På hesteryg, Ladakh

 

 

Karavane TransHimalaya
Vi er tæt på 5000 meter, det går meget langsomt. Med venstre ben mærker jeg tydeligt hvor heftigt hjertet banker – på min lille hest. Nøjagtigt som mit hjerte og min puls havde banket, hvis jeg havde været til fods. Når jeg vender mig i sadlen ser jeg ud over endeløse bjerge, der mod nord, toppes med sne.


Karavane-Ganda-La
Jeg er i Ladakh, nordvest Indien sommeren 2010. Jeg har været på mange rejser i Himalaya, men dette er noget af det mest specielle jeg har oplevet. Jeg rejser sammen med en lille gruppe venner gennem et meget bjergrigt område kendt som Hemis National Park og jeg har været her før, til fods, men denne gang har vi alle vores egen lille hest.
Ved landsbyen Sinchen venter vores gruppe af lokale hjælpere med i alt 23 små heste og muldyr. De otte er sadlet op til at ride på, resten er pakdyr til at bære proviant og grej til 10 dage i ødemarken. Med os har vi syv ladakhier og tre nepalesere, samt lokalguiden Tsewang Dorje, som er dogpa, nede fra lower Ladakh.
Vi ser hinanden an – hestene og os. Jeg er ikke helt tilfreds med sadlerne. Hvad føler hesten, kan det dejlige dyr med de smukke øjne mon fornemme at jeg ikke er erfaren rytter? Snart efter er vi på vej mod vores første lejr ved Rumbak. Uden meget tøven træder hesten ud i den ret voldsomme fos – den kender vejen.
Markha-RidetrekSeks gange i løbet af den første time skal vi krydse fossen. Det går fint, vi bliver alle i sadlen… Efter nogle timer i saddelen, fører en slugt os ud i en stor åben dal, omkranset af høje bjerge og snetinder. Her stopper vi ved et telt-tehus i 3400 meters højde, det vil sige det er et telt, der fungerer som tehus i sæsonen. Et par generte landsbypiger sælger te, biskuits, chokolade og hjemmestrikke uldsokker.
Mens vi har hvilet os og drukket ingefær te, har vores hjælpere sat telte op. De står på en lille bakke omgivet af blomstrende blå storkenæb – livet er smukt og dejligt.
”God morning Sir, bed Tea redy!” – annoncerer Sonam, og letter lidt på lynlåsen til mit telt. Mens vi spiser morgenmad pakkes lejren og hestene hentes ned fra græsgangene, højere oppe af bjerget.
I dag skal vi op mod det første af to pas på denne rute, Ganda La, 4850 meter. Vi sidder op og starter med at vade den kolde og forgrenede fos, hvor store runde sten afslører at der engang løb en meget større flod her. Stille og roligt fører hestene os op fra den frodige dal ved Rumbak, gennem barske og mangefarvede klippebjerge til en højdal, vel 400 meter under passet. Ganda La Base kaldes stedet og her er også et sæsontelt.
Vore heste bliver lettet for ridegrej, andre for bagage. Sadler og tæpper sirligt samlet i otte bunker, og alle 23 heste bliver igen kyst op i bjergene for at finde æde.

Vi er som sagt på ride-trek, forstået på den måde at vi sidder på hest, på jævnt terræn og op af bjerget. I de høje pas sidder vi af, nyder synet, strækker godt igennem og går ned ad den ofte stejle sti. Desuden vælger vi at gå når vi syntes at vi trænger til at røre benene. Det hele i fin overensstemmelse med et gammelt tibetanske ordsprog, der lyder: ”enhver god hest bærer sin mand til bjergets top, og enhver god hesteejer går ned af bjerget med sin hest.”
Ladakh er ikke spektakulært som Nepal, men dette store vesttibetanske højland er alligevel spændende og dramatisk. Her er vejret bedst i sommermånederne, juni til september, der hvor monsunen raser over det meste af Himalaya og Indien. I Ladakh er man nord for Himalayas hovedkæde og her er det sommer. Solen banker som regel ned, og selvom højden er 3-3500 meter i dalene, kan det være så varmt at man ønsker sige en parasol.
Men skyer kommer heldigvis ind over højlandet. Heldigvis fordi der skabes de mest fantastiske farver og kontraster i landskabet, når sol og skygge brydes.
Fra passet Ganda La går vi hele 700 meter ned til Shingo – ”den lille sted i skoven”. Vi går hele vejen for det er godt at få gang i benene. Ride dyrene er som nævnt sendt i forvejen, deres arbejde er overstået for i dag. Sammen med pakhestene er de godt på vej til Shingo og velfortjent friskt græs.

Uden mad og drikke du’r helten ikke!
Sher Bahadur sidder på hug i sit simple lærredstelt på vel 2x3m. Det er et køkkentelt og Bahadur – der er nepaleser er vores kok.
I bunden af teltet er et par liggeunderlag lagt ud, og langs bagvæggen står store blikkasser, indeholdende mad til vores 10 dages tur. Lad mig nævne 16 kg ris, 10 kg pasta, 14 kg, hvedemel, bagepulver for det tilfælde at en i gruppen har fødselsdag. En blikkasse med 270 æg. Tre store trækasser fyldt med løg, peber, hvidkål, gulerødder, majroer, kartofler, auberginer, ingefær, hvidløg og æbler. Foruden en uvis mængde af mysli, cornflakes, sukker, marmelade, salt, te og kaffe. Endelig skal jeg ikke glemme de otte levende kyllinger.
Bahadur er en travl mand, og lad mig bare afsløre med det samme – en strålende kok. Han forlader, stort set, kun sit telt når lejren brydes ned om morgenen og karavanen drager videre til næste stop. Han har to hjælpere, Dorje og Sonam, og sammen knokler de det bedste de har lært fra det øjeblik vi har etableret en ny lejr, ved et passende vandløb.
Kyllingerne er naturligvis også til hest, de opbevares i en stor kurv på toppen af kokkens øvrige grej. De får næppe siddesår eller lignende, men må være en smule rundtossede efter dagens ridt. Når køkkenteltet er rejst, bliver de lukket ud, men de holder sig altid tæt ved kornsækken. I dag var rejsen slut for tre af kræene. Bahadur er netop ved at udbene dem til schnitzler. Dorje svitser lækre grøntsager, og Sonam bager flade hvedebrød (chapati).
Denne aftensmenu lyder på:
Fransk løgsuppe
Skidne æg
Fritterede kyllinge schnitzel
Pasta m. spinat rørt i ostesause
Finthakkede grøntsager, vendt på panden med revet ost på toppen
Panerede auberginer
Dybstegte bananer
Te/kaffe
Når vi lægger os (sådan ca. kl. 20.00), godt trætte og ør af oplevelser og indtryk. Ja, så fortsætter arbejdet i det lille køkkentelt. Der skal ryddes af og vaskes op. I mellemtiden koger Bahadur dal bhart (linser og ris) til sine medarbejdere, samt forbereder frokosten til i morgen.

Good Morning Sir! Good Morning Madame! sådan bliver vi vækket med et kop te kl. 0600. Tre kvarter efter er der morgenmad. Bahadur og hans svende har dog været i gang et par timer allerede. Der skal koges og nedkøles 4 l. drikkevand per deltager til dagens trek, i alt godt 35 liter. Alle tre petroleumsbrændere hvæser. Vandet er allerede stillet til afkøling i bækken, nu gælder det havregrød, chapati og omeletter. Sonam serverer og mens vi sidder og mæsker os, er Dorje igang med at pille vores telte ned.
Bahadur og Sonam, har stadig travlt i køkkenteltet. Nu er de ved at lægge sidste hånd på vores hot lunch. Ganske vist delvis genbrug fra aftenmaden (hvis der er mere tilbage), men altid nybagte chapati-brød. Det bliver endelig lagt i de praktiske indiske tre-i-en stålbokse, (ris, grøntsager, brød) og så ned i et thermobox.

Op gennem Markha-dalen
Vi nærmer os Markha-dalen og vi er stadig på vej ned. En stor del af dagen må vi sidde af fordi stien er stejl og meget smal. Vi skal igennem en vild og dramatisk slugt, hvor klipper i mange nuancer rejser sig stejlt over vore hoveder.
Ved den lille by Skiu sidder vi igen op, for nu løber bækken ud i den lille flod Markha Chu. Vi er nu i den brede og smukke Markha-dal i vel godt 3400 meters højde. Herfra blive det let og de næste tre dage kan vi nyde at være på hesteryg uden de store udfordringer.
Den største by her er Markha, her er omkring 20-30 familiehuse, men mange af dem ligge aflåste, forsømte og forladt. Kun gamle og få unge kvinder med småbørn er tilbage. De unge har i mange år søgt til Ladakhs hovedby, Leh, for at søge uddannelse eller starte en butik. Tiden er ved at rinde ud for bondelivet i Ladakhs bjerge, om 20 år vil det være svært at finde beboede byer her – desværre.
Af samme grund er der ikke mange tehuse i Markha-dalen. Vi har slået lejr på en grønning omkranset af store gamle rosenbuske. Rosa Myesii hedder de, også kaldet Tibetansk Rose.
Hestene står på en lang række ved siden af hinanden. De ser ikke for godt ud, for de blive brugt hårdt i den korte sæsonen. Faktisk er der så sparsomt med æde i højlandet, at man ofte må medbringe hø til flere dage.
Derfor deler vi også lidt (i smug) af den rigelige aften og morgenmad med vores firebenede ven. Min hedder Ibrahim og har en fin hvid blis.

Kort efter Markha passerer vi ”Den store hestetand Klippe” en imponerende klippe der som en vejviser markerer, at her kan man forlade dalen og trænge ind i Zanskars bjerge. Det er også her vi møder døden… En lille hest kunne ikke mere. Den ligger nu med åben bug og tomme øjenhuler og vidner om at alt har en ende… ”Nothing is permanent except change”… lyder et klassisk buddhistisk udsagn. Her endte den sine dage, blev pillet af gribbe og andre vilde dyr, og resterne går langsomt men sikkert, i et med omgivelserne.
Men vi skal videre op i Markha-dalen. Bag en lav kratskov af tamarisk ser vi nu Ladakhs højeste bjerg, Kang Yatse, 6400 meter. Dyrene ved udmærket at det er den vej vi skal og snart efter kan vi sidde af i den smukt beliggende landsby, Hankar.
Her ligger en gammel røverborg, eller er det en lille lokal fyrste der har regeret her? Højt på en klippe står kun tårnet og lidt murværk tilbage. Der er ikke mange dages trek til det store tibetanske højland Chang Tang, hvorfra nomader har handlet salt og uld med rige købmænd fra Kashmir… Hvorfor ikke opkræve nogle skatter her og der?
Vi er på vej til Nimaling – ”Solens Sted”, en højdal i små 5000 meters højde. De små heste er igen kommet på hårdt arbejde, men “de kan lide det” siger Namgyal, vores hestemand. Gad vide hvad han mener, tænker jeg. Måske mener han at de glæder sig til græsgangene ved Nimaling.
Ved en lille sø ligger der endnu et sæsontelt. (Disse tehus-telte er i øvrigt kasserede materielfaldskærme fra den indiske hærs overskudslager). Her må vi lige strække benene og lade hestene få pusten. Dette er Verdens Tag og vi kan skue ud over de vilde Ladakh og Zanskar bjerge.
Fossen Nimaling Chu, løber dybt under os og lige overfor ser vi en samling stærkt forvitrede klippe. Med lidt god vilje og – dårligt syn, kunne det minde om facaden til Milano Dom… Det vi ser er et meget fint eksempel på årtusinders erosion. Bjergene her er skabt af aflejringer fra havets bund, og består af meget forskellige materialer. Noget er blødt eller porøst, som fx kalksten og skiffer. Andet er hårdt, fx gnejs eller måske granit. Havets bund blev løftet op til de bjerge vi ser i Himalaya for mere end 500 millioner år siden. Årtusinders slitage af sol, frost og vind har derefter nedbrudt de bløde sten, og tilbage står søjler af de hårdere materialer – ofte bærende en mindre sten på toppen… Resultatet er det vi ser: et monument, naturens eget kunstværk – eller en inspiration til Milano Dom.
Nimaling er en stor grøn højdal hvor områdets bønder græsser deres flokke af pashmina geder, en tibetansk sæter. Her er to jordhuler, eller meget ydmyge levesteder bygget af sten og tørv. Samt en række stenfolde til dyrene. Sidst på dagen kommer dyrene hjem til malkning. Yakokser, får og de små geder og så får folkene travlt.
Den fine pashmina plukkes dog kun i maj, når den strenge vinter er ved at være forbi, og den findes inde under den tykke pels. Dette ultrafine hår (mindre end 1/6 af menneskehår) vokser frem når vinteren er nær og betyder at de kan overleve i det barske klima hvor det kan fryse ned til -40 grader. En ged producerer kun 80-100 gram hvert år, det betyder at der skal godt tre geder til blot et enkelt sjal
De lokale bønder får til gengæld mere end 10 gange så meget for pashmina uld som almindeligt fåreuld. 1500 rupiers for pashmina og 150 Rs. for almindelig uld per kilo. (Priser fra 2010)
Vi besøger folkene i deres små sæsonboliger. Ikke meget charmerende, men spændende at se hvordan der laves mælk, ost og yoghurt, og hvor ydmygt man bor. Men størst er vores overraskelse da vi erfarer, at en af de unge malkepiger er hjemme på sommerferie. Hun læser historie og litteratur på Universitetet i Delhi.
Vi tager en hviledag her i små 4800 meters højde, for at pleje os selv m.m. Jeg tager et lille soloridt med vores guide Dorje. Her opdager jeg at vores små tibetanske heste, pludselig slår over i tølt… klassisk islænder.

Den sidste store kraftanstrengelse, Kong Maru La 5100 meter og Purpurslugten
Kong Maru La er navnet på passet der ligger 350 meter over Nimaling. En lille gruppe trekkere slæber sig pustende op af bjerget. Det ser hårdt ud – det er hårdt at gå stejlt op til over 5000 meter. For os går det let, vi er oppe på en times tid.
Stort udsyn til Kang Yatse mod syd, og ned gennem den dybe ”Purpurslugt” mod Indus dalen, mod nord. Vi binder et par bedeflag og jeg kaster en håndfuld små tynde pergamentflag – lungta ud i vinden.
Chang-Sumdo,-PurpurdalenSporet ned er så stejl at det igen er tid til at et par ladakhi-hjælpere tager hestene. Dagens trek er pragtfuldt men hårdt, for vi skal krydse fossen mange gange. Vi må springe fra sten til sten eller smide støvlerne og vade over, støttet af den altid nærværende Tsewang Dorje.
Jo længere vi kommer ned, jo mere snæver bliver slugten, hvor klipperne efterhånden changere mellem grøn og purpurrød. Det er stort og meget dramatisk. ”Bharal!” råber Dorje pludselig og peger på klipperne over os. Nu ser vi dem, de falder fuldstændig sammen med bjerget når de står stille… En stor gruppe blågrå Blue Ship, nu mangler vi bare sneleoparden, tænker jeg.
Vi sover i landsbyen Chang Sumdo og næste dag er vi tilbage i Leh.


Om ride trek:

Som erfaren trekker må jeg sige at det er stort og meget anderledes at have sin egen hest. Det er noget jeg har ønsket at afprøve i mange år, og jeg vil gøre det igen. Veksler man med at ride og gå, som vi gjorde, gør det turen såvel let som romantisk syntes jeg. Det er dog ikke mange steder i Himalaya at det er muligt for en gruppe som vores. Det er desuden kun praktisk hvis der ikke er alt for mange op og nedstigninger.

Vi havde til 9 personer i 10 dage i alt, 23 pak og ride dyr. Måske er det kun muligt at skaffe så mange dyr i Ladakh, Zanskar, Nubra områderne, hvor det er standard at bruge heste/ponyer som pakdyr til trekking grupper.

Måske det kan arrangeres i Jomsom, Annapurna og Mustang.

Share

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *