Fra Simikhot til Kailas, 2005

 

TRÆ-FUGLENS ÅR / OKTOBER 2005

 

Der findes mange veje til Kailas, for de troende og hengivne lever udbredt fra Indien over Himalaya til det vestlige Kina, så potentielle pilgrimme er tæt ved en milliard mennesker… Veje er måske så meget sagt, den bedste går uden sammenligning gennem det sydlige Tibet og starter i Lhasa. Tasam – Hestevejen – hed dette spor der gik fra øst til vest i gamle dage, og foruden pilgrimme var det her, krigere og handelsfolk tog sig frem. En del pilgrimme har fået råd til at køre med lastbiler, men der er stadig dem, der vandrer den månedlange vej gennem Sydtibet for at opnå god karma og søge velsignelse ved Kailas.

2 – 8/10 Fra Simikhot til Nara La Base. Den vej, jeg går, ligger i Humla provinsen i Far West Nepal og fører hen over verdens højeste bjerge, Himalaya. Selv i disse tilsyneladende uoverstigelige bjerge findes der mange veje – eller rettere stier. For her har folk færdedes for at udveksle varer og idéer i århundreder.
Simikot-trek1Det er således en veltrådt sti, om end den her og der kunne trænge til lidt vedligeholdelse. Stien følger i seks dage den dejlige flod Karnali, der ifølge gamle myter kaldes ”Floden der springer af Påfuglemunden”. Sart lys blå, som jade, skærer dette vand sig gennem grønne fyrreskove fra en kilde tæt ved det hellige bjerg – naturligvis.
På vej op af stien møder vi en gruppe piger, ikke meget over 12-13 år. De slæber brænde hjem til Simikhot. Brændebundter, der ser lige så tunge ud som deres egen vægt. Og sådan er det generelt her i Nepal, folk bærer nemt byrder på deres egen vægt. Højt oppe over byen ser vi fra en lille klippeknude ned over Karnali og den udstrakte landsby med den lille landingsbane. Pludselig er der en susende lyd gennem luften, jeg vender mig og ser – først én, så to, så tre store himalayagribbe komme svævende lige over klipperne. Fuldstændigt som et svævefly og uden den mindste vingebevægelse stiger de op fra floddalen til denne højde for så igen at drive ud over Simikhots højdal, ivrigt spejdende efter ådsler.
Simikot-trek-2Så går det ned, og det ca. 1.000 højdemeter på en meget ringe sti. Hårdt for knæ og ankler og ikke den bedste start på turen. Ydermere er vi startet så sent, at lyset begynder at svinde, og her i Himalaya går det hurtigt. Snart er det buldermørkt og vi er spredt ud over den stejle sti.
Jeg har heldigvis mange hjælpere med på denne tur, så endelig fremme i Dharapani er der samling på gruppen. Desværre må jeg konstatere, at vi har mistet en dzo med fem telte og et par borde. Første aftensmad må indtages henslængt på presenninger, og seks af os må også sove i spiseteltet i nat. Dzo’en fandt dog hjem til flokken i løbet af natten. Næste morgen gik den og gnavede græs sammen med vennerne med hele oppakningen intakt.
Efter at have forladt den lille by Simikhot, regionen Humlas administrative center og sidste myndighed for Nepals regering, er vi således også på vej gennem maoistisk ”befriet” område. Det vil sige, at tankerne på bjerget i disse år er, at de fattige og undertrykte nepalesere skal gennem en klassisk bonderevolution for at få det bedre. Men bortset fra et skilt med symbolerne CPN (Maoist) over indgangen til en mindre landsby mærker vi nu ikke noget til dette de første dage.

Der er ikke så mange pilgrimme, det er blevet lidt for sent på året for indere og nepalesere af hindutraditionen. Og begge grupper synes i øvrigt i højere grad at hellige sig deres business. Så anderledes og alligevel det samme… Netop derfor er der trods mangel på pilgrimme særdeles travlt på stien. Handelsfolk er klar til at tage næste etape ned mod Simikhot med deres rige last af ris. Med hujen, råb og dyrs brægen hører vi dem komme, og snart efter er de over os, en flok på et par hundrede får og geder myldrer frem på den støvede sti.
Dyrene stopper nervøst op – som vi – for at se, hvordan man kan passere. Alle bærer de over ryggen to fem kilos lærredssække stoppet med… ja, med hvad? I første omgang tror jeg, det er salt, som man har handlet i århundreder. Men nej, siden Kinas overtagelse af magten i Tibet i 1959 har det være vanskeligt at handle indlandssalt. Desuden er saltet fra Det arabiske Hav bedre, idet det indeholder jod.
Først flere dage senere går det op for mig, at det er ris, der er i sækkene. Ved et depot opdager jeg, at der er hul i en sæk, og at riskorn siver ud. Ram fortæller mig så historien om, hvor svært det er at dyrke ris i Humla. Samt at risen efter speciel overenskomst med myndighederne i Lhasa er ført med lastbiler hele vejen fra Kathmandu op til Tibet. Omlastet i grænsebyen Zhangmu og kørt 700 kilometer vestpå til Sera, en grænseflække ved Nepals nordvestligste hjørne. Her har man engageret disse folk med deres store flokke af får og geder, og risen er blevet ompakket i små sække. Tankevækkende at dette er meget billigere end at flyve risen ind til Simikhot!
Simikot-trek-5En violet bougainvillea hænger ud over terrassen, hvor vi sidder. Herfra er der også er et fint overblik til en del af gadelivet. Ungerne – underforstået drengene – leger på gaden, den smalle stenlagte trappegade, der fører fra hus til hus op over bjerget. Desværre deltager pigerne sjældent, da de, fra de er er seks-syv år, altid har pligter i og ved hjemmet. Drengene driller hinanden og fiser grinende op og ned gennem landsbyen. Måske en dum leg, for pludselig griber en mor ind, trækker en knægt hjem, skælder ham ud og giver ham nogle kraftige dunk i ryggen. I øvrigt en ting, jeg har lagt mærke til. Her i Nepal giver man ikke flade øretæver som hjemme, da jeg var barn. Nej, man dunker i ryggen og det så hårdt, at jeg klart vil foretrække lussingen.
Snart efter starter samme drenge en mere konstruktiv leg – fodboldkamp – på en terrasse foran huset. En mor passer uinteresseret sit vævearbejde, hvorimod bedstemor giver dem mere opmærksomhed. Nu er det jo lidt besværligt at sparke bold på et bjerg, så selv denne hjemmelavede kludebold har en tendens til at ryge ud over terrassen og ned på de tilstødende marker eller gårde. Men sådan en banalitet tager drengene nu meget let, vil man spille fodbold eller hvad?
Pigerne i hindubyerne er smykket med fine små muslingeskaller i deres flettede hår, og kvinderne pynter sig med store bladlignende ørensmykker af det pureste guld. Dette er et tegn på, at de er gifte kvinder, og det er en del af brudeprisen.
Der kommer røg fra en hule lidt fremme ad stien. En lille familie holder rast og er ved at koge tsampa eller hirsevælling. Ved stien sidder Ronja Røverdatter og sender mig sit mest fortryllende smil. En lille forpjusket, men dejlig skabning.
Jeg ser, at Ram forsøger at skabe vej gennem kaos af geder og får. Radioen spiller nok så lystigt filmmusik, men nu hører jeg en stemme orientere om et eller andet… er det en trafikrapportør, der meddeler, at der er fuldstændig kaos på stien mod gudernes land og kosmos?
Gededriverne er alle hinduer af thakuri kasten, som lever her i Karnali floddalen sammen med etniske tibetanere. Thakuri er de eneste hinduer, der traditionelt har handlet direkte med folk i Tibet.
Simikot-trek-3Ikke langt fra den lille by Yari åbner en dal op til høje snetinder. Er det Api Himal? Jeg finder aldrig svar på dette, da vi i det samme kommer til et tehus med en større gruppe folk, jeg observerer, at en enkelt bærer pistol. ”Nu er vi der – Mao,” hvisker Ram til mig. En spinkel og velklædt yngre mand byder os velkommen og spørger efter turlederen. Herefter bliver KC og jeg trukket lidt til side af tre intellektuelle kadrer. De byder mig at sidde på den bedste sten, inden de koldt og uden megen omsvøb meddeler os, at det koster 125 US dollars pr. person at passere. Det vidste jeg udmærket og medbringer alle pengene inde på brystet, men forsøger mig alligevel med, ”Hvad med 100 US $”? Men nej! De ler blot diskret, 125 US $ er prisen. Men vi får da en kvittering. Jeg finder de grønne sedler frem og tæller 14 x 125 = 1.750 US $. Jeg får en – lad os kalde det mindeværdig kvittering med brevhoved af de fem marxistiske koryfæers profil: Marx, Engels, Lenin, Stalin og Mao. Seancen er overstået, og KC har i mellemtiden betalt for de lokale og dyrene.

Vi sover i Nara La Basecamp, en lille times vandring fra Yari. Her bliver jeg konfronteret med en af de særeste opgaver jeg, som rejseleder, har oplevet. Min lokale guide kommer til mig og siger at en af bærerne har en ulidelig stikkende smerte yderst i anus! Han kan ikke gå for smerter… hvad skal vi gøre? Manden er dybt ulykkelig, så jeg tilbyder at se på sagen. Kan, som ventet, ikke se noget som helst. ”Hvad har han spist”, vil jeg vide. ”Dal bath og chicken curry”, siger han, og jeg tænker straks på hvor voldsomt man parterer kyllinger i Nepal. Man hugger den simpelt hen igennem på kryds og tværs til passende stykker, med ben og det hele. Diagnose: Han har fået en lille bensplit med ned og nu har den sat sig i rumpen. ”Det kan vi ikke klare her” siger jeg, han må op og ligge på en hest i morgen og så bringes til en klinik i Purang.

Simikot-trek-4Fra Nara base er vi oppe i passet 4.415 m. på blot to timer, men har grundet store skyer i syd og vest ikke set noget til Api Himal, de højeste tinder i denne del af Nepal. Vi ser ind over det vilde Limi, der er afgrænset mod nord af Gurla Mandhata. Men heller ikke dette mægtige massiv på 7.694 m. ser vi toppen af. De vildsomme slugter, der falder mange hundrede meter ned i Karnali, er det mest fascinerende view. Vejen ned mod grænsebyen Hille går på stejle stier i en ucharmerende grusgrav. Faktisk er en hel del af vejen klar til køretøjer, og det skulle ikke undre mig, om her kører lastbiler, næste gang jeg kommer denne vej.

Vi har nu vandret til Tibet

9/10 Fra Hile til Purang. Vi er tidligt oppe for at være klar til afhentning, på den anden siden floden, i Sher, Tibet klokken 09.00, kinesisk tid (06.45 nepali tid.)
Det er buldrende mørkt mens vores tre nepalesere, (der skal fortsætte rejsen med os, bl.a. for at lave vores mad) tager bagagen over floden. Der er en moderne jernbro og her står en klassisk kinesisk grænsesten. Fra den anden side og de 150 meter op til checkposten, skal jeg hyre tibetansk arbejdskraft til dyre penge – sådan er reglen. De forlangte 35.000 Rs men aksepterede 20.000 efter længere ballade. Stadig det rene optrækkeri.
Jeg kaster et sidste blik på stien op mod Nara La, en sær sti gennem et sært landskab. Det, jeg kaldte en gigantisk grusgrav er måske en – gigantisk moræne. Det er ikke utænkeligt at der er anlagt en kørevej til Simikhot om ti år.
Der er først toldeftersyn kl 10.30, men det tibetanske hold, der skal køre os til Kailas m.m. er selvfølgelig heller ikke kommet. 10.50, næsten to timer for sent triller de ind i gården. Fire Toyota Landcruisere og en truck.
Guiden hedder Pempa, vi hilser og går i gang med toldeftersynet. Her tager de fire Lonely Planet guidebøger, fordi der er fotos af Dalai Lama.
KojarnathEndelig afsted mod Purang. På halvvejen stopper vi ved Kojarnath Gompa fra 1100 tallet. Vejret er smukt og klart og de vildeste tinder stræber mod himlen. ”Api?” Spørger jeg, ”Tseringma”, siger Pempa, ”wery holy mountain”.
Lidt højere oppe i dalen ligger så Purang – tidligere Taklakhot. Bemærk de indisk/nepalesisk klingende navne – nath – tempel og khot – fæstning. Hele Purang området var i århundreder under kontrol af Khas kongerne, der regerede fra Jumla i Nepal i middelalderen.
Vi tjekker ind på Purang Guesthouse, der ligner en nedlagt kaserne. Får to rimelige fem-sengsværelser, men uden vaskefaciliteter. Får udleveret et antal thermodunke, anvist et par kummer i gården og udpeget et ulækkert toiletanlæg. Mest interessante er den store vandkoger i gården der varmer ved solreflekser via et par store aluskærme.
PurangVi tager en tur rundt i den gamle bydel, hvor en række huse er bygget uden på store huler. Efterårsgyldne piletræer flankerer gaden og udsigten til tinderne mod Nepal, er stadig stor. (I et af disse huse boede jeg tre nætter i 1995, da jeg var på ensom færd rundt mellem de store søer). Højt på klipperne ligger ruinerne af Simbeling Gompa.
Besøger også kort det nepalesiske sæsonmarked, lidt højere oppe. Her er anlagt hele syv stræder med teltbutikker. Måske mere en 50 telte i alt. Her udveksler man kinesiske og tibetanske vare med nepalesisk/indiske varer.

Purang er et meget spændende område. En række smeltevandsfloder har skåret sig dybt ned i den porøse jord og skabt et sært landskab af bjergørken, spredte landsbyer afskåret af stejle skrænter og blanke vandløb. Hvis jeg turde gik jeg engang fra Purang til Tinker passet og ned langs Mahakali River til den isolerede Tinker dal.

10/10 Purang – Rakshas Tal. Purang er en meget søvnig by, meget langt ude på landet i Tibet. Banken åbner 11.30 og det er sent på formiddagen da vi endelig kan køre op i højlandet. Stopper første gang uden for den smukke landsby Toyo. Hvor grænsen til Indisk Himalaya hvide tinder, gletsjere og pas, synes at ligger inden for rækkevidde.
Toyo-PurangDet var i øvrigt ved Toyo at den store kriger fra Kashmir Zorawar Singh faldt, i et slag mod kinesiske/tibetanske styrker i 1841. Efter at have pløjet sig vej gennem Ladakh og Vesttibet, for at samle et stor-Kashmir til Maharajaen i Srinagard. Hans drøm var at erobre de hellige søer og Kailas til denne nord indiske stormagt. Det siges, at trods hans voldsomme fremfærd, rejste de lokale et monument for ham, i respekt for hans krigerånd!
Rakshas
Vi sniger os nu langsom op gennem tørre bjerge til passet Gurla La. Herfra har jeg besluttet at vi starter trekket. I dag ganske kort ned over bakkerne til Rakshas Tal – Hun dæmon Søen. Vores stab kører ned og sætter den første lejr på strandbredden.
Desværre ligger Kailas i skyer, med udsynet til Rakshas og Kangtise Range, er storslået. Langsomt går vi ned over ferskenfarvede bakker til de gule telte på stranden – vi er i Tibet, i det hellige land.
Solen mister sin kraft og vinden bliver så stærk og nærværende at den truer med at blæse spiseteltet væk.

11/10 Rakshas Tal – Manasarovar – Trugo Gompa. Kold nat med minusgrader i teltet og sne og tunge skyer over os til morgen. Vi beslutter at tage bilerne op til et pas der hedder Manasa La, mellem de to søer. Herfra ser vi dagens mål, Trugo Gompa, langt nede af Manasarovars sydbred. Vi ser også en lille flok chiru antiloper tæt på passet. Kailas og søerne er dog tynget af store truende skyer, så vejret kan gå begge veje.
Gurla Mandheta 7694 meter – og hele sceneriet ligge hvidt omkring os. Det ser let ud, og vi retning af gompaen.
Langsomt klarer det op mod nord, først Bön Ri og Kailas kikker frem mellem skyerne indimellem. Terrænet er dog besværligt, sne, sand og løst grus gør det tungt at gå gennem, og et enkelt sted skal vi have fodtøjet af for at passerer en bæk.
Endelig ned på selve søbredden møder vi en ensom pilgrim. Værdigt og smukt sidder han i lotusstilling og betragter vores komme. Jeg hilser ham og han tillader mig at tage et billede. Vi er først ved Trugo efter fire timers tung gang. Der er bygget et nyt gæstehus, og da det er ret koldt, så booker jeg hele tjekker ind på 7C’s regning.

Trugo-i-sne12/10 Trugo Gompa – Testi. Det har igen sneet, men søen og Bön Ri er stadig svøbt i morgendis. Et surrealistisk eventyr verden. Kold, hvid og smuk. Vi skal nu op langs Manasarovars vestkyst i retning af Gössul Gompa og Kailas. Jeg glæder mig – (i 1992 gik jeg den modsatte vej med Peter Post, men i 1995, hvor jeg blev droppet af en lastbil her, gik jeg samme vej til Gössul.)
Det er klaret op, disen er væk og Bön Ri stråler denne morgen, bjerget rejser sig næsten som et isbjerg i den dybtblå sø. Vi tager igen pilgrimsstien langs vandet, nu det buddhistiske vej med uret. Solen lune på rygstykkerne og sneen smelter hurtigt.
Vi går i spredt orden og det er sejt for nogen af os, men søen ligger jo også i 4500 meters højde. Efter godt tre timer er vi ved Gössul Gompa. Klosteret ligger vel 50 meter over søen, så vi må kravle op af den umage sti. Klosteret tilhører sekten Drigung Kagypa og her er lige nu tre munke. Jeg bemærker at munkene har fået etableret et hejsesystem, således at de kan hente vand i søen via en stram vire.
Vi runder en pynt og Snejuvelen viser sig endelig frem i al sin magt og vælde. Vi er ved Testi efter små seks timer og jeg beslutter at vi telter igen, da gæstehuset er meget beskidt.
Trods en bidende vind – Lung La, kæmper jeg mig op på en lille bakke for at tage et billede af vores lille lejr.

Manasarovar13/10 Testi – Chiu – Darchen. Rasende kold aften og vi gik direkte i soveposerne efter aftensmaden. Flere af deltagerene skranter på grund af højdesyge og dårlig mave. Tropperne stadig mærket af Tibet, så jeg ændrer lidt igen. I stedet for at gå til Chiu Gompa, kører vi alle og det halve af holdet kører direkte til Darchen og et hotel.
Der er renoveret og bygget en del nyt ved Chiu. Fx flere forretninger og boliger, og det lille tempel over Chiu er renoveret.
Det var ved Chiu Gompa at Padmasambhava i 700tallet, opløste sit jordiske legeme i en regnbue og gik tilbage til det endeløse Kosmos… Hans mission var ovre, efter at han havde befriet tibetanerne fra tusinder af naturguder, ved bl.a. at give disse guder en rolle i den nye buddhistiske religion, Vadrayana.
Vi driver lidt rundt langs vandet og ved de store mendong mani ved klosteret, inden vi også kører til Darchen.
Tager omsider Landcruiserne over den store Barkha slette, direkte mod Snejuvelen, der lyser over området som et fyrtårn. Ser igen en lille flok chiru antiloper undervejs.
Pempa anviser os nogle OK tre-sengs værelser. Det gamle pilgrimssted Darchen, har selvfølgelig også udviklet sig voldsomt de sidste fem år. Her er nu international telefon center, politistation, posthus et lille tibetansk hospital og en række nye små hoteller.
Går med Pempa til yakdriveres manager og vi aftaler at de skal bringe 11 yaks og to ekstra med ridegrej, og samle os op i Lha Chu dalen, under Nyenri Gompa i morgen kl. 09.00.
Men der er stadig sygdom i gruppen og inden aften er det klart at fire af deltagerne bliver i Darchen, når vi i morgen begynder turen rundt om Kailas.

14/10 Darchen – Drira Phuk. Tager igen Landcruiserne til Tarpoche, denne vel mere end 15 meter høje stander, der er beklædt med hundredevis af bedeflag. En hyldest til Snejuvelen og et ønske om en god pilgrimssæson. Vinden pisker allerede i bedeflagene og leder tankerne på flugt. Mystiskt, fascinerende, okkult – dette er i virkeligheden det førbuddhistiske Tibet.
Kailas-Lha-ChuKailas-te-teltSer nu yakdriverne komme – de er drokpa, nomader, og dette arbejde indbringer dem ret store penge. Jeg hilser på folkene og udtrykker et ønske om godt samarbejde – ”yakpo – yakpo” siger de bekræftende.
Først klokken 10.30 er vi på vej – uden yakdriverne, de kommer senere. Fandens til ustyrlige folk. Pempa og et par af vores folk bliver tilbage for at organisere pakningen med yakfolkene.
Vejret er fuldstændigt klart og koldt – frost, men solen luner på rygstykkerne. Vi går fladt ind gennem den stille flod Lha Chu – Gudernes Vand, mellem stadig stejlere og glatslebne og sære klippevægge.
Tager en lille pause i et sæsontelt, for at spise vores medbragte madpakke og få lidt varm te i halsen. De kommer nede fra Barkha sletten og har sikkert en meget god forretning, her 1½ time fra Drira Phuk.
Det er ikke hårdt men alligevel en lang dag til Drira, så der er gået seks timer inden vi er fremme ved klosteret.
Kailas-Drira-PhukVi sætter os på første parket – trappen op til det lille kloster og nyder det sublime syn af dette magiske bjerg. Der er opført en række små stupaer siden sidst og selve klosteret er også restaureret. Vejret er stadig strålende, og 2½ time efter os ankommer yakdriverne, vi ser dem vade over Lha Chu dybt under os.
Pempa fortæller at drokpa,erne brugte meget lang tid på frokost, uden at byde dem – nepaleserne på noget.
Efter solnedgang falder temperaturen hurtigt her i 4930 meters højde, så efter en tidlig aftensmad er det bare på hovedet i posen med en varmedunk.

15/10 Fra Drira over Dolma La til Zhong Chu dalen. Det er en rasende kold nat ved Drira, men jeg er tidligt oppe for at se den første sol på Kailas. KC og kokken er allerede oppe og jeg får straks en kop brændende varm te. Uden for spiseteltet er jeg ved at falde over en bunke klude – det er yakfolkene der har hyldet sig i store skinposer og sovet under den åbne himmel. Føj for den, det har været friskt!
Kailas-Drira-Phuk-morningLyset på Kailas er som gløder der ulmer, og Lha Chu dalen ligger i frostkoldt blåt morgenlys. Vi kommer først afsted 09.30, køkkenet er langsomt denne morgen og det er desuden svært at slippe Kailas.
Jeg opfordrer tibetanerne til at gøre de to rideyak klar og frigøre en af deres folk, således at vi kan have dem ved os når behovet opstår. ”Yakpo Yakpo” Men de skal lige… ”desuden er de hurtigt efter os i dag” siger den ledende drokpa.
Vi har en lang dag foran os så vi begynder at gå. Drira ligger i næsten 5000 meters højde, og vi starter med at gå over nogle lave morænebakker. Snart efter svinger stien mod øst og vi går stejlt op til en ”sjælekirkegård” hvor man kan aflægge sig noget af sit gamle jeg, for at markere at man er parat til at starte et nyt og bedre liv. Her ligger diverse tøjstykker og også sko. Især brugt af de jævne pilgrimmene, som er bønder og nomader fra hele Tibet. Munke og især lærde folk meditere på Yamantake – ”Dødens Dræber”. En vred form af Manjusri, boddhisattva’en man tilbeder for diverse lærdoms-dyder. Disse pilgrimme søger hjælp til at udslette den dødelige lidelse kaldet, egoisme og begær.
Det jævner sig lidt, vi puster og nyder Snejuvelen og en lang østflanke for sidste gang. Højt oppe ser vi små folk kæmpe sig op mellem store stenblokke mod pashøjden. Stien stiger lige op mod passet og er nu ret iset. Holdet er spredt godt ud over området og jeg kikker utålmodigt tilbage efter yakkerne. Jeg kan ikke se dem, hvor bliver de af? De satans drokpa, de får ingen drikkepenge, tænker jeg.
Efter små fire timer står vi alle i Dolma La 5636m. Vi spænder de medbragte bedeflag ud og jeg uddeler Lungta pergamenter. Herefter kan alle fremsige en lille bøn, hvis man føler for dette. Jeg har ikke svært ved at fremsige en fromt ønske om fred i verden og mere lighed for verdens undertrykte – ikke mindst tibetanerne.
I passet står en meget stor granitsten, her er skrevet mange navne og stærke mantraer, men her er også, med smør, fastklistret hår og enkelte tænder. Hele passet er pyntet med hundreder af spraglede bedeflag.
Igen et magisk og mystisk kultsted af en meget fjern og anden verden.
Enkelte går hurtigt ned og resten hviler lidt og spiser sin madpakke her i passet. Og så går det ned mod Zhong Chu Rong – i østdalen. Ret stejlt det første stykke og vi ser direkte ned til den lille isede sø kaldet Shiv Tal – Shivas Sø, hvor hindupilgrimme kan skaffe sig mere merit ved at åbne isen og tage et rensende bad.

Efter timers tung gang ser vi endelig et ensomt telt ned i dalen. Vi er kommet godt over Dolma La på godt seks timer. Ikke så dårligt.
Teltet vi kunne se oppe fra stier er et sæson te-telt. Jorden er dækket af en pressening og nogle af os kan smide os op af diverse sække. Tre kulsorte kedler buldrer med kogende vand, så vi smider os lidt og vi tager en gang te i dette ucharmerende telt. De fleste er godt trætte og brugt for dagen.
Kailas,-Lham-ChuEfter en passende pause går vi en time ned gennem Zhong Chu-dalen. Vi stopper et sted hvor man igen kan få et glimt af Kailas. Sne ligge flot på bjergene omkring os og der står en kold vind op til os fra sletten. Kl. er 17.12 og højdemåleren siger 4970m.
Inden solen går ned har vi fået selskab af tre tibetanske kvinder, der varmer te og tsampavælling tæt ved vores lejr.

16/10 Fra Zhong Chu til Darchen. Det skal blive en lang, kold og meget kaotisk nat ved Kailas. Flere fra holdet har brug for ciproxin og antikvalme medicin efter at jeg er faldet i søvn. Vågner igen midt om natten ved lyden af en der kaster op. Det kommer inde fra spiseteltet hvor nepaleserne sover. Nu er det er min guide Pempa, og han er så sløj at han ikke kan få noget medicin i halsen. Han får en antikvalme til rumpen. Temperaturen i teltet er -10. To timer efter, klokken 06.00, bliver jeg vækket af kokken Purba, der beder mig komme til køkkenteltet hvor Pempa sidder og hænger. ”Hvad fanden sidder du her for? Vil du smitte os alle sammen…” siger jeg og jager ham ind i spiseteltet.
Dagen starter i en kold og skyggelagt dal og vi fryser som små hunde, især fordi jeg siger at vi kommer til at tage morgemaden uden for spiseteltet på grund af nattens episoder.
Derfor er vi hurtigt på fødderne mod Zutrul Gompa længere ned i dalen, som vi nemt når inden middag. Her tager vi en let frokost med chapati og min medbragte spegepølse – ingen gider se klosteret. Alle har behov for at komme ned til sletten og Darchen i 4500 meters højde.
Kailas,-Barkha-slettenEndelig åbner dalen sig og vi ser ned over sletten, til Rakshas Tal og Api Himal – fantastisk. Vi runder Kailas sydlige fødder og hele sletten ligger åben. Mens deltagerne iler mod Darchen lader jeg mig falde tilbage – gå ganske langsomt for for sikkert sidste gang at nyde dette forjættede land – barskt, nærmest brutalt, men i grænselandet stråler de hvide tinder.
Er i Darchen inden 16.00, alle trætte af kulde og mangel på hygiegne. Mulighederne her ved Kailas 2005 er thermodunke med varmt vand til lidt klatvask. Til aften fejrer vi bedriften, jeg søger at skabe lidt hyggesang og nepaleserne tager heldigvis hurtigt over.

Fem dage efter var vi i Lhasa

Det var mit femte besøg ved Kailas. Dette var nok det hårdeste på grund af megen sygdom. Men generelt må jeg sige at oktober og også maj er meget kolde tidspunkter at være så højt i Tibet. Mit første besøg var sammen med Peter Post i 1992 og det var i August. Vejret var meget mildere, det var ofte overskyet, og vi holdt os raske.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *