læsset med brænde. Mastifferne har allerede fået færten af fremmed blod, og giver arrigt hals … Jeg beslutter mig til at følges med disse folk ind i lejren.
En mand fører mig til hans telt, da han har forstået at jeg beder om lidt te. Hundene er heldigvis alle i solide lænker, så mens jeg står og nyder teen kommer en påfaldende pænt, og vestlig klædt ung gut hen til mig. han præsentere sig på engelsk som Tenzing, og har levet og studeret i fem år i Dharamsala, Indien. Han fortæller desuden, at det tager ca fire timer at gå over bjerget til Ganden Gompa. “How much for a horseman?” spørger jeg, “how much you like to give..?” svarer han, åh gud hvor er jeg træt af denne sjakren om betaling af tjenesteydelser.
Tenzing invitere mig tilhans families telt, jeg hilser på hans forældre, en ældre søster og svoger. Senere kommer mindre knægte, hvoraf en af dem var ham fra bjerget. Deres hjem – teltet, er enormt stort, måske hele 35 kvardratmeter, og vævet i sort yakuld i ganske smalle baner. I midten under en åbning, står et kæmpe kogearrangement, heriblandt en pragtfuld kobbergryde til måske 500 liter. Langs telvæggene står to håndmalede skabe med glaslåger. Dette er hjemmets alter og indeholder et par figurere, de syv hellige skåle samt et foto af Dalai Lama. Derudover er brikse opstillet langs teltets vægge.
Jeg bliver budt tukpa, en tyk suppe eller gryderet med et par yakknogler i, og i det hele taget godt behandlet. Det er dog ren og skær høflighed, for kun Tenzing der finder mig interessant. Til gengæld kan han demonstrere for familien hvodan han kan konversere en inchi (engelsktalende fremmed).
Jeg spørger igen til en hestemand, men Tenzing siger nu, at da det allerede er sen eftermiddag, kan manden ikke være tilbage i Hebu før meget sent eller imorgen, hvorfor prisen vil blive meget høj… “Why not stay here to night?” Tenzing skal selv til Lhasa i morgen tidligt, dog cykler han på den moderne mountainbike som står lige ved teltes åbning … tja det må vel erkendes at kineserne bringer andet end vold og undertrykkelse med til Verdens Tag. Tenzing flygtede sammen med venner i 1990 til Nepal. Kom til Indien og Dharamsala, hvor han har modtaget undervisning på Bir-skolen, som Danske Tibethjælp støtter økonomisk. Sjovt nok sponsorerede jeg selv en ung mand på dette tidspunkt, men Tenzing kendte ham ikke. Tenzing har forstand på forretning, og efter at han er vendt hjem til Tibet, er det lykkedes for ham at få tilladelse til import/export med Indien.
Det er ved at skumre og dyrene kommer ned fra bjergene – 200 yakokser, dri’er og kalve siger Tenzing, ikke uden stolted. De repræsenterer en formue. En stor stærk yak er 3000 yuan værd, en hest ca 2000 yuan. Familien har ingen får og geder, det har til gengæld hans farbrødre, som lever i de omkringliggende telte. Man skal ikke tage fejl af disse drokpa’er, det er velhavende mennesker.
Alle dri’erne (yakkøer) står tøjret til lange liner fæstet til jorden. Med passende afstand er de koblet på. Kalvene står i nærheden og når koen skal malkes hentes kalven for at lukke sluserne op. Herefter tager kvinderne over og kalven trækkes igen væk. Køerne giver mindre en ti liter hver, ikke meget i sammenligning med vore intensive industrikøer som jeg har hørt skulle give op til 40 liter. Til sidst får kalven igen lov til at sutte yveret tomt.
Det er mørkt og teltet oplyses kun af en enkelt petromax. Der bliver igen serveret tukpa, te og senere en yugurt sødet med sukker. Der er ingen samling og alle spiser for sig selv. Jeg er træt men føler mig lidt usikker på om jeg skal slå mit telt op. Tenzing kan alligevel ikke så meget engelsk. Drengene og de gamle lægger sig, og endelig siger storesøster at jeg kan sove på hendes briks. Hun ruller selv nogle tæpper ud på jorden.
Jeg kryber hurtigt i posen og lader teltets tunge åndedrag opsluge mig, og snart efter pustes det enlige lys ud.

Over bjerget til Ganden Gompa
Jeg vågner inden det er rigtigt lyst. Kun Tenzing og jeg er i teltet. Folkene er ude ved dyrene igen. Jeg pakker mit grej og Tenzing giver mig lidt tukpa og te. Han skal selv afsted og gør sig klar med sin cykel. “Kalishoo-farvel og tak for god behandling…” Tenzing tager også afsked efter at have været hjemme hele sommeren. Måske skal han tilbage til Indien, måske blot til Lhasa for at ordene sine forretninger, men hans afsked er næsten mere uformel end min.
En lille sti fører ned til floden, som vi skal vader over. Af med støvlerne og en gut tager mig ved hånden, vi er på vej til landsbyen Hebu som ligger et stykke oppe på den anden side floden. På vejen møder vi noget familie til Tenzing, de snakker lidt sammen, og han tilbyder sig som hestemand. Han forlanger 25 yuan og har en aftale selvom det kun handler om fire timer. Til gengæld forlanger jeg at vi går med det samme således at jeg kan nå en bus fra Ganden til Lhasa idag.
I mellemtiden er Tenzing over alle bjerge på sine moderne jernhest, jeg ser ham som en støvsky langt nede af jeepvejen. Vi stiger straks op over stejle bakker, og jeg halser hurtigt bagefter denne lumsk grinende hestemand og hans gråskæggede hvide pony. Snart er vi ca 300 meter over Hebu, og et ny panorama åbner sig, tilbage og op gennem Hebudalen til sneen i Jöker La.
Det er smukt og dejligt at gå højt over dalene, men Tenzing sagde at det nærmest var flad vej ligeud. Kan jeg virkelig have misforstået dette? Kan ikke lade være med at tænke på, at havde jeg valgt jeepvejen, havde jeg været ude ved Kyi-floden og vejen til Lhasa nu.
Vi runder den ene bjergryg efter den anden og hestemanden – nu ledsaget af to små hyrdedrenge der peger langt frem og siger: “Ganden Gompa”. Men heroppe på ryggen går det let og jeg venter hvert øjeblik at se det store klosterkomplex dybt nede under mig.
Kommer til en stor latse, vi stopper lidt for at nyde udsigten – troede jeg. Men her siger min mand nu at han vil snakke penge – den velkendte fnidren med fingrene. Ved at tegne i jorden fortæller han mig at han vil ha’ 30 yuan. Jeg vrænger irriteret til ham at aftalen er 25 og ikke en yuan mere. Han gør tegn til at spænde rygsækken af. Jeg er målløs og rasende, og meddeler ham at hvis han ikke vil gå længer kan han kun få 20 yuan. Han gør det … spænder virkelig af, ganske kold og med et dumt smil modtager han 20 yuan og vender om.
Klosteret er endnu ikke i syne, men stien er nu tydelig og udsynet imponerende ned over marker og landsbyer. En halv time senere ser jeg Gandens mange templer og jeg ser også de to daglige pilgrimsbusser. Dagen er stadig ung så jeg sætter mig lidt og nyder sceneriet. Ganden Gompa er et af lamaismens hovedhjørnestene. Det blev anlagt i 1400-tallet af den store Gelugpa reformator Tsong Khapa. Engang levede her 3000 munke, men i 1970erne blev det skudt i stumper og stykker af kulturrevolutionens stormtropper. Siden sidst i 1980erne har quisling-regeringen arbejdet på at genopbygge dette kæmpekomplex og historiske mindesmærke. Tilsyneladende foregår det på samme måde som for 500 år siden, med håndkraft og naturens egne materialer. Alle de centrale templer er genopbygget, men de omkringliggende munkeboliger ligner hænder der forkrøblet og grotesk rækker mod himlens guder…

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *