Jeg er sammen med ni rejseeventyrere som jeg traf for en uges tid siden i Lhasa. På mit lille hotel så jeg et opslag med ordene: “Who like to join us for a journey to te holy mountain – Mt. Kailas?”  Der var ikke så lidt respons på John og Jeffreys opråb, og efter et par møder udkrystalliserede der sig en international gruppe på ti personer fra USA, Australien, Israel, Tyskland, Spanien og altså Danmark. Aldersmæssigt spænder vi fra 22-59 år, fra yngling til bedstemor. Vi lejede så denne djævelske truck med chauffør for en måned, indkøbte et kogeapparat og sækkevis af proviant.

1995 er et helts specielt år for mig i Himalaya. Har planlagt at blive her i næsten 3½ måned. Først rejser jeg, sammen med min søn Morten, til Lhasa. Han tager tilbage til Kathmandu og hjem. Jeg beslutter at vandre alene fra Samye til Ganden.
Tilbage i Lhasa, slår jeg mig sammen med en gruppe individuelle der vil til Kailas i en lastbil.
Er efter en god måned tilbage i Kathmandu og venter på min kone Lones ankomst.
I ventedagene tager jeg op Til Chaurikot, og går et ugetrek via Bigu Gompa til Barabise.
Endelig vandrer jeg med Lone og to gamle venner gennem Kali Gandaki til Muktinat.

5. oktober 1995
Endelig kom dagen da vi samler vores ting og pakker truck’en. Vi har i fællesskab købt en petroleumsbrænder og trykkoger. Kartofler, løg, hvidløg, squas, ris, olie m.m. Under stor opmærksomhed forlader vi de små tibetanske hoteller Banakshöl, Kirey og Snowland. Der er vist ikke mange rejsende i Lhasa oktober 1995, der ikke har hørt om dette projekt.

Turen går til Kailas og Manasarovar. Eventuelt de gamle ruiner ved Tsaparang i Sutlaydalen, nær grænsen til Indien. Tilbage til Everest Basecamp – Chomolungma og endelig ned til Zhangmu, grænsen til Nepal. Om end simpelt, rejser vi med alle tilladelser, har 30-35 dage til rådighed og betaler hver 1200 kr – fantastisk. Turen bliver ledet af en tibetansk guide Doku, der blot skal sørge for at vi når målet og stiller sig til rådighed efter behov.
Det er en fin lastbil af mærket Dong Feng, hvilket kan oversættes til Østenvinden. Næsten ny og kun kørt 17.000 kilometer. Vi skal jo sidde på ladet, så vi har købt madrasser til at sidde på og tæpper til at pakke os i.

Vejen op over Kampa La er sej og støvet, men udsynet over Yamdrok Tso – den store tyrkise sø, er pragtfuld. Det er vindstille og solen banker ned på Verdens Tag. Det blå vandspejl ligner noget der er malet på, og tinden Nozim Kang 7200m er storslået.

Vi lejede en "Østenvind", TibetVi tager et fællesbillede med Østenvinden. Vi kører og jeg springer ind på forsædet til Doku da ingen andre er interesseret.
Søen er overraskende stor og vi skal ind og ud af mange vige inden vi triller ind i Nagatse for at banke støvet af og skylle efter med et par kander te.
Vejen vider og op over passet Karo La er påfaldende jævn. Sort sceneri, ikke mindst til tinderne vest for Nozim Kang. På den anden side passet, er vi ved at kvæles i støv for højlandet her er ekstremt tørt. Men alt får end ende: Ved solnedgang skifter omgivelserne dramatisk karakter og inden vi når Gyantse, er de triste grå bjerge blevet belagt med aftenguld og efteråret gløder i popplerne.
Vi stopper ved et tibetansk hotel, Factory Hotel No.1, lige under fortet. Tager en sovesal, enkelte sover i trucken

6/10 Gyantse
Vi går sammen gennem den brede gade til klosterbyen med den gamle chörten, der er bygget som en mandala. Et pragttempel der er udsmykket af nepalesiske newari kunstnere. Senere går nogle af os op til den gamle fæstning Gyantse Dzong, der havde været uindtagelig indtil briterne lod den bombardere i 1904.

7/10
Forlader først Shigatse ved 11tiden. Ser til min tilfredshed at vejen frem er asfalteret. På vej op mod næste høje pas, Tsuo La, stopper vi ved et simpelt tehus for at få lidt at spise, noodlesoup. Vi splatter ud under den varme sol. Fra truckens casettespiller lyder Roling Stones. Vi føler os lidt selvfede og flipper ud med et par Ting Tao bajere og Lee Ann danser på truckens tag.
Vi er allerede i Lhatse klokken 1700 og kører direkte til færgestedet, der skal føre os over Yarlong Tsangpo. Her er man ved at bygge en bro… der er sket meget siden jeg var her for tre år siden.
Der er en lang kø til den lille færge – mange lastbiler, men snart er vi ovre og Doku skaffer os hurtigt logi i det lille klondyke nær færgestedet.

8/10
Er oppe før 05.30 og klar til at køre efter en time efter. Nu skal den have en over nakken. John, Jeff og Lee Ann har igen sovet i trucken. Men nu ser jeg, at der også har sovet tre tibetanske piger fra Amdo – siger de. De er stukket af hjemmefra for at flygte til Indien og komme tæt på deres gudekonge – Dalai Lama. Vi aftaler at de kører med til Saga, så vil de søger ind over bjergene til Mustang i Nepal.
Claus har sovet under stjernerne og Amir starter dagen med stor energi og mange armbøjninger. Men han er også toptrimmet efter fem år i Israels hær.
Det er mørkt, det er koldt. Der er faldet rim over landet omkring søen Lang Tso. Men denne fugtighed er god, fordi den holder støvet nede de første par timer.
Vi kører på den såkaldte Sydvej, i gamle dage kaldet Tasam, langs Himalaya. Fra et pas inden Saga ser vi høje hvide tinder, det kunne være Manaslu eller Annapurna.

Det er en lang trist dag og en rædsom måde at rejse på. Trods en nedhængende pressening, vælter støvet ind til os. Trods de gode madrasser sidder vi selvfølgelig elendigt og bliver slynget op og ned hele dagen. Heldigvis er de unge, især Claus og Amir, villige til at tager en de yderste pladser, bagerst på laddet.
Saga er en lille markedsby langs vejen med en stor militær lejr. Vi er kørt ind i en stor compound og bor sammen med lastbilchauffører. En seng på dormen koster kun 20 yuan.

9/10
Vi er igen meget tidligt ude, Østenvinden ruller inden 0600. Landskabet er præget af tørre bjerge og en hel del pas i katagorien 5000 +. Kører et godt stykke fra Tsangpo men ser den i glimt med jævne mellemrum.
Zongba består af old og new Zongba. Ved førstnævnte passerer vi den første – og eneste checkpost. Jeg ser fra dette sted tydeligt det lave pas Kore La, der fører ind til Mustang i Nepal.

Sydvejen-1

Igen ser vi kæmpemæssige hvide tinder bag dette pas. Denne gang må det være Annapurna I, jeg genkender seglet oppe nær toppen. Fantastisk så stort det er fra denne afstand, godt 100 kilometer. Kore La er kun en lille sænkning på en langstrakt ryg på grænsen til Nepal. Dette lave pas gik Sven Hedin over i 1908 for at orientere sig om Mustang og Lo Mantang. (I 2010 blev der anlagt en kørevej herfra og ind til Lo Mantang, for at forsyne dette område med ris og andre fornødenheder.)
Men vi er på vej til Paryang. Landskabet ændrer sig, store sandklitter rejser sig og et sted er de simpelt hen så store at vi må ud og bestige en ”dyne”. Et sært strandlandskab her mange kilometer fra floden og fire en halv kilometer over havet.
Paryang er en halvnomadeby midt på en stor græsslette. Husene er lave og giver mindelser om en sydamerikansk Pueblo. Husene er relativ nye og jeg tænker at myndighederne har opmuntret nomaderne til at blive bofaste i vinterhalvåret. Sceneriet er storslået, vi er igen ret tæt på Nepals grænse. Jeg genkender Ganglung Kang, hvorfra Brahmaputras kilde (Tsangpo) springer. Samt også Gurla Mandheta langt mod vest.
En mand står med sin lille hest ved bidslet. Han iagttager os grundigt. Han bærer en traditionel Borsaline og har to tykke fletninger. Tyrkis og koral i ørerne. Det kunne være Django…
Vi køber et par kander smørte, men beslutter, på Dokus anbefaling, at tage et par timer mere vestpå.

Apache-low-25-800_sn Kommer omsider til et lille ensomt hus. Her stopper vi og slår vores telte op i mørke. Vi har fire og mit er klart det mindste.
De sidste par aftener har vi lavet fællesmad, mest på Claus initiativ. Eneste problem er at det tager to timer. Jeg gider ikke vente så længe. Får lidt varmt vand til to poser nudler og går lige i teltet.

10/10
Sover meget tungt alle sammen, selvom vi har haft en lang nat. Klokken er i dag 08.00, solen ved at stå op, inden vi kører.
Vi sidder fem og fem overfor hinanden, godt indpakket i uldne militære tæpper. ”You sound miserable” siger Karen til mig, og det er rigtigt. Jeg er snottet, hoster fælt og tror at det skyldes en blanding af kulde og støv. Amerikanerne har en kassettespiller og vi hører fed rock. John er en glad spasmager, der iblandt laver akrobatiske øvelser i jernrørene over lastrummet. De to spaniere er ret stille og passive. De har et tæt venskab med tyske Christof, som også jeg snakker hyggeligt med. Karen fortæller at hun skriver til en New York avis, og har været flere gange i Tibet. Jeg er den eneste der allerede har været ved Kailas, og fortæller nogle tibetanske myter.
Lang og sej køretur op mod passet Maryum La. Mest en sej bakke gennem udpint landskab. Fra pas set kører vi ned langs søen Guntchu Tso, hvorefter vi snart ser Manasarovar. Stopper ved en stor stander med hundreder af bedeflag, for her ser vi for første gang Snejuvelen – Kailas. Dette er for pilgrimmene det første prostrationssted –  hvor man bare må kaste sig ydmygt til jorden i tilbedelse.
Med den lille by Hor ned til Manasrovar og kursen sat direkte mod Kailas, bumler vi videre.
Vi er helt brugte da vi i mørke og efter 13 stive timer på ladet tøffer ind i pilgrimsbyen Darchen. Doku finder plads til os på PSB Hotel til kun 25 yuan per seng.

11/10
I dag kan vi med god samvittighed sove længe, og det i en rimelig god seng. Der er sket en del i Darchen siden jeg var her sidst. En by er ved at opstå. To rækker små huse, næsten som en wild west by. Små butikker, tehuse og ølstuer, poolborde og to meget simple resturanter med kinesisk mad, Den ene nærmest en hule, delvis under jorden.
Darchen-1Jeg træffer en stor beslutning: tager ikke med til Tsaparang i Sutlay dalen efter vores kora. Vil hellere fordybe mig her ved Kailas og har ikke noget imod at være alene en stund. Vi holder et møde for at udrede de forskellige interesser og aftalen bliver at efter fire dages kora, tager Claus alene videre mod Kashgar i Singkiang. Amir, Christof, Karen og de to spaniere tager med Doku til Tsaparang. Jeg har ingen planer med trucken og vil hellere stå frit. Hvis man vil med Doku og Østenvinden tilbage og eventuelt til Everest Basecamp, skal man være i Darchen 25/10. Jeg har 13 dage til mig selv.

12/10 Darchen – Tarpoche
Vi bryder alle op for at vandre kora’en i dag, men ikke sammen. Det er på tide at søge sine egne oplevelser. Jeffrey og John har travlt så de gå først. De medbringer let klatreudstyr og skal hurtigst muligt ned bag søen Manasarovar til det 7728 meter høje Gurla Mandhata for at forsøge at bestige det i alpin stil. Karen, Amir, Christoff, Ana og Javier har fået arrangeret sig med en lokal bærer (50y per. Dag) En mand med yak koster 85y. Jeg har besluttet at blive en ekstra dag ved Drira Phuk, men det lykkes dog ikke at finde en mand til at bære for mig – i fire dage! Sikkert blot misforståelse.
Sammen med Claus går vi uden hjælp og bringer kun det absolut nødvendigste, jeg har dog mit simple telt og lidt frysetørret mad med så sækken er tung nok.
Går op til det første prostrationspunkt og videre ned mod Tapoche. Sidder længe og dvæler ved dette magiske sted. Stilheden er overvældene og luften er så klar og æterskarp. Den eneste lyd der høres er bedeflagenes blafren og en ravns dybe klok. 4 store lammegribbe over dalen og Kailas stråler uden en sky omkring.
Men vi sidder her og mediterer ankommer en gruppe drokpas fra nordsiden – formodentlig bönpo folk, der cirkulerer hellige objekter anticlockwise. De kommer ind til Taboche trækkende deres små heste ved bidslet. De hænger et par bedeflag op og afholder en lille ceremoni. Efter en tid går de alle op til Himmelbegravelses pladsen Drachom Ngagye Durtrö, som ligger på en halcirkelformede klippe over Tapoche.
Claus og mine veje skilles da han vil videre til Drira Phuk i dag. Jeg vader over det lille vandløb Lha Chu og sætter mit telt med et super view til Snejuvelen, og nær et enkelt drokpa telt.
Alene i Gudernes dal – af tantra mystikkerne tilegnet Amithaba. Jeg er dog ikke på toppen – rent helbredsmæssigt. Føler mig tung i hovedet og øm over ryggen.
Det blæser, så trods den skarpe sol skal jeg have alt duntøjet på. Mine hænder er stærkt forbrændt og ophævet.
Min nabo kommer på besøg og jeg inviterer mig over til te i hans telt. Han har 8-10 dri’er og er ellers optaget af at hugge mantraer i store sten. Dem kan han sælge for 5 yuan.
Pilgrim-Kailas-2Går en tur op til Chukku Gompa, selvom jeg dårligt kan slæbe mig derop. Stedet myldrer med pilgrimme, der roterer rundt og rundt om det lille tempel.
Inde i Lha khang – gudesalen noterer jeg mig at alteret er prydet af to elefant stødtænder.
Tidligt til ro. Koldt og smukt.

13/10 Tapoche – Drira Phuk
Vågner ved at naboerne pusler om dri’erne. Har ligget i 12 timer! Frosset trods min gode sovepose. Måske fordi blæsten varede ved det meste af natten. Min hals og svælg er ømt og hævet. Hoster og hakker og snot i hovedet. Jeg troede at dette var ovre og undlod at bringe antibiotika!
Trasker over til min flinke nabo for at se om han skulle have noget te på kanden, men han var krybet under sine tæpper igen og vrisser afvisende, ikke så sært, jeg gør det samme indtil solen bryder igennem og livet vender tilbage til den isnende dal.
Inden jeg skal til at gå, godt oppe af formiddagen kommer min gode nabo og siger ”pö-cha re!” Vil du have te? så jeg styrker mig lige inden jeg går.
Solen er meget længe om at trænge ned i den snævre Lha Chu dal, så jeg vælger igen den vestlige side af dalen hvor solen kommer først. Passerer efter et par timer en lille pilgrimsfamilie, som er ved at forberede deres frokost. Jeg hilser og tøver lidt med at gå videre, og de inviterer mig til at sætte mig og deltage.
Jeg imponeres igen over hvor simpelt man laver ild. Mellem tre små sten antænder manden et lille stykke tørt svamp, der hurtigt fænger, hvorefter mor og datter puster kraftigt og vedvarende indtil kokagerne brænder. Enkelt og effektivt og så på med tekanden. Herefter trækkes et fåreben frem af den beskidte sæk… ”om jeg vil ha en bid med…. mindu tukteche!” Nej tak!
Jeg sidder under Lha Chu dalens dramatiske konglomerat tinder. Brun-grønne, glatte som støbt under en prehistorisk vulkansk proces. Dybe furer skærer sig ind mellem de glatte flader og der opstår huler, sprækker og de særeste former. Ikke svært at abstrahere til de stærkt ornamenterede jaintempler i Indien.
Kailas-Gudernes-dalMen andre end jeg nasser på den lille familie, de rødnæbbede alpekrager tripper frækt og udfordrende omkring, de takker ikke nej til en bid af fårekødet.
Der er længere end jeg huskede og jeg er efterhånden godt træt. Efter 5 timer ser jeg endelig gompaen. Møder her Claus, Amir og Le Ann. Hygger mig til aften med især Claus, som er en rigtig kollektivist. Han studerer sociologi, har været i kibbutz i 1½ år og bor på en stor kollektivgård i Alsace, hvor han sammen med 10 andre driver kvægbrug og hesteopdræt. De bager brød og lave ost og sælger på markedet i Strassbourg. Ham må jeg besøge engang.
Sover på det elendige guesthouse sammen med de andre. Standarden som en arrest i det vilde vesten.

14/10 Drira Phuk – Dolma La – Zutrul Phuk
Laaaang nat! Dog ligget godt og varmt, men kunne kun sove den halve nat. Olielampen var brændt ud og min pandelampe nægtede. Efter lange diskussioner lykkes det at få lidt kogende vand. Folkene der driver stedet her er afvisende og har intet andet en udsigten at byde på.
Godt oppe af formiddagen bryder Lee Ann, Claus og Amir op, og snart er de forvandlet til små prikker på vej op over morænebakkerne til Dolma La.
Hvad vil jeg her? Hvorfor går jeg ikke med? Dyrker jeg denne ensomhed?
Drira Phuk er unikt, kun det barske klima og manglen på komfort sætter grænsen for ophold her. Netop her er Kailas helt specielt og så tæt. Lama Govinda siger, at dette er det helligste sted på jorden og at bønner fremsagt hér kan høres og mærkes overalt! Især derfor vil jeg bliver her en ekstra dag.
Tænker meget over Peter og mine oplevelser for 3 år siden. Hvordan kunne vi blive så uenige og fjendtlige her på dette hellige sted? Husker tydeligt Peter sagde at han hadede mig! Og det inden vi havde gået mere end 2 timer fra Darchen. Jo! Jeg havde kritiseret ham fordi han ville rundt om bjerget straks, dagen efter vores ankomst. Jeg ville blive i Darchen og forberede mig lidt… Men hans ønske var jo blot at vi skulle nå målet, at ingen myndighed skulle forhindre os når vi nu var så tæt… Jeg græmmes over at tænke på at vi dårligt talte sammen her ved det helligste sted på jorden.
Jeg fryser, er sløj og orker ikke at indoptage storheden helt. Men skutter mig under tinden i den bindende kulde og stærke sol.

I løbet af formiddagen kommer to trekking grupper. Først en amerikansk med syv personer, og senere en spansk på 21 personer. De sidste er på en 28 dages rejse der slutter i Islamabad – puha for en lang køretur.
Besøger gompaen og hilser på en nyligt ankommet lama. En ung gut der er særdeles velklædt, han spørger selv om jeg vil forevige ham foran Kang Rinpoche, og han vælger at udtrykke en mudraposition. Dette er ikke hans temple, han er på besøg som jeg selv. Jeg genkender to unge munke fra 1992, men jeg kan ikke gøre mig forståelig.

Billede af lama

Fra taget ser jeg at en hel karavane af pilgrimme, med heste kommer op til klosteret. De skal alle ind og have lamaens velsignelse. Efter at have spist bryder de igen op for at nærme sig Dolma La. Jeg tænker kort om jeg skulle slå følge med disse smukke mennesker… men nej det er for sent og jeg vil ikke campere oppe under passet, og er ikke frisk nok hvis de går hele vejen over passet.
Møder senere nogle af amerikanerne. Deres leder taler flydende tibetansk, og på forespørgsel siger han at det er i orden at jeg følges med dem til østdalen i morgen – thanks!
Det skulle nu ikke blive så enkelt endda. Da jeg næste morgen står med min sæk ved deres lejr, er der ikke meget liv endnu. Den tibetansktalende ældre leder er dog ved at forberede en morgenpuja. Siddende på en lille opbygning og med en offerild foran sig, læser og mumler han en bøn.
Manden hedder Robert Thurmann, professor i religion ved Colombia Universitet NY. Og er en stor kanon indenfor TIN. Han er godt oppe i 60’erne og ret overvægtig. Imponerende hvis han kan gå denne kora.
Oplysningerne får jeg af en anden leder, Tad Wise, som fortæller mig, at yakdriverne gjorde vældig ballade da de hørte om mig og min oppakning. Så han måtte desværre trække tilsagnet tilbage.
Fandens til dårlig udvikling. Jeg springer over vandløbet til spaniernes lejr, for at prøve lykken dér. Deres leder, en sprælsk fyr i sandaler – og som i øvrigt også talte tibetansk, afviser også. Hans dyr er allerede overbelastede!!
For fanden! Jeg er sløj, hav lidt medfølelse! Compasione amigo! Netop på dette sted! (Senere, da jeg selv leder en gruppe i ´99 skal jeg erfare hvor svært det er at styre de lokale yakdrivere).
Tilbage ved amerikanernes lejr, ser jeg at de har næste lige så mange dyr som spanierne. Får kontakt med den tibetanske sardar og snart har vi en aftale. 25y for at tage min rygsæk til… tja hvor var det nu, over bjerget eller til Zutrul Phuk Gompa?
Endelig styr på situationen, varmer jeg en færdigret og koger varmt vand til min feltflaske, og finder, at jeg er knapt så tyk i mælet og snotkanalerne. Samt luner mig selvfølgelig over at være fri for rygsækken.
Efter åndelig forberedelse er Robert Thurmanns hold omsider klar til at gå ved 11.00 tiden. Jeg lægger mig forrest – kender jo vejen – med et par af de yngre. Det slår mig snart, at trods mit snottunge hoved er jeg i fin form. Har ikke det mindste besvær med at løfte mig de første par hundrede meter op over Driras moræner.
Thurmann lader vente på sig, men er sikkert også den dårligst gående. Havde ellers sat næsen op efter lidt dharma story. Amerikanerne er ikke særligt snaksalige, så ved den symbolske gravplads Shivtal lægger jeg afstand. Runder en lille bjergsø og starter på den sidste seje stigning, på vel 300m, op mod den sten- og klippefyldte pas. Amerikanerne må tro at jeg spiller dem et puds, men det er der ikke noget at gøre ved. Ved Dolma La møder jeg alle spanierne, som netop bliver serviceret af deres opvartere. Også jeg bliver budt en kop lemonte og chokolade – gracia amigos. Denne gang binder jeg en khata for min værtinde på Hotel Snowland i Lhasa. Sender tusinde bønner af sted med pergament lungta’er, og så er det ned. Turen ned er længere end jeg husker. Dårlig sti, store brokker, og vejen synes for mit trætte hoved, endeløs. Træt i knæ, krop og sjæl er jeg omsider nede ved stenhuset i Lam Chu dalen. Solens varme stråler er her, men de kan ikke hamle op med vinden. Strid, kold og ubønhørligt, står den op gennem den åbne dal. Ubønhørlig? Interessant begreb: Vinden personificeres jo i böntibet, det er Lung – Vindguden Lung. Måske skulle jeg ikke brokke mig så meget men fremmumle nogle ydmyge bønner til dette væsen.
Hvad nu! tænker jeg. Er træt, men dagen er gået lettere end jeg havde frygtet. Er dog ikke meget for at sove i dette elendige stenhus, som har mistet sit tag og højst er en lægivende fold.
Møder igen Puntsok Wangdu, amerikanernes tibetanske guide. Han er i tvivl om hvor de vil campere. Her, eller ved Zutrul Phuk, og det kan vare timer før de er nede, især hvis Thurmann igen vil i kontakt med de magiske kræfter oppe i passet.
Jeg vil gerne under tag i Zutrul Phuk Gompa, og beder derfor Puntsok om han vil sørge for at yakfolkene ikke dumper min sæk her, men tager den med til klosteret under alle omstændigheder. Han forstår mig udmærket og jeg vælger at have tillid til, at han løser dette problem også.
Jeg husker denne østdal som en mild og blomstrende eng, men nu pisker kold vind mig i møde og truer med at blæse min hat til Chang Tang.
Det skulle blive 2½ times forfærdelig og trist overlevelsesgang ned mod Zutrul Phuk. Jeg ser og sanser næsten intet, blot hvor træt og mast jeg er i hele kroppen. Det eneste jeg bærer er mit pengebælte og tunge kamera, det er et rimeligt solid sag, vel ca. 1,5 kg, men føles så tungt at jeg føler lyst til at kyle det væk. Bumler ind af døren til klosterets tehus, hvor tre halvvilde drokpa’er ser helt forskrækket på mig! Ved gud, ser jeg så skrækkelig ud, tænker jeg. Drikker et par krus varm smørte og beder om en seng. Sengen er hård og kold, men ved at lægge mig mellem to tykke kapokdyner, samt at beholde alt tøjet på, kan jeg sikkert holde varmen.

16/10 Zutrul Phuk – Darchen
Jeg har ligget godt men har hovedpine, pandehulebetændelse. Kan ikke sove, ved ikke hvad klokken er. Buldermørkt, ingen lampe. Vender og drejer mig og fantasere om panodil og atibiotica medicinen i Darchen, kun 2½ time herfra.
De sidste par dage har humøret svunget fra optimisme/begejstring til pessimisme/sortsyn. Det sidste er, hvor jeg er nu. Men problemet er enkelt – trods alt. Når det dages går jeg den korte tur til Darchen og sover feberen ud.
Endelig, endelig, endelig bryder lyset frem og jeg hører stemmer inde fra tehuset. Kl. er godt 08.00 da jeg tumler ind til tehuset for at stoppe noget i munden og blive menneske igen. Jeg er beskidt all over, og ser givetvis forfærdelig ud, alligevel rækker en lille krøltop hånden ud efter mig – det skulle vel ikke være Dolma – medfølelsens feminine bodhisattva? Får dejlig var te og tsampa, og sørme om ikke ama kommer med en hovedpinepille, da jeg viser hende at mit hoved værker.
Går og lægger mig igen, og beder ama om at vække mig når yakkaravanen kommer.
Åh… Morten, Thomas, Lone kom og hold om mig.

De kom først over middag – altså Thurmanns gruppe. Havde camperet under passet, da nogle af gæsterne først var nede 18.30.
Der er heldigvis ingen sure mine til mig, over mit ”misbrug” af vores aftale. Puntsok Wangdu siger ydermere, at jeg blot skal lade rygsækken ligge på dyret indtil Darchen. Herligt, jeg føler mig staks bedre og sætter af mod Darchen.
Inden afgang skal jeg dog lige ind og se mirakelhulen, inde bag bedesalen. Og hvem lukker mig ind? Den halvgale munk jeg så udvirke eksorcisme oppe ved Nyenri Gompa i 1992.
Vejret er stadig dårlig. Ikke blæst som i går, men optræk til regn, som i 92. Så der er ikke meget liv i de dramatiske grønne og røde klipper over Zhang Chu. Endnu et trek der bare skal overstås.  Buldrer ind på PSB hotellet og konstaterer at alle er draget af. Det gør ikke så meget, jeg må under alle omstændigheder pleje mig selv de næste par dage.

Efterskrift
Bortset fra Claus, mødes vi igen 24 november. Jeg ankom sent efter trek til Rakshas Tal og Manasarovar. John og Jeffrey havde en barsk tur på Gurla Mandetha, men kom ikke på toppen.  John og jeffrey tager op til Everest, vi andre tager et nyt lift i Lalung Leh, for at spare Doku og amerikanerne den lange tur ned til Zangmu.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax