IT IS a thrill trekking beside the upper Marsyangdi river in northern Nepal. On view are spectacular waterfalls and cliffs, snowy Himalayan peaks, exotic birds and butterflies. But just where tourists and villagers delight in nature, hydropower engineers and economists have long been frustrated; in such torrents they see an opportunity that for too long has been allowed to drain away.

Ovenstående er et klip fra The Economist november 2014

Med sin beliggenhed midt i Himalaya har Nepal de bedste forudsætninger for at levere ren og nærmest vedvarende energi. Det sker kun i et beskedent omfang i dag, hvilket enhver rejsende til Kathmandu har oplevet.

Dette skylde mange ting, ikke mindst historiske problemer med den store nabo i syd, Indien. Problemer om hvem der har retten til floderne og den energi man måtte kunne udvinde deraf. Det skyldes også korruption, dårlig regeringsførelse og 10 års borgerkrig og m.m.

Jeg er kommet i Nepal i mere end 30 år og Kathmandu har aldrig kunnet levere strøm døgnet rundt. I dag er strømmen typisk lukket ned i dagtimerne og der er udbredt brug af generatorere i alle størrelser. Befolkningen, og dermed efterspørgelsen på energi, er også øget dramatisk, ikke mindst pga borgerkrigen, og er vokset fra vel en million i 1985 til et sted mellem 3-4 millioner i dag. (Kathmandu dalen).

Men ifølge The Economist er store investeringer på vej

P1060493Jeg var i Nepal i Oktober 2014, og kunne ikke undgå at se, at et stort kraftværk var under opførelse ved Ngadi, på Marsyangdi floden ved Annapurna. Marsyangdi 1, et mindre kinesisk projekt der skal leverer 50MW. Det ser ikke kønt ud, og det bliver kun værre her på den gamle trekkersti rundt om Annapurna. Men det er konsekvensen af modsætningerne mellem trekking turisme/politik og energipolitik. For da jeg googler sagen, blev det klart at en lang række kraftværker, micro som mega er etableret her, eller på vej. Ikke mindst Upper Marsyangdi oppe ved Tal. Et værk der skal levere lige så meget som alle Nepals vandkraftværker tilsammen i dag, nemlig 600MW. Til sammenligning skal Horns Rev 3 i Danmark, levere 400MW energi til 400.000 husstande.

Det meste af energien fra dette værk kommer desvære til at ende i Indien, men aftalen med det indiske kompani GMR, indebærer også, at værket er Nepals ejendom efter 25 år.

Et gigantisk potentiale

Nedestående web anslår at Nepal har mulighed for at generere 40.000 MW ved totalt udnyttelse af vandkraft, men også at man i dag kun udnytter 600MW. Af Nepal ca 28 mill indbyggere har kun 40% adgang til elektricitet.

http://www.ippan.org.np/HPinNepal.html

http://www.economist.com/news/asia/21635071-bad-politics-should-no-longer-prevent-nepal-and-its-neighbours-making-most-some-amazing

http://nepalitimes.com/article/editorial/infrastructure-bottleneck-nepal,1845

Tre klip fra The Economist, november 2014:

GMR officials in Delhi are most excited by another river, the Upper Karnali in west Nepal, which is due to get a 900MW plant. In September the firm and Nepal’s government agreed to build it for $1.4 billion, the biggest private investment Nepal has seen

Another big Indian hydro firm agreed with Nepal’s government, on November 25th, to build a 900MW hydro scheme, in east Nepal, known as Arun 3.

Research done for Britain’s Department for International Development suggests four big hydro projects could earn Nepal a total of $17 billion in the next 30 years—not bad considering its GDP last year was a mere $19 billion.

Planerne er der og kontrakterne ligger på bordet – men det har de sådan set gjort i årevis. Spørgsmålet er om Nepals korrupte politikere er modne til at tilsidesætte egne interesser og klar til at tage ansvar for at udvikle det fattige land.

 

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax