12/4 Nepalganj og Jumla
Vi har ventet to dage i Nepalganj og går igen – med al vores bagage, til airport kl 07.00. Vejret er klart, der er allerede fly i luften. Kl 09.00 er der indtjek til vores fly til Jumla. Der mases energisk foran skranken, men jeg står godt placeret. Desuden har jeg de sidste par dage fået et par “supportere”. En midaldrende kvinde har siden i går vist os stor interesse, og hun er tilsyneladende meget indflydelsesrig. På tæt hold, følger hun med i kampen, og hvordan jeg klarer skærerne. Hun nikker opmuntrende til mig.

En anden hjælper er “stummy” – en sær døvstum der bor på vort lille Hotel Lumbini, og som – trods hans stærke handicap – er særdeles indflydelsesrig, udfarende – og charmerende. Han arbejder også som håndlanger ved indcheckningen. Med selvsikker og myndig mine presser han, ikke så lidt rupiers, af de lokale rejsende.
“Giv mig biletterne!” siger han med nogle uartikulerede lyde, og et blink i øjet. Jeg har tillid til ham og overlader ham biletterne. Men al fight og utryghed viser sig overflødig, da en af kontorfolkene kommer hen til skranken og peger på mig, som den første til at indveje bagage.
Puha! det var dejligt, og kort efter har vi vore bordingkort. Vi bliver vist ud til det lille fly, en 18 personers Twin Otter. Vi letter os op over tørre små jordlodder, men snart efter over lave skovklædte bjerge. Det ser ud som om en simpel kørevej fører ind gennem området. Foruden ser vi hurtigt de snedækkede tinder af Kanjiroba. Men sært og foruroligende ligger der et lag af smok eller dis helt op til 2500 meters højde.
Det lette plan flyver tæt mellem et par skovklædte toppe på ca. 3500m, som endnu har sne på skyggesiderne. Vi ser nu Jumla ligge i en smuk dal, stryger snart over flade hustage – det føles næsten som at være hjemme i Tibet – og lander fint og trygt lidt uden for byen.
Af andre personligheder vi har mødt i Nepalganj, skal nævnes: Mr. Bahadur Silwal, koordinator for offentligt skolebyggeri i Jumla District, samt Mr. Pramod Kumar, C.P.O. eller Chief Police Officer i Jumla District. Sidstnævnte var med samme fly som os. Han inviterede os til at besøge ham inden vi drog af, og lovede at hjælpe med at finde en ansvarlig guide.
Lokale portere er ivrige for at bære vor bagage, men da de erfarer at jeg ikke vil betale ret meget, betakker de sig. Vi hanker selv op og går ind til byen, som vinker os velkommen med blafrende bedeflag. En del kvinder sidder uden for husene og væver smukke lændeklæder, men beskidte unger leger ved vejen.
Jumla har en kort men bred hovedgade, som vel nærmest kan betegnes som et torv. I en sidegade finder vi hurtigt Mountain Hotel, som vi har fået anbefalet. Det er meget simpelt, værelserne ligger på første sal, og vi skal op af en trappe så smal som en hønsestige. Til gengæld koster et værelse kun 80 Rs.

Vores første møde med det Jumlas åndelige liv falder dårligt ud. Vi tiltrækkes af et spændende hindu tempel med kobberkuppel og store blafrende faner – fascinerende og dragende. Vi går ind i tempelgården, hvor der sidder en ældre mand og sysler. Idet jeg tror at han har ses os komme, går vi en runde om det helligste. Pludselig springer den gamle forfærdet op – han har alligevel ikke set at han fik gæster og nu himler han op om vort fodtøj og – om rupiers. Med en beklagende mine tager vi støvlerne af og indstiller os på at se selve templet. Men han er stadig vred og vil ha penge. En præst kommer og afviser os – dette tempel er kun for hinduer. Vi undskylder igen, tager støvlerne på og vil gå, men nu vil den gamle ikke lade os slippe ud, med en overraskende hurtighed har han slået lås og bom for tempelporten. Vi er lidt flove men dette er for absurd. Lone har taget 10 Rs op, men han ryster energisk på hovedet – det er ikke nok, han hyler som en stukket gris og vil ha mere. Hans tanke syntes at være denne: vi er trådt ind på forbudt grund og må nu ikke komme ud før vi har erlagt et passende beløb. Jeg syntes at vi har vis nok ydmyghed og gider ikke lege mere. Tager fat i den gamle mand og flytter ham nænsomt men bestemt til side – og skønt et par møgunger søger at lukke os inde – udefra, lykkes det os at slippe ud af skærsilden.
På vor vej rundt i den hyggelige by, kommer vi forbi ”sheriffens kontor”. C.P.O. Kumar kalder os ind i fæstningen. Han byder os på the eller hvad vi vil ha’ som han siger. Jeg tager det bogstaveligt og spørger efter kaffe. Kumar tilkalder en korporal, som træder an i bedste britiske stil, og han bliver sendt på den håbløse opgave at skaffe en kop kaffe i Jumla Bazaar … jeg kunne også ha’ tænkt mig om. Kumar er en meget behagelig person. Han taler frit om Nepals politiske situation, korruption, fattigdom og maoistisk terroisme. Uden større blusel udtrykker han sympati og forståelse med maoisterne. “Måske er deres politik den rigtige” siger han “forholdene for almindelige mennesker, er kun blevet værre siden den ny forfatning…”
På den lille værelse i Hotel Himalaya er der koldt. Vi kan ikke holde varmen under det tykke tæppe, og må krybe i soveposerne.

13/4 På storkøb i Jumla Bazaar
Vi har fortalt hotellets manager at vi vil vandre til Phoksumdo, og at vi har brug for en engelsk talende guide og et par bærere. Han lover at han vil kikke efter en guide og folk til os.
Vi drøner den af til formiddag, men da der ankommer et fly går vi ud imod airport for at se om Silwal og hans familie skulle være med. Det er de heldigvis – efter 22 dages ventetid, og en udgift på ca. 10.000 Rs. for hotel, forplejning og underholdning af ungerne, i Nepalganj.
Hjemme i hotellet venter tre gutter på os. Det er en ung fyr på knapt 20 år, som gerne vil med os til Phoksumdo. Problemet er blot at han ikke har været der før, så vise vej kan han ikke. Han hedder Raj og taler til gengæld udmærket engelsk. Den ene af bærerne har dog været ved Phoksumdo flere gange. De hedder Rana og Auin, er omkring de tredive år og ser fattige men tillidsvækkende ud. De taler intet engelsk.
Vi tilbyder dem arbejde i 15-20 dage. Raj kan få 300 og bærerne 200 Rs. om dagen inklusive mad. Rana og Auin skal bære det hele, og lave mad tre gange om dagen. Vi skønner at det er godt 30 Kg hver. De siger straks ja, men ønsker også betaling for de dage de bruger på at gå tilbage. Det afslår jeg, men tilbyder til gengæld normal dagløn også for de dage vi ligger stille, fx oppe ved søen. Vi lover dem bakshis hvis de gør et godt stykke arbejde, men også at de bliver udskiftet og sendt hjem, hvis de ikke følger vores anvisninger eller gør vrøvl.
Lone syntes jeg er får hård eller udtrykker mig for barskt, men jeg ved at dette er almindelige vilkår, og lønnen er god. Selv føler jeg mig da også lidt meget patron-agtig, men hellere lidt for meget respekt fra starten end slendrian. Efterhånden kan de erfare at vi er venlige og rimelige arbejdsgivere.
Unge Raj slår til uden forbehold, hans eneste kvalifikation er hans fremmedsprog, men han vil gerne kunne guide i fremtiden. Efter en lille strid om betaling for vejen hjem, erklærer Rana og Auin sig også indforstået. Sammen går vi nu i bazaren for at købe diverse kogegrej og proviantere.
Det undre os lidt at selvom bærerne har arbejdet for turister før, så har de intet kogegrej – siger de. Vi starter således med at købe, trykkoger, gryder, tepotte, tallerkner, krus, diverse grydeskeer, samt dunke til petroleum og vand. En petroleumsbrænder har vi allerede købt i Nepalganj. Folkene nyder denne bazartur … at købe alle disse grejer, og stort set efter deres anvisning og behov. Herefter går vi videre med “the softwere”: ris, linser, mel, krydderier, løg, hvidløg, olie, kiks, salt og sukker. En petroleumsbrænder har vi allerede købt i Nepalganj, da forudseende venner havde fortalt os sådan noget kan man ikke regne med at købe oppe i bjergene. Endelig køber vi to store kurve – dokhu’er, for end ikke kurve har de! Hvad er det for bærere vi har hyret? Vi bærer al vores grej og forplejning op på værelset, det repræsenterer trods alt en stor værdi.

Resten af dagen trisser vi rundt, drikker te og smager forskelligt snack. Jumla er en spændende by, som endnu ikke ser ret mange turister. Men vi er kommet til en fattig og tilbagestående egn. Jeg troede jeg havde set verdens mest beskidte folk i Tibet, men nu er jeg i tvivl.

14/4 Jumla – Gothi Chaur
Oppe kl. 06.00 for at pakke og gøre klar til vores Lower Dolpo eventyr. Rana og Auin har sovet på hotellet og er allerede klar, da jeg slæber kurvene med al maden, ned af den stejle hønsestige.
Vi får en chapati/æg sandwich og jeg bestiller det samme til bærerne – en god start er vigtig. Raj kommer lidt senere, han ville prøve at låne et telt til sig selv, men det er ikke lykkedes.
Det mad vi har købt rækker kun til fire-fem dage, og vi er begge overrasket over hvor meget det fylder. Lone taler om at vi må bære vore rygsække selv, men det er jeg slet ikke indstillet på. For mig er dette en længe forberedt tur, og konditionerne er, at vi skal betale os for praktiske problemer og nyde vandringen maksimalt – om så vi skal hyre en mand til.
Bærernes har heller ikke noget telt og deres tæpper er alt for ringe. “No problem no problem” siger Rana med et smil, “no problem, sleep under blankets” siger Raj. Jeg føler mig ikke ganske overbevist om dette, og sender folkene op i bazaren for at købe et ekstra tæppe.
Inden vi går kommer Silwal for at sige pænt farvel – han har været en fin, hjælpsom og hyggelig fyr i de dage vi gik og ventede nede i Nepalganj.
Det bliver alligevel sent inden vi er afsted, da vi lige skal supplere med kartofler og noget mere reb. Men for at undgå for tung last, har vi kun provianteret til næste mulige forsyningsted.
Endelig på vej ud af Jumla. I hovedgaden møder vi førstesekretæren for den lokale afdeling af CML (kommunistpartiet). Endnu en af distriktets betydningsfulde personer, som vi mødte i Nepalganj. Nydeligt klædt med habit og slips og fælt stinkende af hvidløg, skal han lige ønske os lykke på rejsen … Man omgås vel de betydningsfulde folk, ikke?
Ved Juwa Nadi går vi over to hængebroer og Raj viser os en sten som han siger de lokale tilbeder som symbol for Nagaguderne – ikke underligt for midt i granitstenen ligger en markant åre af hvid gneis, der snor sig en slange. Senere viser Raj os en anden sten med et fodaftryk af Sita, fra den gang hun var fordrevet sammen med Prins Rama.

Vejret er dejligt solrigt og klart. Vi går mellem små bakker og frodige marker, hvor igennem floden Tila Khola snor sig. Går gennem en del landsbyer med flade tage, og Raj siger at de er højkaste hinduer af Cheetri stammen, som flertallet her. Iøvrigt den kaste som Raj selv tilhører. Rana og Auin er også cheetrier, men en subkaste.
Folk sidder på teresserne og luner sig i den dejlige forårssol, efter det årlige bad. Det er netop Nepals Nationale Nytår i dag, og året vi går ind i er 2055. Nu sidder kvinderne og kæmmer deres lange sorte hår og enkelte har fået rent tøj på.
Langs vejen viser Raj os et par små helligdomme tilhørende animistiske guder – Vi har hørt at man i denne egn, gennem århundreder, har tilbedt en gud kaldet Masthra. Det er meget simple teltformede træhuse, med et lille alter til lys og røgelse, men uden nogle figurer. Raj siger at de lokale ofre en ged, ved forskellige anledninger, for at beskytte imod uheld.
Jeg hæfter mig ved at kornet allerede står ret højt, gad vide om det er vinterbyg?
På en lille bakke ligger den charmerende og ret store landsby Gosain Ghat. Vi bliver budt æbler og køber 10 stk. for 1 Rs. stykket. Rana siger at vi glemte at købe en stegepande, men at vi kan købe en brugt her foringen penge senere, så det gør vi.
Herfra ser vi et glimt af de hvide toppe af Kanjiroba eller Sisne Himal. Passerer herefter et område med udstrakte græsbakker, som ligger vissent hen, og det er tydeligt at det ikke er længe siden her lå sne. Nu går her heste og æder af den visne græs. Raj fortæller, at om sommeren står hele området som den skønneste blomstereng.
Vi har gået næsten fire timer og det er tid til frokost – dal bhaart. Først bliver der kogt vand til the, og mens vi kan læne os tilbage og slubre the og æde kiks, kaster Rana og Auin sig straks over kogning af ris og linser. Der skal desuden skrælles kartofler, og Lone tilbyder straks at give en hånd med til dette, men nej! det er ikke populært. Med et charmerende smil afviser Auin, og Raj oversætter hans kommentar: “dette arbejde har vi ansat dem til at udføre”, og Raj tilføjer for egen regning, “måske opfatter de det som en kritik af at de ikke er gode nok…”.
Nå! vi slapper helt af og jeg tænker, dette tegner til at blive det bedste arrangement vi endnu har oplevet.

Efter frokost går vi 3-400m op imod det lille pas Pattayata La. Igen over udstrakte græsgange med masser af heste. Bjergene er bevokset med nåleskov, dette kunne være det sydlige Norge eller Schwartswald. Passet er godt 3000 meter højt, og herfra er et pragtfuldt udsyn – et lille Shangri La. Vi ser ned i en herlig lille dal, der som et amfiteater er omkranset af skove og tre sneklædte tinder. I bunden af dalen går igen en masse heste på grønne enge. Der ligger et par enkelte huse og en større gård.
Vi går lidt ned imod dalen og stopper ved et par huse med en simpel lodge. Lodgen er ikke åben, men vi slår teltet op og folkene vil sove på terrassen. Stedet hedder Gothi Chaur og ligger i 2700 meters højde.
Herlig første dag, og lang snak med Raj om aftenen om politik. Den store dreng var pludselig som forvandlet til en selvbevidst og indigneret politisk mand. Han har stor sympati for maoisternes leder, en intellektuel som hedder Prachanda.

15/4 Gothi Chaur – Naphukana
Det er en kold nat, jeg husker at jeg i løbet af natten lagde min jakke over benene. Tidligt – kl 06.00 vækker Rana os med “god morning sir, tea ready…” Å’ det er rigtigt vi er på denne her deluxe tur, jeg lyner op og ser Ranas brede smil over de dampende te kopper. Jeg ser også at der er sne på teltet og mit termometer viser – 2 grader.
Det er klart og flot vejr og gutterne er i gang med at bage chapati – herligt! Kl 07.30 går vi ned gennem dalen, passerer de store bygninger som angiveligt skulle være et forskningscenter for krydsning af får. Vi følger et vandløb gennem en lille slugt, og vi er igen nede ved floden Tila Khola. Her er bønderne allerede i gang med at pløje og lægge kartofler. Passerer en pragtfuld bro i solid tømmer, og med smukt udformede “brovagter”.
Efter godt et par timer er vi i Munigaon, en smuk lille landsby, hvor flere af husene er pyntet med udskårne skulpturer af en mandsperson der sidder på hug – er det Masthra? Dog-pa en slags beskytterguder er det nærmeste vi kan komme når vi beder Raj spørge de lokale. Jeg syntes at folk griner lidt usikkert når vi spørger til det. Her tilflyder en anden lille flod, og vi svinger imod nord. For enden af denne nye dal, ser vi toppene af Patrasi Himal som når op til ca. 6000m.
Vi ser også at gutterne har gjort holdt for frokost… det var tidligt siger vi til hinanden, jeg påtaler det selvfølgelig, at vi i fremtiden holder frokost efter Vores behov.
Mens folkene laver mad snuser jeg rundt i Munigaon, og iagttager bl.a. en stor lammegrib som ivrigt kredser over dalen. På et tidspunkt sætter den sig ved nogle huse, og nu ser jeg rigtigt vor stor den er.
Lammegribben – eller den flyvende drage, kan blive op til tre meter i vingefang, og kendes især på sine spidse vinger og slanke hale. I luften ligner den nærmest en stor falk, og tæt på ser man tydeligt at den har et sært hageskæg. Efter sigende er ca. 70% af dens føde knoglemarv, som den lader falde for at knuses imod klipperne fra stor højde.
Efter et par timers pause, går vi videre op langs Churta Khola, som flyder stille og klukkende gennem urskov og grønne enge. Vandet er ikke gletchervand og derfor fuldstændigt klart og fristende at drikke af. Vi går over mange små fine tømmerbroer og her er flere gode lejrpladser. Passerer et sommersettelment – en gunsang kaldet Changrikhot.
Op og op går det til vi endelig ser en lille landsby med bedeflag på hustagene – det virker altid på mig som en varm velkomst. Vi er i Chotra og falder i snak med en mand som ser meget tibetansk ud. Han er da også fra Upper Dolpa, og rejser nu rundt for at sælge salt fra Tibet. Det rykker i mig da jeg hører dette, for det betyder at handlen over den tibetansk/nepalesiske grænse er åbnet igen. Han henter nu ikke selv saltet i Tibet, men køber den af tibetanerne oppe ved grænsen, fortæller han. I gamle dage – før kinesernes besættelse – tog det tre til fire uger at fragte saltet fra de store søer i Central Tibet til grænsen. I dag bliver det sikker kørt på lastbil til grænseområdet…
Det er en smuk landsby, men da det er lovligt tidligt, og vi kan se endnu en by lidt højre oppe fortsætter vi lidt endnu. Vejen ud af byen går gennem en kani – en chörtenport og langs høje manimure.

Vi er i Naphukana, et sted med tre huse kort efter Churta. Efter den første nat, står det klart at folkene ikke kan sove i det fri – som de forsikrede os. Dette har vi dog hele tiden betvivlet, og dermed også aksepteret, at vi må søge hen til beboet område hver nat. Derfor var det også det første vi arrangerede i Naphukana. Folkene har fået tilbud om at sove hos en af de bhotiafamilier som lever her.
Lidt højere oppe af bjerget ligger gompaen Sanga Choling, og en lægmand viser os derop. Udefra ligner det kun lidt mere end en gammel lade, men indvendig er det en smukt og meget ny istandsat tempel. Det tilhører Nyingma sekten og vi ser Sakyamuni bag alteret og Padmasambhava til venstre. Vi beder lægmanden om at tænde to lys for os og lægger en pæn donation.
Rana siger at vi har brug for nogle flere alu – kartofler. Det bliver anledningen til at vi bliver inviteret til smørte der hvor folkene skal sove. Vi kravler op af en træstamme med fint udhuggede trin. Her oven på stalden er den egentlige bolig. Sætter os på skin og tæpper, omkring et ildsted i midten af køkkenrummet. Vi fortæller lidt om vor rejse, og jeg brillerer lidt om Tibet og det hellige bjerg, og rabler mine få tibetanske gloser af. Jeg kan faktisk godt gøre mig forståelig, problemet er bare at jeg ikke forstår hvad folk siger til mig…

16/4 Naphukana – Churikhot
Tidligt afsted, da vi i dag skal op over Mauri Lagna – Honning Passet, 3800 meter. Stiger hurtigt op igennem ubeboet skov af eg, gran, fyr og birk i nogenlunde denne rækkefølge, og det hele indviklet i mosser og andre snyltere. Her er meget stille ja påfaldende at vi dårligt nok hører et pib fra en fugl. Passerer endnu et sommersettelment med mange fritgående heste og køer. Dalen åbner sig og hermed et udsyn til det pragtfulde bjerg Mata Tumpa, små 6000 meter højt.
Efter kun to timer stopper vi, og Rana og Auin taler om lunch. “Hvad er meningen”? spørger jeg. Det er alt for tidligt, jeg troede… og skulle til at skælde ud, da Raj griber ind og oversætter, at Auin siger at det varer længe inden der igen er vand. Nå ja! det forklarer jo sagen. Vi kan se passet og herfra ligner det en stor skovklædt bakke, men med en del sne under træerne på vej op.
Jeg kan mærke at det irritere mig at vi skal stoppe så tidligt om formiddagen, da det er på dette tidspunkt af dagen at vi skal tage afgørende fat. Det er dog anderledes for bærerne. De får ikke meget energi af morgenmaden, som i reglen består af chapati’er og lidt kartofler fra gårdsdagens aftensmad. De har hurtigt brug for et ordentlig måltid mad – ris og linser, rigtigt brændstof til at arbejde på.
Lone og jeg går op imod Mauri Lagna alene. Det er stejlt og der ligger sne på stien, men vi er steget ca. 300 meter op på en time. Her vokser mange azalier og rododendron buske og træer, men det varer noget før de blomstre – desværre. Foråret synes at komme sent til Vestnepal. Kun pebertræ og frugttræer som æble og kirsebær blomstre. Birk og lærk er stadig kun i spæde knopper – maj må være toppen her – som derhjemme.
De sidste 100 m op er en prøvelse. Skoven har vi lagt bag os og sporet fører nu op gennem sne – ikke særlig fast sne. Vi synker igennem, og flere gange helt til skridtet. Må kæmpe os op af hullet for kun igen at synke helt i. For at fordele vægten, krabber vi til sidst op over sneen på alle fire. Endelig ser vi bedeflagene og bjergene på den anden siden kommer frem – vi er oppe. Det var sejt, men højdemåleren viser kun 3845m.
Storslået udsigt imod syd til tinder med rigtig meget sne – imod syd? Igen de er ikke særligt høje, træerne vokser højt og der er ingen gletsjere. Det er vintersne som snart vil smelte.
Vi ser nu folkene komme op til den dybe sne – hvordan skal det gå? Rana fortalte senere, at han flere gange havde mistet sin ene gummisko i et dybt hul…
Vi traverserer nu en stejl skråning, men denne gang med lidt mere fast sne. Rana siger en hel masse, og peger ned af den stejle skrænt. “For et par år siden udløste en lavine, at tyve højtlæssede yakokser styrtede ned her”, oversætter Raj. Runder en kam og ser dybt ned mellem skovklædte bjerge til en ny flod, Beri Khola.
Så går det ned over enge og gennem skov. Her ser vi endelig store rododendrontræer i blomst. Knaldrøde og fem – otte meter høje. Som reaktion på vores begejstring springer Auin straks op i toppen af et halvråddent træ efter en blomst til fødselaren.
Raj gør os opmærksom på at folkene er trætte efter den hårde kamp gennem snemarkerne, de beklager sig over ømme ben. De foreslår at vi måske kan finde et sted at overnatte inden Chaurikhot. Snart efter er vi der, og hele sceneriet er så storslået herfra, at vi insisterer på at blive her, hvis der er mulighed for logi.
Der er heldigvis straks kontakt, og en bhotiafamilie tilbyder logi til os allesammen. Husets unge herrer fejer rummet rent for støv og lægger et smukt hjemmevævet tæppe på en høj briks – der kan vi sove. Folkene får et andet rum. Jeg lægger mig tidligt da jeg føler mig sløj. Røgen oser ud til os fra køkkenet, og jeg drømmer mig allerede tilbage til teltet.

17/4 Chaurikhot – Kaigaon
Vi vågner ved at Rana pusler med petroleumsbrænderen, han laver chapati. Vi er klar til at gå, men inde da skal familiens yngste, en fem måneders baby der vræler uafbrudt fordi hun ikke kan se noget som helst, for bar af øjenbetændelse. Lone vasker hendes øjne med kogt vand tilsat lidt klorhexidin. Derefter vasker hun ungens kulsorte hænder, da hun hele tiden gnider sig i øjnene. Og hvad med moderen? spørger jeg. Hendes hænder er, om muligt, endnu mere beskidte, og hun piller også hele tiden ungen i øjnene … Det kan da ikke være noget mysterie hvorfor infektion opstår, siger jeg. “De ved ingenting”, sige Raj – “hun gør bare som sin mor har gjort…” Lone siger med kropssprog, at hun også skal vaske sine hænder. Kvinden griner lidt genert, men gør det dog.
I mellemtiden er rygtet løbet, at en klink er åbnet hos Sonam, som familiefaderen hedder. Næste barn har et stort betændt sår på hagen, og en tredje beder om drogs til sin far som har svær hovedpine…
Chaurikhot ligger tæt ved. Det er en ret stor bhotia landsby. Det er tidlig formiddag og der er stor aktivitet i byen. Dyrene er ved at blive lukket ud af de dampende stalde – det er typisk børnearbejde. På markerne er man i gang med at lægge kartofler og majs. Jorden er klargjort og der pløjes blot en simpel rende, til kartofler eller korn.
En ung mand indhenter os med sin smukke pony lastet med to tunge sække. Ved hovedtøjet hænger en klokke og klemtede behageligt. Han fortalte at han var fra Shey Gompa i Upper Dolpo, og at han rejste rundt hernede i de lavere dale for at bytte salt for korn. Folkene fra højlandet hentede saltet inde i Tibet, sagde han, hvor de havde tilladelse til at være i 14 dage. Der var ingen egentlig checkpost. Hvis han skulle på et længere besøg, krævede kineserne at han søgte om tilladelse. Det kunne han dog godt få, han havde fx været ved Kailas, det havde taget ham en måned.

Vi går ned imod Kaigaon, som vi kan se langt fremme i dalens bund. På vejen går vi gennem et par interessante landsbyer, bl.a. Rimi, som har usædvanligt mange udskårne skulpturere. Her især et firehovedet ansigt – et til hver gerografisk retning.
Jeg er sløj, var oppe i nat og tømme mave, nu kommer resten ud den anden vej. Jeg er derfor også flad og kraftløs. Vi har sendt Rana og Auin i forvejen for at finde en teltplads og logi for natten.
Heldigvis var der ikke langt til Kaigaon, og da vi kommer frem er folkene allerede i gang med maden. Teltet er slået op på en grønning tæt ved floden og desværre også tæt ved den lokale skole. Meget af denne eftermiddag går med at jage forstyrrende møgunger væk
Rana er altid den der laver maden – han er simpelthen kok, med Auin som medhjælp. Han er dygtig, og dal bhaart’en er særdeles velsmagende og lækker. Linserne bliver kogt til en tyk suppe a la gule ærter. Dertil får vi altid kartofler, som er råstegte på en pande. Maden er tilsmagt med hvidløg, ingefær og chilli – og nogle gange en anelse for stærk. Men for fanden hvor spiser de meget. Her i Kaigaon, og efter kun fire dage har vi spist det hele!På den anden side broen, er et par købmænd og også et simpelt gæstehus.
Auin kommer og spørger om vi har noget tøj som skal vaskes – nå ja vi har jo ikke selv andet at lave, men da det ikke lige er det jeg har mest energi til så siger vi da ja tak.
I løbet af eftermiddagen kommer et par politifolk og tjekker vores rejsepas.

18/4 Kaigaon – Gothi Khola
Jeg har drukket en masse vand med salt/sukker, samt taget en ciproxin, og føler mig rimeligt frisk igen. Vi går over den ret nye stålhængebro, der er bygget vis a vis den gamle tømmerbro, som er faldet sammen, går gennem landsbyens gamle kvarter. Det er gode håndværkere med forstand på træ der bor her. Det ses på den lange vandledning i tømmer, der fører fra et mindre vandløb og ned i centrum af byen. Et stort vandkar er kunstnerisk udhugget med en dok-pa beskytter.
Vi går stejlt op over den skovklædte bakke, og selvom jeg føler mig temmelig kraftløs, er vi ret hurtigt oppe i et lille pas i 3245m. Fin udsigt imod syd, og Raj siger at det er vejen til Jajarkot, en regional markedsby som Jumla. Vi er på vej op imod passet Balangra Lekh, og går nu på en jævn højderyg.
I min guidebog står der, at mange langurer lever i de store skove her. Vi ser ingen og jeg spørger folkene. Rana forstår faktisk en del engelsk, og han siger at i foråret er de nede i de lunere dale, hvor der er mere at æde.
Vi snakker om arrangerede ægteskaber, og Raj fortæller at sådan vil han ikke giftes. Men at det har den konsekvens at han må spare penge op så han kan flytte fra sin fars hus – skabe sit eget hjem. Han fortæller at i Jumla og sikkert hele Far Vestnepal, er det almindeligt med sex før ægteskab. Når to unge er blevet forelsket, løber de ud i bjergene og gemmer sig i et høhus eller lignende. Her tænder de en indvielsesild, og synger kærlighedssange til hinanden. Hvis drengen kan overbevise – dvs. synge flere sange og digte flere vers end pigen, må han tage hende. Hvis ikke, kan han gå sin vej…
Rana og Auin er meget interesseret i denne snak, og Raj og Auin griner fjollet til hinanden. Rana fortæller at Auin i sin ungdom var en stor kvindebedårer, og at han desværre engang mistede et godt arbejde på Jumlas postkontor, fordi han ikke kunne styre sine lyster…
Afstanden er større end forventet, og to gange må vi passere et snydepas. Men omsider er vi der – desværre i regnvejr. Balangra Lekh 3795m, og der ligger sne på skråningerne op af bjerget. Her er en varde og et par bedeflag og koldt så vi skynder os ned på den anden side.
Kort efter kommer vi til en yakfarm, og på grønne enge går da også nogle dzo’er og æder. Det er planen at sove her, men bygningerne er delvist faldet sammen, og her er ingen folk. Længere nede i dalen ser vi et par huse, og da Rana siger at det er et hotel … er vi ikke i tvivl.

Hotel Danfe, lodging & fooding står der på et skilt. Manager står oppe på taget, han spinder uld, og smiler forventningsfuldt da han ser os komme.
Det er et simpelt gæstehus og ingen af de staldrum han viser frem kan lokke os. Men der er da tag over hovedet til folkene. Da der ikke er nogen velegnet plads til teltet, slår vi det op på det flade tag.
Men det er også sidst på dagen, solen står lavt og vi har været 10 timer på farten. Huset ligger ensomt og stedet kaldes Ghora Khola. Aftenens dal bhaart indtages på en lille bænk, i pragtfuld aftenrødme, og vi kan svagt ane Dhaulagiris tinder imod øst.

19/4 Ghora Khola – Tibrikhot
Det er en smuk morgen – igen. Men meget diset imod øst og det er ærgeligt, for i min guidebog, kan jeg læse, at der er en storslået udsigt til hele Dhaulagiri massivet.
Men efterhånden som solen får magt, letter disen og Dhaulagiris fire vestlige toppe dukker op. Som en kæmpe barriere, men uden markante tinder, fylder disse bjerge hele horisonten.
Pragtfulde knaldrøde rododendron træer blomstre på vor vej, og efter få timers gang kommer vi til bhotiabyen Kaliban. Højt over byen blinker det i sneen på Triangle Peak, 5863m. Vi ser ned gennem en smuk dal omkring floden Chang Gaad. Med mange større og mindre landsbyer. Kommer til cheetri landsbyen Dagin – andre kalder det Balanchaur. Længe står vi ved en lille by højt over dalen, og nyder den smukke udsigt. Vi falder i snak, låner kikkerten ud til de lokale så de også kan studere Dhaulagiris vesttinder nærmere. Under os har de energiske små nepalesere gennem generationer kultiveret bakkerne med endeløse terassemarker, således at det ligner et kæmpe amfiteater med plads til alle provinsens indbyggere. Nogle marker lyser grønt af vinterbyg mens andre netop ligger klar til at modtage sæden. Her og der er der nyudsprungne lunde med valdnød og egetræer.
“Hvorfor bliver vi ikke her” siger jeg til Lone. Jeg kan simpelt hen ikke gå videre lige nu, men vi beslutter os til at tage en lang middagspause i stedet. Folkene spørger til vand, og – jo da! imod 15 Rs. kan vi arrangere vor frokost på taget af et af husene.
Det skal vise sig at blive ret så festligt – så jeg helt glemmer de smukke omgivelser. Folk er jo nysgerrige, først er det naboerne der skal se hvad der foregår. En ung gut af huset sidder og leger med en tromme. Jeg prøver lidt selv, men uden megen succes. En nabo tager over, og jeg opmuntre ham til at synge “banko bhat” – en traditionel lejlighedssang. Det kniber dog lidt med sanglysten, men omsider springer en lille mand sig frygtløs ud i en solodans. Nu løber rygtet, at der foregår noget på Pedersens tag, så snart efter er alle naboerne på taget. En af de lokale opfordrer nu mig til at fortsætte, og da jeg byder Lone op til en fejende jitterbug, har vi 20 menneskers begejstrede opmærksomhed. En ny springer ind i rytmen af tromme og håndklap, mens snakken går om vor sære dans. Kort efter ebber det hele ud lige så pludseligt som det startede. Vel ikke så sært, om lidt er vi væk og dagens dont venter.
Stien fortsætter højt over dalen, og hele dagen stråler Dhaulagiris snemarker, gletsjere og tinder imod os. Vi ser at store gribbe svæver over en landsby, og senere at der ligger et kadaver. Men min interesse for at skjule mig og fotografere fuglene, er så interessant for de lokale unger at gribbene bliver i luften.
Vi passerer en landsbyskole – igen stor interesse. Så stor at lærerne – da det alligevel er ved at være fyraften – slipper ungerne løs efter os. Nu er det jo ikke fordi jeg har noget imod unger. Men unger i flok der ikke ved hvad de skal sige og gøre, og derfor forfalder til at tigge og plage om slik og penge … ja så. Selvfølgelig har de set fremmede før, men sært nok har vi endnu ikke mødt en eneste turist.

Dagens mål er Tibrikhot, og vi ved at den ligger på den anden side af en sær udtørret bakkeknold. Fra bakkens top ser vi ned over det gamle pagode-tempel der ligger på toppen af en bakke, med vejende orange faner. Nedefor templet ligger den gamle landsby Tibrikhot, og længere fremme ser vi stien videre frem, højt over floden Thuli Bheri.
Vi går ned til landsbyen, spørger til et logi for folkene. Men manden med nøglerne er desværre ikke hjemme. Vi ser en plakat med opråb om at støtte maoisterne… Rana siger at der også er logi nær floden, så vi fortsætter længere ned. Her er godt nok et logi – ja flere, men standarden er så ringe at vi igen foretrækker teltet.
Folkene fra hotellet, opfordre os til at gå til den lokale politistation, for at de kan se vores papirer. Det er en ret stor belægning, og de fortæller os da også, at der er maoistiske terrorister i området. De anbefaler os at blive i teltet om natten, da deres store rottweilere går løs …

20/4 Tibrikhot
Det blev buldermørkt allerede kl 20.00, men store tunge skyer havde også trukket sig sammen over området. Snart efter brager det gennem hele Dolpo, torden ruller over bjerge og dale, som om guder og dæmoner tumler rundt mellem himmel og jord.
Vi vågner ved at dyr bliver gennet afsted. Hu hej! og piften hører med, men sært nok bliver det ved, og da vi kravler ud ser vi, at det er kæmpe flokke af geder og får, der som lastdyr er på vej imod – ja hvor?
Raj har også undret sig, men kan fortælle os at det er folk fra Tarakhot, der er på vej hjem fra deres vinterophold i de store skove ved Jajarkhot. Ved Tarakhot er der ikke føde nok til alle dyrene om vinteren. Så de migrere sydpå med tusindvis af dyr. Sælger sikker en hel del til de store hindu offerfester. På ryggen bærer hvert dyr to fem kg poser, sikkert med salt, og når de går tilbage, er salten byttet ud med ris – enkelt men genialt.
Et par timer går hvor grupper med to tre mand og 50-100 dyr passerer. Måske over 1000 dyr i alt, men mange af dem er trætte og segnefærdige.

Vi har besluttet af hvile her ved Tibrikhot, for bl.a. at udforske det gamle tempel. Da den britiske tibetolog David Snellgrove var her i 50erne, var Masthra og en anden animistisk gud, Babio, på templets alter. Det er de ikke mere, en sær blanding af hinduismen og buddhismen, har endelig fortrængt disse gamle guder, som er flytter ned i et lille tempel for foden af bakken.
Vi har hørt at bhraminpræsten bor i en anden ende af byen, men også, at han ikke lukker kristne ind, da de kan finde på at spise den hellige ko. Belært af vor dårlige erfaringer fra templet i Jumla, kalder vi dog på en præst uden for templets port. Der er ingen, så jeg vover mig ind. Ved indgangen til hovedbygningen vogter to skrækkelige sneløver i naturlig størrelse. De er lavet af ler og halm for meget længe siden, og ved at falde fra hinanden. Her er ikke meget at se men dog et par nicher med hinduguder og røgelsessteder. Inderst er et lille tempel som er aflåset.
Vi går ned til Mathra Templet, her vejrer to simple bannere over det lille vinkelbyggede gudehus. Der er tomt ved alterpladsen, men uden for en separat lille bygning, står syv udskårne træfigurer på en lille meters højde. De er alle rødmalede og viser guderne i hel figur. De ser dog alle ud til at være af nyere dato.
På vej tilbage, opdager vi at en vandregruppe har slået sig ned og er ved at spise frokost. Vi hilser på dem og det viser sig at være seks franskmænd/kvinder, som er mindst lige så overraskede over at se andre turister, som vi. Får dog vristet ud af en enkelt snakkesalig, at de er afsted med 15 bærere, og at de også skal op til Phoksumdo søen.
Vi snakker lidt med læreren og børnene uden for den lokal skole. Ungerne lærer Lone at tælle til ti på nepali. Resten af dagen sløver vi den af, og folkene keder sig. Det virker som om de har det bedst med at være i aktivitet, så det synes ikke som nogen større byrde, at de også vasker noget af vores tøj ­­– igen.

21/4 Tibrikhot – Dunai
Vi er tidligt oppe og afsted idet vi ønsker at gå helt til Dunai inden frokost. Også i dag kommer der grupper med geder og får vandrende op langs floden, og vi skal samme vej. Det ser ud som om det er de samme folk der går frem og tilbage, og senere ser vi at de stabler depoter af ris på vejen.
Stien fører over to hængebroer, den sidste er meget lang og hænger slapt ned imod Thulu Beri flodens grumsede vand. Der er to brede studeveje langs floden. Den øverste fører op af bjerget til Dolpa Air Stripe, som vi skal flyve fra om otte-ti dage. Den anden vil fører os til den regionale hovedby Dunai.
Vi maser os frem mellem flokke af trætte geder og får. Bagude ser vi for sidste gang det spændende Tibrikhot Tempel på det lille bjerg, og i baggrunden Triangle Peak og andre snetinder i Kagmara Himal. Vi ser også at solen kun langsomt er ved at komme ned i dalen, og at broen over floden er som en levende organisme af geder og får.
Vejen går kun lidt op og ned og er derfor nem. På den anden side floden – på sydskråningerne, glimter det i friskgrønne markere der som patchwork dækker alle grønne nuancer.
Der er et par småbyer langs vejen, og også tehuse. Vi stopper et par gange for at tage en hurtig ready-made-tea, som er te med mælk og sukker, og ofte kardemomme smag. Uden for flere af husene står dok-pa statuer.
Vi er nede i godt 2000 meters højde, og det er varmt og fugtigt for bærerne. Eksakt kl 12.00 går vi ind gennem Dunai, en langstrakt by som er under ombygning og modernisering. Måske en kommende turistby. På det lille Phoksumdo Hotel, i den anden ende af byen, finder vi et rimeligt rent femsengsrum til 80 Rs. Folkene sover i et køkkenrum.
Dal bhaat er godt, og Ranas er særdeles god, det må jeg indrømme. Men i dag går vi, efter at vi alle har shinet os lidt op, til bazaaren hvor vi inviterer på momo og øl. Først derefter går vi ud og handler ind til den næste etape. Vi bruger ca. 2000 Rs.

22/4 Dunai – Sepka
Rana vækker os som sædvanelig med en kop dampende te, klokken er endnu ikke 06.00. Herefter koger han en lækker grød af havre og müsli, og det er bare pragtfuldt med denne forplejning.
Der er dog også en bagside af al denne service og tjenstivrighed. Jeg kan mærke at jeg begynder at tage det som en selvfølge – vænner mig til det. Kan tænke, at jeg ville blive en hård herre hvis jeg havde tjenestefolk.
Dunai er ikke så interessant som Jumla. Den er mindre og nærmest en lang gade, på langs af floden – som nu hedder Barbung Khola. Der er en vældig byggeaktivitet midt inde i byen, ja man er ved at skabe et, for så lille en by, påfaldende markant torv med en statue af den tidligere, kong Mahendra. Samtidig undergår de omkringliggende huse en modernisering.
Vi går over floden på en nyere hængebro og tilbage imod en dal der fører mod nord. Går nu langs floden Suli Gad, som kommer oppe fra Phoksumdo. Vi har passeret et stort nyt hospital og også en militær lejr.
Dalen snævrer snart ind til en slugt, men uden megen stigning de første par timer. Vi møder et par hyrder, som tilser en flok dzo’er og heste. Passerer en del simple huse som ligger tomme og forladte. Raj fortæller at det er vinterboliger for Ringmo og andre byer oppe ved søen. På venstre side af floden ser vi en flok rhesusaber.
Efter fire timers gang kommer vi til en vandmølle, og her beder vi folkene om at lave frokost. Højt oppe ligger endnu en forladt by, og endnu højere, næsten skjult, ser vi enkelte huse af landsbyen Rohagaon, måske 500 meter oppe. Men en bro fører også over floden og herfra starter den nye vej, så vi kan undgå Rohagaon.
Dal Bhaart’en er færdig, og velsmagende som sædvanlig. Lone og jeg spiser kun godt en tiendedel af maden, og det er tydeligt at også de nyder den gode mad. Hjemme på deres små landbrug kan de ikke overrisle, så derfor dyrker de ikke ris, men kartofler – alu. Der er stor prestige i at dyrke og spise ris, så de bytter ofte kartofler for ris i forholdet fem til en. Vi undrer os lidt over dette dårlige bytte, men de siger at kartofler kan man ikke blive mæt af, derfor må de have ris… Jeg protesterer, og fortæller om nordeuropas gamle tradition for kartofler som basismad. Men det gør ikke megen indtryk. Attituden synes at være: at i vores del af verden arbejder man ikke hårdt, og så er det måske ligemeget med ris…
I hvert fald kan De konsumere utrolige mængder, på de første otte dage har vi (de) spist os gennem 19 Kg ris. Men det er okay, selvom ris faktisk er lige så dyrt her, som hjemme i Danmark.
Jeg kikker indenfor i den lille mølle. Stenen pisker rundt og der er hvidt af mel i hele huset. Over stenen hænger en stor pose med majs. En lille pind er fæstnet til posen og slæber hen over stenen, således at pinden hele tiden pirrer posen en lille smule – og majsen ryster ud. Mølleren sløver den af og underholder sig med os, mens møllen kværner derud af. Han fortæller at han kan male to-tre Kg i timen, og at en 30 l blikdunk fyldt med mel, koster kunden hvad han kan ha’ imellem hænder or arme.
På møllerens terrasse ligger et smukt vævet tæppe. Det er vævet af hans kone i yakuld og indfarvet i røde nuancer. Tæppet er til salg, og det skifter ejer for 600 Rs.

Vi bryder op, går over floden og ad denne ny vej gennem skov og åbent land. Passerer igen en vinterbygd, smukt beliggende mellem græsbakker. En enkelt familie er tilbage, Vi hilser på tibetansk: “Tashidelek!” og de siger “Phoksumdo!” og mener at de også er på vej hjem til deres sommerbolig ved søen.
Vi er i urskov og kommer igennem et område domineret af kæmpemæssige éner, vel tre favntag tykke i mandshøjde og måske 20 meter høje. Op af stammen vokser en stedsegrøn clematis. Pludselig ser vi dyr på stien forude, det er en større flok sorthovede langurere, som nu nervøse rejser sig på de lange bagben og vurderer hvad vi er for nogle. Mens vi går nærmere stikker de af og gemmer sig i det tætte løv.
Efter et par timers gang krydser vi igen floden. I skoven raster flere grupper af højlandsfolk som er på vej hjemad. De vil gerne i kontakt og viser os deres vævede tæpper m.m. men da de ser vores eget, griner de blot bredt. Kommer til en tehus tæt ved floden, vi hviler lidt, og vi hører at der kun er ca. en time til Sepka, men herfra skal vi direkte op over klipperne. Jeg trækker lidt på smilebåndet – kan det nu være rigtigt siger jeg, og manden peger blot op over husets tage, højt oppe ser vi en lille gruppe mennesker der med oppakkede ponyer, zikzak’er sig opad.
Vi er trætte men tager os sammen og knokler derop af, og overraskes – som altid – af hvor hurtigt man kommer op over terrænet – her floden. Direkte under os, og 200 meter nede bruser den afsted, turkis og klar mellem løvtræer og hvide klipper.
Nogle folk siger vi skal huske at få tjekket vore nationalparker, inden vi går videre, og at der er en park checkpost tæt ved. Parkbetjentene er alt andet end tjekkede, vi kunne have vist dem et dansk kørekort.
Efter 10 timer på farten er vi færdige for i dag. Sepka er blot tre huse i en lysning i junglen. De to af dem er også bhattis – lokale gæstehuse, samt nærmeste værtshus for nogle forhutlede soldater. Her er også et lille indelukke til teltning, så vi er ikke længe om at få teltet op og stængerne i vejret.
Ved min aftentissetur går jeg en lille runde og ser at folkene har arrangeret sig på en briks under et halvtag. Her ligger de nu alle tre og putter sig under deres spraglede nyindkøbte tæppe. Rana har som altid et stort afvæbnende smil på munden.
Kl er 20.00, det er mørkt og jeg ligger og skriver ved vores stavlygte. Rana har netop serveret vor dal bhaart og Lone er halvejs i drømmeland. Det er buldermørkt og meget stjerneklart, så smukt at jeg vælger at lægge mig til hvile med hovedet udenfor.

23/4 Sepka – Sumdowa
En ung pige fra huset hvor vi telter, kommer til morgen og viser os en slem byld, som hun har på det ene bryst … Om ikke vi har noget medicin? Selvfølgelig har vi noget antibiotika, men denne byld bør skæres. Det siger vi til hende og anbefaler hende at gå ned til hospitalet ved Dunai. En ung pige som hende må kunne gøre den tur på en enkelt lang dag. Hun trækker på skuldrene og viser os et par grimme ar fra tidligere bylder – og vi ved at hun ikke kommer afsted.
Vores folk og de lokale har talt en del sammen om vejen videre frem. Der er igen tale om en nyere og hurtigere, men farligere vej, så vidt vi kan forstå. Præcis hvori det farlige består har vi ikke rigtigt forstået. Men da husets herre ser de fremmede aktører, siger han uden tøven: “han kan måske, hun kan ikke…” Okay siger vi til hinanden, vi tager den slagne vej.
Først går den tæt ved floden, det er en fantastisk botanisk spændende urskov, med et kolossal varietet. Gamle kæmpetræer er segnet af alderdom, eller efter uvejr, styrtet langt ned af bjergsiden, en stamme på tre favne er splintret som tændstikker i fire stykker, og resten af træet står nærmest på hovedet i floden.
Langs floden nyder vi synet af en fin lille fugl. Den har hvid kalot, stålblå på ryggen og stærk rød/brun hale. Den flyver lavt over vandet i sin søgen efter insekter, og vipper kraftigt med stjerten.
I denne del af skoven, dufter der dejligt af fyrrenåle – som i smålands skove. Men løvtræerne er kun i knop – som hjemme på denne tid. Dvs. klimaet ved Suli Gad i 2900m højde er lige nu som i Danmark.

Vi går nu stejlt op og ned igen, så 50m så 100m, men hele tiden ned til floden igen. Passerer et par skrøbelige broer, og klatringen op og ned fortsætter. Et sted er en familie gået i stå, fordi deres ko nægter at passerer et stejlt sted. En mand trækker i næsetøj’ret mens en anden pisker den over skankerne. Koens øjne er store og skræmte, og dens bløde næse er trukket helt ud af form – grimt syn.
Folkene er gået i forvejen, og sidder nu og venter et sted hvor stien igen stiger stejlt. Der fører et tyndt spor ind over skråningen. Raj og Rana har netop undersøgt dette short cut, og opfordrer os til at checke om vi kan og vil gå denne sti som kulminere i en stejl klippevæg. I så fald kan vi spare to timers hård gang og flere hundrede højdemeter. Sporet er snævert og går ufarligt ned gennem en lille slugt, hvor man så omsider skal ned over en klippevæg på vel seks-syv meters højde. Umiddelbart under buldrer floden vildt afsted.
Lone – som ikke vil finde sig i at blive bortdømt, er heldigvis med på spøgen. Med tungen lige i munden, kravler vi ned over klippen, som dog har nogle pæne små gesimser til hænder og fødder. Vi krabber os rundt om endnu en stejl klippe, og kravler til sidst ned af en lang træstamme med udhuggede trin. Rana og Raj har hjulpet os godt igennem, og springer nu tilbage efter Auin og kurvene. I mellemtiden soler vi os på de store klipper ved floden, og fryder os over at “lejrchefens” tvivl om vores klatreevner kom til skamme.
Det er igen tid til middagspause, og et kraftigt hvil til os. Anderledes for Rana og Auin, de har straks travlt med at hente vand, rense ris, skrælle kartofler. Det tager mindst 1½ time at lave mad, vaske op og rydde op, og når de er færdige er de med det samme klar til at gå – brave folk.
Vi fortsætter op og ned langs floden, denne dag er virkelig dræbende. Ofte rejser bjerget sig direkte op af floden, og vi må igen slæbe os op af stejle stier. Omsider ser vi den lille landsby Ryajik på den anden side floden, og at en bro fører over. Der står nogle folk ved broen og nusser om deres halvvilde og nervøse yakokser. Folkene er højlands tibetanere og de siger de kommer fra Saldang i øvre Dolpo, tæt ved grænsen til Tibet. Folkene siger at der er 1½ times rask gang til Sumdowa, og skønt Rana og Auin gerne vil blive her, kræver jeg at vi tager den sidste tørn.
Endnu en gang kravler vi op ad den stejle sti, gennem skoven. Jeg forstår udmærket at folkene må være trætte, men jeg ønsker at nå Phoksumdo i morgen, og føler mig kun sikker på dette ved at nå frem til Sumdowa i dag.
Heldigvis er der ikke så langt, og fra en sti som smyger sig langs kanten af en lodret klippevæg, med et frit fald på henved 200 meter, ser vi nogle af husene og den militære lejr ved Sumdowa. Ned til floden endnu en gang og over på den anden side, hvor vi bliver modtage af en flok unger.
Måske er der en landsby i nærheden, men dette er en militær lejr, og lige straks ser det ikke ud som om vi er særligt velkomne. En rottweilere gør sit bedste til at skræmme os væk, indtil et par unge soldater siger at det er okay at slå teltet op, og at vi kan vaske os/hente vand ved en nærliggende vandledning. Udsigten tilbage langs Suli Ghat er storslået og snetinder pryder de højeste toppe.
En masse unger flokkes om vort telt, og vi forstår nu at et par af bygningerne er overgivet til en internatskole. Vi bliver inviteret til smørte af skolelederen, som er bönmunk, og som fortæller os at skolen er ganske nystartet, bl.a. støttet af nogle amerikanske og schweiziske sponsorere. Skolen henvender sig til oplandets landsbyer, der traditionelt alle er bön orienteret.

24/4 Sumdowa – Ringmo – Phoksumdo
Rottweileren er særdeles aktiv til morgen, måske kan den lugte at vi er gamle VS’ere, men alligevel er det svært at vågne op til dåd. Vi er trætte og ømme i alle muskler og led efter gårdsdagens seje vandring.
Folkene har sovet i et af skolerummene og arrangerer morgenmaden der. Inden vi forlader skolen overværer vi morgenens samling, hvor børnene synger og fremmumler nogle bønner på vers. Skolen hedder The Tapriza School, området omkring Phoksumdo er bönland og der findes otte bön gompaer i Dolpo. Vi donerer 500 Rs.
Går nu op imod Palan, hvor der igen er en parkcheckpost. Her er fantastisk smukt og stien følger floden tæt. Den klare blå flod og magtfulde gamle ener gør denne del af turen til ren lise for sjælen. Floden kommer oppe fra passet Baga La, der fører til Do Tarap, og ruten ser meget fristende ud.
Igen ser vi store lagre af ris, godt beskyttet af presenninger. Det ene er for en sikkerheds skyld anbragt oppe i et træ.
Vi lader os registrere i ckekposten ved Palan og besøger et lille museum. Her er to skind af sneleoparder, det ene med en meter lang og tyk hale. Der er et kranie og skelet af samme, og flere kranier af blå får – bharaler. Her er en liste over hvilke dyr der findes i parken, bl.a. sort kravebjørn, desuden er der lavet lidt statistik over udenlandske besøg. Her kommer flest amerikanere og hollændere, men kun 28 danskere har besøgt området siden 1988.
Fra Palam skal vi igen op, men denne gang gennem åbent land. Vi skal ret stejlt op over en djævelsk ryg, og Lone synes at være gået helt i stå. Rana og Auin ligger og gasser sig ved en lille klippetop, og da jeg nærmer mig kan jeg høre den buldrende lyd af et vandfald. Fra klippen ser vi ned over Nepal største vandfald, som født af Phoksumdo Khola falder 330 meter ned i en slugt og bliver til Suli Gaad. Spektakulært og magtfuldt vælter denne store fos sig ned i dybet i en endeløs strøm. Langt fremme ser vi i en sænkning Ringmo dalen og et lille glimt af søen Phoksumdo.
Vi er meget langsomme i dag og beslutter at sende Rana og Auin i forvejen, således at de kan se efter et godt sted til teltet og starte på maden. Efter endnu en lille ryg falder stien nu ned gennem pragtfulde sølvbirke, fyrre og forskellige bærbuske.
Omsider går vi ind i landsbyen Ringmo, en gammel by med 20-25 ret store familiehuse. Omkring byen er fire store chörtener af typen som bærer et tag over kuplen, støttet af tømmer. Søen er ganske tæt men ses kun i glimt så vi går ud gennem den største kani chörten, og kommer snart til en grønning ned imod søen. Folkene har te’n klar og risene koger – herlige gutter, de er den største overraskelse på denne tur.
Søen – åh! hvilken sø. Så blå, så dyb, så strålende. Omgivet af stejle bjerge, hvoraf enkelte har sne på toppen, ligger den som en sleben Lapis Lasuli og stråler. Især spejler den himlens blå, men langs bredden i alskens turkise nuancer. Vi rejser teltet ca. 30 meter over søen, og har således et perfekt vue over sceneriet.

25/4 Hviledage ved søen
Kold nat, kl 06.00 da jeg var oppe og gammelmandstisse viste termometeret  – 4.4, men vi kan sagtens holde varmen. Folkene har slået sig ned i et lille udhus, hvor døren stod åben. Her har de indrettet et leje på hø og granris, og det havde ikke været så koldt – sagde de.
Raj havde ellers arrangeret med en Ringmo købmand, at de kunne sover hos ham for en billig pris. Men Rana og Auin havde blot sagt: “at sådan plejede man at indrette sig…” desuden ville det være lidt besværligt – for os, at gå op til Ringmo hver gang der skulle spises eller varmes noget. Vi har været godt tilfreds med Raj, selvom han kun har begrænset viden om egnen. Men det har også været en meget lærerig tur for ham. Ikke mindst på det menneskelige plan. Den unge højkasteknægt lærer at sætte pris på jævne folks evner og åbenhed. For at holde varmen må han ligge i arm med dem om natten.
Men i det hele taget har de tre det fint sammen. Desuden respekterer Rana og Auin ham – trods hans unge alder, som et afgørende kommunikationsled til os.
Det er en pragtfuld morgen – alt ånder fred, og da de første solstråler rammer søens flade, reflekteres bjergenes sne deri. Norbu Kang, de høje bjerge imod syd, synes at have fået et ekstra lag hvidt i nattens løb, og stråler imod den stærkt blå himmel. Lige nu er det vanskeligt at forestille sig noget smukkere og mere fredfyldt.

Phoksumdo Kholas udløb afskærer os fra Ringmo, som ligger lidt oppe på en ås. Lone og jeg går til byen for at orientere os lidt nærmere. Her er ca. 20-30 store huse og den lokale købmand siger at her lever ca. 300 mennesker. De fleste – om ikke alle, flytter som tidligere nævnt ned til Palan, eller dybere ned i dalen omkring Suli Gaad i vintermånederne, og det er tydeligt at folk igen er ved at indrette sig her i Ringmo for sommeren. Der bliver gravet gødning ud af staldene, og nogle enkelte er allerede i gang med at plove. Der skal lægge kartofler og sås byg og boghvede.
Fra bakkerne bag Ringmo træder søens form bedre frem. Omgivet af nærmest lodrette bjergsider har den tre fingre – eller vige. Ved den ene ser vi Ringmo Gompa, ensomt beliggende på en klippe 20 meter over søen. På østsiden ser vi at en sti snor sig dramatisk langs klippen i 40-50 meters højde. Nogle steder som hugget ud af klippens væg… Det må være vejen til Shey Gompa og Indre Dolpo.
I Ringmo falder vi i snak med et par lokale. En kvinde har netop vasket sit lange hår, og sidder nu og frisserer det ud med en børste lavet af kviste… De nævner at et lille hus i udkanten af byen, er en gompa (fredfyldt sted). Stedet ser så ydmygt ud, men nu bliver vi opmærksomme på at det er omkranset af mange bedeflag.
En gammel mand – munken, kommer ud og vi hilser pænt på hinanden. Vi kikker indenfor i hans tempel, som er helt domineret af en stor bedemølle. Hæfter mig ved at den er malet med bön swastikasymboler – altså venstredrejede. Munken smiler anerkendende da jeg drejer det imod uret gang, og han bekræfter at dette er et bön tempel. Jeg studerer de fine freskoer af buddha idoler. Peger på en illustration af Sakyamuni, og han siger at det forestiller Shenrab Miro – men også at det er en og samme. Sært af disse bön folk ikke, i det mindste, har deres egen ikonografi.
Mens vi sidder og snakker, kommer to mænd og en dreng. Den ene medbringer en khata, og alle knæler eller bøjer sig for den gamle mand, for til sidst at mødes pande til pande… Jeg gætter på at munken har boet heroppe hele vinteren, og nu da de er tilbage har de brug for hans velsignelse.
Jeg drister mig til at spørge om han er Dzogdzen (precious marster) – han bekræfter med et lille nik.

Senere på dagen går vi sammen med Raj til det store klosterkompleks ude ved søen. En sti fører gennem velduftende fyrreskov, og rundt om en lille vig. Ved gompaen bliver vi modtaget af en anden gammel munk, som er klædt i hjemmevævet klær, der ikke længere er røde men sorte af røg og snavs.
Mellem standere med blafrende bedeflag, ligger her en halv snes selvstændige bygninger, og stedet ligner derfor en lille landsby. Munken viser os op på første sal af hans tempel. Her er et alter med to bronzestatuer – igen ligner de til forveksling Sakyamuni og Padmasambhava.
Jeg viser ham en bog af David Snellgrove, med mange fotos af tidligere munke og lamaer fra 50erne. Det interesserer ham meget, og via Raj forstår vi at han husker mange af personerne. En nævnes som en bror til en bedstefar til en yngre munk som lever her nu.
Her bor kun fire munke og to store knægte, som vel også er under oplæring. Mange af bygningerne er faldet sammen, men et par er også under genopretning. Munkene lever heroppe – som de eneste hele året.

26/4 Phoksumdo
Det har regnet i nat og da vi stikker hovedet ud af teltet, ser vi da også at sneen ligger tæt på alle toppene omkring søen.
Det er vores plan at gå en lang tur op langs søens vestlige side, i retning af Shey. Vi går over de lave bakker bag Ringmo, og ud på den stejle sti. Lone bliver dog svimmel og utilpas allerede inden det bliver rigtigt højt og stejlt. Men der er også et meget sært spil af lys og reflekser i søens vand. I hvert fald virker dette fænomen så stærkt ind på Lones balancenerver, at angstens sved springer på hendes pande. Lone vender om og jeg fortsætter alene rundt om det første bjerg. Her og der er stien brudt sammen og en opbygning af sten og tømmer er anlagt.
Fra vor lejr har jeg i kikkerten set en stejl sti føre i zigzag op over det næste bjerg, at den stiger ca. 300 meter op og sniger sig rundt om bjerget. Jeg vader gennem et mindre vandløb, gennem en lille lund, og kæmper mig herefter op over dette stejle og umulige sted, der har en stigning på 35-40%. Disse simple zigzag spor kan umuligt være den sti som højlandsfolkene bruger, men på det første stykke, kan jeg ikke øjne andre muligheder. Overvejer at gå ned igen, men da jeg har kæmpet mig 50-60 meter op orker jeg heller ikke at gå ned igen. Skråer nu ud imod ryggen/kammen, så jeg i det mindste kan se ud over søen. Her er bedre fodfæste men stadig væmmeligt stejlt, og nu direkte ned imod søens blå vand.
Omsider, med hjertet ude af halsen, er jeg oppe ved en varde, og den rigtige sti, måske 150 meter over søen. Som så ofte før havde jeg forivret mig fra start, havde jeg blot brugt lidt tid for foden af bjerget, ja så ville jeg have fundet stien.
Nu går det let og jeg kan nyde udsigten. Ringmo er efterhånden langt væk, og teltet nede på skråningen er kun en lille prik i det fjerne. Søen ligger dybt under mig som et eventyr. Ikke ret stor -egentlig – men dog Nepals største efter Phewa Søen ved Pokhara. Stien slynger sig op over søens vestside, og mange steder har man måtte hugge voldsomt ud i klippen for at føre stien igennem. Enkelte steder er den da også brudt sammen og forsvundet i dybet… tankerne går til folkene der færdes på disse kanter – vi mødte nogle af dem for få dage siden. Hvor mange ulykker har denne nødvendige sæsonrejse mon kostet…? I dag har folk fra Ringmo genopbygget stien ved at bygge store stenpartier op, eller lægge tungt tømmer ind – ja nærmest en vandret stige på de udsatte steder.
Sært nok kommer jeg til at tænke på Besseggen, den klassiske vandring over en fjeldryg langs søen Gjende i Norge. Phoksumdo er som en dyb fjeldsø eller en fjord omgivet af tinder som dem i Jotunheimen. Nu vil nogle måske tænke: Nå ikke andet, men flot vejr i Jotunheimen er også en sublim naturoplevelse.
Runder en pynt med en varde, og højdemåleren viser 4010 meter. Jeg har nu udsyn til de to fjerne fingre eller vige af søen, hhv. i nord og nordvest, der er skjult fra Ringmo. Begge steder flyder mindre fosse ud i søen, og mod nordøst ser jeg ind over et vildt bjergland med toppe op imod de 6000 meter. Stien videre frem går ned gennem sølvbirkekrat, for senere at stige op fra den nordvestlige vig i retning af Shey Gompa. Det vil tage to-tre dage… Et andet eventyr.

27/4 Phoksumdo

“Blå, blå sø
mellem vilde bjerge
Phoksumdo Tso – Heavens Lake
– Nej, mere blå end Himlen”

 Tredje og sidste dag ved den blå sø. Det regnede igen i nat, men morgenen er smuk og sceneriet er igen malet op til et glansbillede.
Det har været dejlige dage i disse harmoniske omgivelser, og i dag går vi en tur op i bakkerne syd for søen. Gennem den duftende fyrreskov ser vi ned over vandfaldet og fossens buldrende vej ned gennem dalen i retning af Sumdowa, hvorfra vi kom. Et kæmpeview bl.a. op mod Kangmaru La.
På stien møder vi folk fra Ringmo der er ude og samle gødning og kviste. De viser os at kvistene skal bruges til at fremstille en lille fejekost… Her lever man i tæt samspil med naturen – kommer til at tænke på hvor afhængige vi har gjort os af moderne faciliteter. Hvad ville vi gøre hvis elforsyningen brød sammen?
Tilbage i lejren er Rana straks klar med te’en, og dal bhart’en kommer lige efter. Auin har vasket en del af mit tøj, men ellers har det været hviledage for folkene, og jeg tror at de er begyndt at kede sig. Men bortset fra det, er det tydeligt at også de sætter pris på denne blå perle. Jeg har et par gange taget Auin i at stå og se drømmende ud over det changerende vand.
Vi holder ferie – soler os, læser og skriver. Senere går vi sammen med Raj op til Ringmo, for at se nærmere på de fine store huse. De har alle to etager beboelse over grundplanet, som er stald for køer. De er bygget i kampesten og ler, og har flade tage. Fra alle hustagene vejrer bedeflag. Man er bön tilbedere og selvom de klær sig som tibetanere, kalder de sig tamang.
Vi er blevet inviteret indenfor hos den frie købmand, og kravler op ad den udhuggede træstamme til boligen på første sal. Jeg kikker mig forvirret om i det store rum – der er meget tomt. Midt i rummet er et ildsted på lergulvet, men ellers er her næsten ingenting. Det er her familien lever og spiser, men hvor er alt deres grej? Vi ser kun et par gryder, et lille skab og en bunke tæpper. Ingen brikse, husalter eller køkkengrej, som et hvert ladakhi eller sherpa hjem bugner af.
Udefra ser Ringmos huse godt ud. Store og solide, og vores første tanke var, at det var velstillede folk. Nu er vi ikke længere så sikre.
Gutterne har fået den ide, at her sidste aften ved søen, kunne vi købe en hane. En sådan kan man købe for 500 Rs, og de tilbyder endog at betale 100 Rs. hver som tilskud … Da jeg er ret træt af dalbhart – nok så god den er, slår vi selvfølgelig til med glæde. Men netop som vi er på vej tilbage til teltet, kommer Auin og siger at vi kan købe en ged for 600 Rs.! Og at det overraskende gode tilbud skyldes, at geden netop er blevet stanget af en yak, og under alle omstændigheder skal slagtes.
Til stor fryd for Auin, køber vi geden, og han trækker af med kræet for at slagte og tilberede den til aftenens festmåltid. Hjemme i “køkkenet” er folkene netop ved at hive de dampende indvolde ud af dyret, og Lone og jeg står og måber over hvor lidt kød der er tilbage på en ged – i vore øjne er der ikke meget andet end bagbenene.
Jo! så er der jo lige hjerte, lever og nyre samt maven. Aftesmaden står således på dal bhart med svitset lever og hjerte, samt nogle påfaldende store pastarør – snittet spiserør. Dertil servere vore venner chhang, som den altid snarrådige Auin har handlet sig til for gedeskindet – kvik fyr ham Auin.
Det udvikler sig til en lille fest hvor – især folkene synger traditionelle ballader og danser. Lone og jeg synger også et par sange, men det kniber unægteligt med at hænge på.

28/4 Phoksumdo – Sepka
En stjerneklar og meget kold nat at tisse i. Oppe for alvor før kl 0600, og folkene beklagede sig ikke.
Pakker og efter en hurtig morgenmad er vi afsted, tilbage til Suli Gaad og imod Dolpo airstripe. På en time er vi oppe i det lille pas, hvorfra vi ser søen for sidste gang. Under os buldrer vandfaldet, og vi tumler ned af den stejle bjergside imod Palam.
Vi nyder det flade stykke fra Palam til Sumduwa. Det er en pragtfuld alpin dal, med enetræer, langnålet pinjer og smukke blomster, en kødfuld lav art der minder om Sct. Hans urt, og som i begyndelsen er mørkrød, men omsider i sin pragt er klar rød med hvide tegninger. Bagude den smukke udsigt op imod passene ind til Tarap.
Ved Ryajik spiser vi middag og mærker nu at vi har gået os helt flade… Men gutternes dejlige mad – nu tilsat det bedste fra geden – giver os modet og kræfterne tilbage. Til morgen havde de stegt maven, og tilbød os det til chapati, det var dog lige “yang” nok for os, sådan fra morgenstunden, så det klarede gutterne selv.
Vi vil gerne til Sepka i dag, men husker hvor lang tid det tog at gå der fra.. Eventuelt må vi sove et sted i skoven. Men nu vi er både mere udhvilet og bedre akklimatiseret, og kun to stigninger er seje. Pludselig står vi ved stigen op til de stejle klipper. Og selvom det også nedefra ser lidt drabeligt ud, kravler vi det let og ubesværet.
Herefter bliver bakkerne mindre, og vi ved at det ikke er noget problem at nå Sepka. Sidste stykke er fladt langs floden og gennem spæd udsprunget løvskov, og ser bl.a. en Montana Bianca clematis i blomst. Jeg går alene forrest – mekanisk og nærmest i trane. Den sidste times tid har jeg gået og revideret min tale til Ib’s bisættelse…
Kl godt 17 er vi i Sepka med tunge fødder, men godt tilfreds med os selv som vandrere. Sepka er det lokale værtshus, hvor de udstationerede soldater og parkbetjente kan slå sig lidt løs. Igen i dag er her ret livligt, men der er ingen der generer os, og vore folk er kloge nok til ikke at deltage i festlighederne.
Vi falder om lige så snart vi har kastet maden i os, og med hovedet i stjernerne er jeg hurtigt i drømmeland.

Sepka – Juphal
Den er over otte inden vi er afsted. Ved Anke møder vi for kun anden gang en gruppe bærere og en enlig amerikaner. Han er sammen med to landsmænd på et 40 dages Dolpo trek… længe leve eventyret! Vi er hurtigt nede ved mølleren under Rohagaon hvor vi købte tæppe, og i en lille lund tager vi middagen.
Det går jo forrygende hurtigt det her, “hjem-dillen” er over os og nu satser vi på at komme helt til Juphal i dag. Der skulle både komme fly i morgen og næste dag, men intet er sikker her ude… Der ligger en armypost hvor Suligad løber ud i Thuli Bheri. De har et “pull-system” med en kurv der kan føre folk over floden, og spare os for at gå en lang omvej. Derfor spørger vi høfligt om tilladelse til at benytte denne pull. Efter lidt vurdering – på højeste sted – bliver det nådigt bevilliget, og folkene får for første gang i deres liv – tror jeg, en forrygende svævetur over den brusende flod. Raj ser så bekymret ud inden han sætter sig i kurven, at Lone gud-døde-mig føler sig tilskyndet til at sidde med drengen i hånden ved denne sindsoprivende oplevelse.
Rana har opdaget at han har glemt noget tøj i Dunai, så han springer tilbage til det lille hotel hvor vi boede for en uges tid siden – alt imens hans ven Auin venter ved pullen. Raj, Lone og jeg begiver os op imod Juphal. “En halv time op ad bjerget!” siger en tesælger. Ja, den er go’ med dig tænker jeg, for vi ved det er 350 højdemeter op. Da vi har gået det dobbelte er vi ved at være færdige, og jeg tænker med vemod på hvorfor jeg ikke accepterede et tilbud fra en hestemand om 100 Rs. for at ride op.
Vi skrår gennem grønne marker i en højdal, og stiger igen op imod en malerisk landsby – Juphal. Men vi ser ingen airstripe, og det er fordi vi endnu ikke er fremme. Vi skal videre op over en stejl bakke der skåner Juphal for vestenvinden. Krydse endnu en højdal og ser en samling huse på en høj skråning. Raj har jo ikke været her før, så han er ikke til megen hjælp, og han ser iøvrigt mere træt ud end vi.
Mere end 10 timer er gået da vi kl 18.15 tørner ind på et usselt rum ved Dolpo airstripe. Folk er dog søde og opmærksomme, alle forsikre os om at vi vil komme med det ordinære fly i morgen kl. 07.00.

Dolpo airstripe
Vi er tidligt oppe og pakke for at være klar ved den simple landingsbane kl 06.30. Vejret er fint, men alligevel bliver flyet aflyst… På grund af for få fly i regionen, og større behov andre steder, siger den venlige flyveleder – suk!
Vore folk – vore gode folk fra Jumla er betalt. De har arbejdet eksemplarisk for os i 16 dage, så vi giver dem hver 50 Rs. om dagen i bakshis. Desuden får de alt kogegrejet og resten af maden. Vi har indtryk af at de også har været glade for at arbejde for os, men nu skal de hjem og det skal gå hurtigt… to dage siger Rana. Vi ser at Raj ser bekymret ud, så vores sidste ord til Rana og Auin er, at de må være så gode at sørge for at Raj kommer godt hjem… Hvilket de lover, med et usikkert smil.
Vi pakker vore soveposer ud igen og tager en kraftig formiddagslur. Senere går vi med flyvelederen til tårnet hvor han fortæller at en helikopter – som skal transportere noget matriel til et sted nær Dunia – måske vil tage os med for 150 US pax. Nej tak, siger vi, men jeg opfordre ham til at snakke med piloterne om de vil tage os med for den ordinære pris, 77 US.
Han er så venlig at kalde både Nepalganj og selve helikopteren, og fremfører vores ønske eller skal vi sige tilbud. Men piloten svarer – ganske korrekt – at han ikke er bemyndiget til at forhandle. Vil vi med er det 150 US. Om eftermiddagen lander den kort for at tage et par lokale med for 1500 Rs. (150 Kr.) – lidt surt.
Foruden et par hoteller, er her en købmand og nogle få har bygget sig et lille hus. Men nogen landsby kan man næppe kalde det. Jeg spiller bordtennis, den eneste interessante aktivitet, og som alle deltager i, flyvelederen såvel som andre embedsfolk. Selvom jeg ikke er særlig god vil de allesammen spille mod mig.

Vi går en tur tilbage til den spændende landsby Juphal, lidt nede af bjerget. Den er anlagt op ad en skråning, og kan minde lidt om Théhé eller det gamle Simikhot. Her er mange dok-pa figurere og rød/hvide faner til ære for Mastra Babiero. Folk sidder på tage og terrasser, og arbejder. De hilser venligt på os, men når man spørger til Mastra smiler de alle lidt usikkert og afvisende. Gad vide hvor meget denne figur betyder i dag?
Tilbage i Dolpo airstripe, hvor folk står i kø for at købe “government subsided rice”. Hver måned kan en familie købe tre kilo ris per hoved for 25 Rs. kg. Her er normalprisen 60-80 Rs. kg.
Til aften hører vi igen radio i tårnet – flyveplaner for i morgen. Men Dolpo er ikke på Nepalganj’s program.

Juphal – Surket
Tidligt oppe for, trods alt, at gå til tårnet (her er mere eller mindre offentlig adgang) – for at tjekke om situationen skulle have ændret sig.
En ny mand sidder ved radioen, og han fortæller mig at en helikopter kommer herop med materiel, og at den skal tilbage med det samme til Surket, ikke så langt fra Nepalganj, og med busforbindelse til Kathmandu. Jeg beder ham tjekke hvor meget de skal ha’ for at tage os med. Men for en sikkerheds skyld iler jeg ned til hotellet og purrer Lone op i en fart – og kort efter lander uhyret.
Så snart støvet har lagt sig, er hele det lille samfund samlet på landingsbanen. Piloterne er ved at dirigere lasten ud af skroget, og radiomanden meddeler os at vi kan komme med for 75 US hver. Top siger vi, idet vi selvfølgelig er blevet noget usikre på hvornår det ordinære fly vil vise sig.
En halv time senere er vi klar til at starte. Vi får betænksomt udleveret lidt vat til ører, inden maskinen letter. Det lille samfund forsvinder igen i en kæmpe støvsky, men med et elegant sving er vi straks ude over Thula Bheri´s dybe dal. Udsynet er desværre ringe på grund af de små beskidte vinduer, og støjen er trods vat overvældende.
En lille time senere lander vi i Surket, en hed by i kun godt 700 meters højde. De lillablå jakaranda træer blomstre inden løvspring, og vi drikker te hos en lille driftig kvinde og hendes “skabs-butik-restaurant”. Det er ganske imponerende at se hvordan hun kan passe sine gryder, lave te, sælge smøger og tale i telefon – samtidig. Jeg spår hende en strålende fremtid.
Herefter hyrer vi en bærer og går en god halv time til centrum og busstationen. Køber billet til bussen kl. 16.00 – som er en Night Coach, og som skulle være i Kathmandu i morgen kl ca. 09.00.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax