Jeg er i Tibet med Peter Viuf Johansen. Vi har taget Landcruiser fra Lhasa til Nagatse og en truck ind i en dal der hedder Dalung. Her fik vi hjælp at bonden Karma, der med en yak førte os op over passet Ye La og ned til Tyu ved Purma Søen. I Tyu fik vi hjælp af Sangye til et to dages trek langs søens nordlige bred til nomadebyen Dzongo.

17/10 2000
Om hvordan vi kommer fra Lhasa til Dalung
Lastbilen har tabt pusten, stønner efter vejret som en højdesyg turist og går i stå igen og igen. Jeg tror, vi har haft tre stop inden for de første fem kilometer. Men der er heldigvis ikke langt til Dalung. Det er en stor landsby med et genopbygget kloster. Vi holder i en gyde, betaler chaufføren, og Trinle leder os til det lokale tehus.

Vi vil gerne videre allerede i dag, hvis det kan lade sig gøre. “Er der nogle, der kan hjælpe os med et par yak eller ponyer?” spørger vi. Tja, siger en mand, måske… vi har ingen yaks her, men han vil da gerne hjælpe os til Shangda dybere inde mellem bjergene. Han kan tilbyde en tohjulet hestekærre for 30 yuan – why not?

Vi forlod Lhasa tidligt i morges. Kørte med jeep til Nagartse og fik dér liftet med lastbilen, en gammel kinesisk Dong Feng. Jeg er denne gang i Tibet med Peter Viuf Johansen. Vi har ikke rejst sammen før, men Peter har accepteret to for mig afgørende forhold: 1. Vi skal medbringe en engelsktalende tibetansk guide/tolk. 2. Vi skal søge transporthjælp hos lokale yakdrivere undervejs. Jeg medbringer således en duffle bag, som er upraktisk at bære på ryggen, og lad mig sige med det samme: Det sidste var en fejldisposition fra min side. I ukendt land er det altid bedst at kunne operere uafhængigt. Vi har truffet aftale med en tibetaner om at være vores tolk undervejs. Han hedder Trinle, er 21 år, vil gerne engang være rigtig guide og taler rimeligt engelsk. Han forlanger 100 yuan om dagen, alt for meget, men grundet tidnød accepterer vi. Vores mål er Purma søen tæt på grænsen til Bhutan.

Omgivet af nysgerrighed, store smil og ugenert fnisen er vi på vej til eventyr. Tenzing, som vor hestekærre-mand hedder, smiler opmuntrende til os. Men selv om vi kan slænge os op ad bagagen, er det bumlet og ret ubekvemt. Det varer ikke længe, inden vi foretrækker at gå ved siden af.

Vi er hurtigt i yakland, en bred dal med mange landsbyer og hundredvis af yak, dri og andre græssende dyr. Dalen emmer af velstand, og kvæget sukker af fryd, mens det ledes hjem til malkning. Passerer et stort smukt kloster, kaldet Tara Gompa, og endelig efter ca. to og en halv time stopper vi i landsbyen Shangda.

Stort show, da vi rejser det lille telt, alle skal se eller være med. Vi tager afsked med Tenzing, solen går ned, og straks er det koldt her i 4.400 meters højde. Varmer lidt mad og springer i posen. Trinle sover i et landsbyhus.

18/10 Om hvordan det lykkes for os at lokke Karma væk fra høstarbejdet og føre os over passet til Purma Tso
I Shangda er man ved at høste, og det er da nok så spændende. Men for vores videre færd er det ikke så godt, for alle er selvfølgelig stærkt optaget af deres eget. Men det er nu, vi er her, så vi presser på, og da vi lugter langt væk af penge, er der endelig én, der tilbyder sig. 70 yuan for at bringe os til Tyu Gompa ved søen, og det samme for at gå alene tilbage. Igen en høj pris, men efter lidt forhandling accepterer han 100 yuan i alt. Og efter lidt mere spilfægteri om pengene her og nu lover han at være klar i løbet af en halv time. Det er også på høje tid. Klokken er 13.00, og det er faktisk for sent. Trinle trækker to yaks ud fra folden, og vores tasker bliver spændt på. Vejen er ikke til at tage fejl af, for enden af dalen ser vi passet Ye La, så Peter og jeg går i forvejen, mens Karma, som vores nye ven hedder, får sig lidt mad.

Jeg er så heldig at finde et fossil, som stammer helt tilbage fra dengang, Himalaya og store dele af Tibet var havbund. Trinle har aldrig set noget lignende, og min forklaring om et ocean, forstenede fiskedyr og millioner af år får ham til at kikke på mig med et udtryk i øjnene som “manden er gal”.

Efter godt fem timer er vi endelig i passet Ye La 5.165 m., og Purma Yum Tso åbenbarer sig for vore øjne. Hvilket herligt syn, en stor blå sø, vel 30-35 km lang, med mægtige snetinder som bagtæppe. Vi gætter på, at den store ispansrede tinde på østsiden er den 7.500 meter høje Kula Kangri. Søen er ganske rolig i dag, siger Tenzing og fortæller, at når skyer trækker et slør hen over vandet, ja så bliver hele sceneriet luftigt og svævende… “Den flyvende Turkis”.

”Lha so sososoooo,” – Guderne skal sejre, råber Karma, da jeg slipper hundredvis af lungta-pergamenter ud over passet. Dette for at minde de fæle dæmoner – der altid lurer lige om hjørnet – om, at vi er i buddha dharmaens land. 

Heroppe i højderne går yak og dri på græs, tilsyneladende uden opsyn. En sti fører ned mod en lille høj ved den østlige ende af Purma. Vi kan ikke se den endnu, men dér bag højen skal Tyu Gompa og en lille landsby befinde sig. Det er sent, vi er trætte og mens vi hastigt tumler ned mod søen, kaster aftensolen sine varme farver ud over sceneriet. Et hverdagsmirakel, som burde opleves, ikke blot registreres. Det er som en eksplosion i rødt, orange og gult. Men som så ofte i disse tibetanske bjerge – lydløst, stumt, som en film hvor lydsporet er lukket ned… Men vi har travlt med at komme under tag og til ro.

Vore 15 meter lange skygger tones ud, kun vore ansigter lyser lidt endnu. Men mørket kommer hurtigt, den sidste time famler vi os usikkert ned over bakken til landsbyen ved søen. Klokken 20.30 og syv timer efter, vi har forladt Shangda, står vi tilsyneladende uden for en by. Kan intet se, intet lys overhovedet. Men hundene har for længst mærket vores komme og hyler i vilden sky.

Her står vi så i buldermørke og småskændes med Karma. Han vil ikke ind i byen. Vil spænde fra og have resten af sine penge. Han siger noget til Trinle om at gå hjem til Shangda allerede i aften! Vi betaler ham og sender Trinle ind i byen for at skaffe os et sted at sove. Hører ham kalde efter hjælp mellem de nervøse hunde, og omsider tændes der lygter, og folk kommer ud af husene. Tumult, snakken, fnisende unger og flaksende lygter… men efter en tid vises vi til et hus midt i byen. Det er dzongpön (borgmesteren), som har taget hånd om situationen, og snart efter sidder vi i et gæstehus med seks senge og elektrisk lys fra en generator. Kan det være bedre?.

Om hygge og nærvær – meget langt fra ”andedammen”
Vågner dejlig varm efter lang nats søvn. Tyu ligger 30 meter over søen og mere end 5.000 meter over havets overflade. Her bor ca. 120 mennesker, og familierne lever af, hvad yak og dri kan give af mælkeprodukter samt uld, skind og kød. I fællesskab holder de 4.000 får og geder.

Fra byens torv ser vi ud over den østlige side af Purma direkte mod det 6.425 meter høje bjerg Manda Kang. Men lidt længere væk nede på grænsen til Bhutan er den virkelige tinde, det 7.554 meter høje Kula Kangri. Purma søen er beliggende i en fjern og isoleret egn kaldet Lhodrak, men ikke desto mindre ser vi med jævne mellemrum jeeps og lastbiler komme op fra de dybe dale nær Bhutan. Lige nu er her fuldstændig stille og fredfyldt. Ingen vind til at bevæge bedeflagene eller kruse liv i søen. Ingen lyde, end ikke ungers leg høres. En æterisk verden af form og farve, næsten for stille og fredfyldt til at være virkelig… og det er netop det specielle ved tibetanske scenerier.

Ved middagstid, hvor solen rigtig har styrke, samles folk på torvet. Især gamle mænd og kvinder, men også unge mødre med deres småbørn. De fleste spinder yak- eller fåreuld, enkelte karter. Drengene render rundt og er småfrække. Men alle hygger sig gevaldigt i denne afslappede atmosfære, og så er der jo os at snakke om. Hygge – dette ærkedanske begreb, som nogen siger, at vi er berømte for ude i den store verden. Men hvor findes hyggen i dagens arbejdsstressede og fremmedfjendske Danmark? Næ, kom til Tibet, Nepal, Himalaya så vil du opleve hygge. Dette at naboer og bekendte kan mødes en stund som fx her på det ydmyge torv og sludre om løst og fast. Sætte sig ud i solen og gnide sit lille barn i olie eller afluse hinandens hår, samtidig med at man ved, at man intet forsømmer. 

Småungerne er hele tiden genstand for opmærksomhed. Med smørglinsende hår og godt indpakkede går de fra hånd til hånd, mor til bedstefar, bror til søster. Kys, kram og nusseri. Jeg kan ikke løsrive mig fra dette råhyggelige samvær.

En pige på vel 15-16 år kommer til, og straks er der en af de unge mødre, der med kropssprog spørger, om jeg vil sove med pigen? Først tror jeg, at jeg har misforstået, men nej, hun insisterer, og pigen ser lidt forlegen ud. Jeg takker nej og viser med min ring, at jeg allerede er en gift mand. Jamen så ham derinde (Peter), siger de frittende.

I morgen går vi videre, for Trinle har fået kontakt til to unge gutter, der vil følge os hele vejen til landsbyen Dzongu ved den anden ende af søen.

Om forskellige værdier
Gato og Sangey har slægtninge langs søen, men de har også et alvorligt ærinde ude vestpå. For et år siden blev en yak væk for dem. Nu har de fået underretning om, at en yak meget lig den mistede er set i en landsby ude vest for Purma. En yak er kostbar, ofte repræsenterer den en værdi af 2.500 yuan. (Næsten det samme i danske penge). “Er den brændemærket?” spørger vi. Nej, men den har en meget let genkendelig blis og hale, er svaret. Hm, tænker jeg, det bliver vist ikke så let at afklare.

Med udsigt til Kula Kangri, grænsen til Bhutan

Peter er ikke rigtigt akklimatiseret og derfor ikke på toppen, og under alle omstændigheder finder vi det for langt at gå 30-40 kilometer, som vi skønner, at der er til Dzongu. Folkene har forlangt 50 yuan for at følge os dertil. Men også fortalt, at de har en onkel, der lever godt halvvejs. Vi tilbyder 100 yuan, men vil dele turen op i to dage og overnatte ved denne onkel.

Kl. 09.00 er de klar, solen er igen hængt op og lokker godtfolk af huse. Vore folk er unge gutter, vel 20 og 30 år, og brødre. De er mødt op med to stærke tyre, og mens de spænder på, siger vi pænt farvel og tak til dzongpön og den lille landsby.

Der er en jeepvej ca. 50 meter over søen, så den følger vi det første par timer. Der står os en kold vind i møde, jeg måler +5,5 på brystet og 36 grader på ryggen, hvor solen bager. Nede ved søbredden ser vi et ensomt telt og nogle drier og kalve. En mand vinker, det er slægtninge, så vi slår et smut forbi. En ældre bror er ved at malke drierne. Otte kalve står bundet, og efter at de har suttet mælkeflovet i gang, bliver de med fast hånd hevet fra. Men det er minimalt, hvad en dri giver, måske én liter fed mælk.

Udsigten ned over Purma Yum Tso er storslået, og de hvide tinder, som er en effektiv grænse ind mod Bhutan, skifter ustandselig form og karakter. Jeg drømmer mig ind over disse eventyrlige bjerge, der ifølge kortet bl.a. hedder Jejekangphu Kang og Table Mountain, begge godt 7.000 m. og ganske sikkert stadig jomfrueligt land, da bjergbestigning er en helt ny aktivitet i Bhutan.

Hvor jeepvejen svinger væk fra søen og ned mod Shangda, finder vi et læsted og meddeler Trinle, at vi vil have en middagspause. Det er ikke første gang, vi stopper og hviler lidt. Men nu reagerer den unge Sangey, som er stærkt irriteret over vore stop. Via Trinle prøver vi at fortælle ham, at han de facto er ansat af os, så det er os, der bestemmer farten. Men sådan noget vrøvl kan han overhovedet ikke forstå. Sangey er så oprevet, at han til Trinle siger: “Hvis de ikke kan gå, så skulle de hellere blive væk, måske skulle han spænde fra og gå hjem.” Skal man le eller græde? Trinle græmmer sig i hvert fald. Vi prøver at tage det pædagogisk.

Sagen er den, at disse folk, som kun har lidt eller ingen erfaring med fremmede, ikke er vant til eller indstillet på at arbejde for andre end dem selv og familien. 100 yuan for to dages arbejde – eller skal vi sige for at gå til Dzongu for at søge efter sin forsvundne yak, er særdeles godt betalt. Til sammenligning tjener en politimand i Lhasa 300 yuan om måneden. Vort problem er, at uden ekstra god betaling får vi ingen til at rejse sig fra det hyggelige torv. Anden omgang handler om at få Trinle til at fortælle Sangey, at vi er her for vores fornøjelse… Vi er klar over, at det kræver god fysik; vi gør det, så godt vi kan, men selvfølgelig vil vi bestemme farten. Senere har Trinle en god snak med Sangey, og det lader til, han forstår det bedre.

Vi medbringer en hel taske fuld af frysetørret mad, noget Peter organiserede hjemme i Danmark, mens jeg var på job – i øvrigt her i Tibet, (så derfor er jeg bedre akklimatiseret end Peter). Tyrolergryde, chili con carne, pasta bolognese, dertil et udvalg af morgenmad samt te, kaffe og mælkepulver. Peter har desuden medbragt en velfungerende multibrænder, som i øjeblikket kører på indisk diesel. Så alt i alt har jeg aldrig været så velforsynet med madvarer som nu. Vi tilbyder vores utålmodige ven en portion tyroler til afveksling fra den trivielle tsampa. Han takker ja, men var ikke mere begejstret, end at han overlod halvdelen til naturens hungrende væsener.

Det er en øde egn af Tibet, vi har valgt. Sceneriet er som i Vesttibet, tørt og goldt, men kan dog skaffe føde og næring til en halv snes små byer omkring søen. Det sparsomme græs er her i oktober gnavet helt ned til rødderne, og vi ser da heller ikke meget vildt. Hvad ser vi? Ravne, gulnæbbede alliker og ikke mindst små pibeharer, der fiser nervøst fra hul til hul. En enkelt kanin i ny og næ og små fine grå- eller snespurve – så er det sagt. Edelweiss vokser overalt, men er meget undertrykt af det barske klima. Jeg er lige ved at tro, at pibeharerne lever af edelweiss.

Men netop som jeg tænker dette, siger en af folkene “nayia!” og peger ned mod søen, hvor en flok antiloper på vel 30 stykker er nede for at drikke. De er langt væk, men i kikkerten ser jeg dem klart. Nayia kaldes de åbenbart her, men jeg er sikker på, at det er chiru antiloper. En stærkt truet art, der jages og handles for dens superfine uld.

Skæv af gedelort og gyllegas
Vi når passet 5.200 m. Har vel gået fire-fem timer, men har med andre ord kun løftet os 200 meter op, og alligevel er vi flade for i dag. Ser tilbage, hvor vore lokale venner kyser dyrene op mod os. Under os ligger søen, og den lokale skytsgud, Kula Kangri-bjerget, troner ude mod øst. Alt i alt et tidløst billede… I min bagage har jeg frysetørret mad og nescafé, jeg er hjemme igen om to uger. Ved min side ser jeg to unge gutter fra – jeg er lige ved at sige ”jernalderen”. De har aldrig været i Lhasa eller nogen større by og lever i et land, som ikke har forandret sig meget, siden det indiske subkontinent hævede Himalaya op fra bunden af Thetyshavet for millioner år siden… Jeg fjols, hvordan kan jeg tro, at vi “taler samme sprog”.?

På vej ned møder vi en hyrde med hundreder af geder og får, Sangey og Gato’s onkel, og snart efter dukker hans lille farm op. Nera kaldes stedet. Farm er så meget sagt, Nera er et par stenfolde og en eneboerbolig. Uret viser 16.00, solen smiler stadig venligt ned til os, men det er en flygtig glæde, kun bundet til strålevarmen. Snart dør hun hen, og aftenens og nattens råkulde hersker. Så det handler om at få rejst teltet og varmet noget mad i en fart. Gato og hans tre venner er gået videre til landsbyen Dzongu. Sangey og Trinle finder plads hos hyrden.

19/10 Om vandring langs Purma søens nordkyst, fra Nera til Dzongo
Purma-1_sn-25-1000For 120. gang vender jeg mig rundt. Ser at Peter sover trygt med tophue og næsen godt nede. Kl. er 07.00 og ikke så koldt som forventet. Termometeret viser +3,5 grader og trods det at jeg må lukke hele den øverste del af sovepose med sikkerhedsnåle, har jeg ikke frosset.
Fårene plirrer nervøst med øjnene da jeg er ude for at besørge min morgentoilette. Ganske tæt ligger de sammen i de to stenfolde, godt beskyttet mod ulve og andet djævelskab. Vores unge ven Trille har også ligget tæt. Fortumlet kommer han ud af fåreholderens hus – beskidt og halvskæv af at indånde røgen af fårelort hele natten – ikke det bedste han havde oplevet.
Sangeys onkel er 64 år og har været fårehyrde i 40 år. Han bor det meste af året her ved Nera og passer 400 får og geder, tilhørende familier fra landsbyen Tyu. De fleste er bukke og væddere og inden vinter skal de slagtes. Sangey siger at der kun er ca. tre timer herfra til Dzongo, og at vi kan bruge al den tid vi ønsker på turen! Er vi alligevel ved at tale samme sprog…?

Kl. 09.30 er vi på vej op over endnu et lille pas. Lange skygger danser efter os, for i virkeligheden (fx indisk tid) er kl. kun ca. 07.15 og det er nøjagtigt så årle morgen som det ser ud. Stille morgen. Ingen vind. Solen er igen glad og eneste problem er at Peter har det svært med den tynde luft – han lider lidt af højdesyge. Jeg har det selv meget fint, men jeg har også lige været på to ugers rejsejob i Tibet. Langsomt, ganske langsomt går det op over bakken. Ja, bakke er faktisk hvad det er, en græsklædt bakke med skærver og tørv. Det tager os et par timer og højdemåleren viser omsider 5290m. Nede i den nye dalbund ser vi landsbyen Dzongo, men også at vi er på vej væk fra Purma Yum Tso.
Vi gør holdt for en tidlig frokost, mens vi er heroppe i højderne. For herfra ser vi, for måske sidste gang, “Den Flyvende Tyrkissø”. Dette magiske navn stammer så vidt vides fra, to faktuelle forhold. Dels at søen er usædvanligt højt beliggende, og dels at der til tider opstår nogle sære tåger over midten af søen, således at hele søen syntes at svæve mellem skyerne. Men der er en anden eventyrlig flyver på spil. Omkring os kredser lammegribben – Den Flyvende Drage, med de gule øjne og det fæle hageskæg. Denne sære grib, der altid flyver ensomt, og som glider afsted som een vinge uden den mindste bevægelse.
Ensomt ligger søen dernede. Men selv her fra lang afstand ser jeg at der er liv i vandspejlet, at sol, vind og skyerne (nogle ville kalde dem guder) har gang i en leg om hvem der kan skabe de smukkeste blå nuancer.
Ovre på sydsiden ser vi et par små landsbyer, men det er de hvide bjerge der drager. Tinderne derude på sydvestsiden ligger i Bhutan og hedder på vores kort, Tablemountain, Jojekangphu Kang og Masa Kang, alle over 7000m, og ganske sikkert stadig jomfrueligt land, idet bjerge i denne højde ingen interesse har for moderne alpinisme. I sandhed, Tibet er en fæstning beskyttet af mægtige tårne og spir.
Går langsomt ned mod Dzongo, over tuegræs og små vandløb. Omkring byen græsser igen hundreder af yak og dri. Dzongo er større end Tyu, ”200 mennesker” siger Sangey, og stor er vores overraskelse da vi ser, at næsten alle husene er jordhuler – eller måske mere korrekt, de er bygget af simple tørveblokke. Dzongo ligger ikke spektakulært som Tyu, men i en stor åben dal, et godt stykke fra søen og så lavt at vi kun lige kan skimte den.
Sangey spænder af lige uden for byen. Der er allerede opløb og snart efter har vi tilbud om husly for 10y per seng. Det røde flag vejrer over en bygning i den anden ende af byen – PSB – Politiet er min første tanke. Men nej, det er blot skolen og i øvrigt dér vi skal sove. Som eneste bygning i Dzongo, er skolen bygget af soltørrede sten og omsluttet af en mur.
Vi bliver vist ind til en overrasket lærer, som dog hurtigt fatter sig og bekræfter at vi kan bo hos ham, og at han tilfældigvis har tre brikse. Sammen med os er strømmet den halve landsby, af unger og unge kvinder. Alle skal ind i den lille stue og nyde synet. Så stor og grænseløs er deres nysgerrighed at de nærmest tumler over hinandens ben for at komme til. Så stor er deres usikkerhed, at hvis vi blot kikker en ud eller rækker ud, så hviner og viger de tilbage.
Aldrig før har det været så interessant at jeg vaskede mine tæer.

20/10 Om tørvehusebyen Dzongo
Sover længe, 12 timer og vågner først ved at Tsewang trækker gardinet fra og åbner vinduet, og solen og den friske luft trænger ind til os.
Hvis ellers jeg kunne tibetansk, kunne jeg i loftet læse Tibet Daily, og tæt ved mit øre kværner en billig transistorradio med – måske nyheder – det lyder som fiskerinoteringer fra Grønland. Jeg ligger lunt og godt i skolelærer Tsewangs lille og ydmyge hus i landsbyen Dzongo, Purma Vest.
Flaget med de fem stjerner bliver hejst og ungerne kommer kl. 09.30. Uden mange ord sættere læreren dem i gang i tre forskellige klasser – selvforvaltning, kan man vel kalde det, mens han selv, til stor glæde for især Trille, er optaget af at skrælle kartofler til pommesfrites.
Lærer Tsewang har med smuk stil skrevet alfabetet, og hele formiddagen klarer ungerne sig selv ved på skift at repeterer bogstaver og stavelser for hinanden. Det er opløftende at se at flertallet af eleverne er piger.
Tsewang er midt i 20’erne og er udsendt af den lokale styrelse i Nagartse. Han har kun været her i et halvt år men skal gøre tjeneste i Dzongo i tre år. Han får 275y om måneden og denne fri bolig. Det koster ikke noget at gå i skole, men der skal dog betales for bøgerne.
Vi slapper af, vasker os mens Trille er sat til at finde en ny yakmand. Det er dog ikke så let, faktisk ikke en eneste der har vist interesse. Sammen med Trille går jeg fra hus til hus. Der er vældigt liv indenfor i de små gårde. Der spindes og væves og småunger gnides i olie og lægges på et skind i solen. Men der er stort set ingen mænd hjemme, og kvinderne bedyrer at de ingen yak har, andre siger simpelthen yakpo mindu! – afvisende, ingen interesse!
Men vi går og skumler over denne afvisning og bevidstheden om hundreder af yaks på engene, kommer jeg i tanke om at vi stødte til en jeepvej kort før byen, og at denne vej formodentlig fører tilbage til Darong, hvorfra vi startede for flere dage siden. Vi hørte en lastbil komme stønnende i i byen da det var mørkt, men denne side af søen virker meget mere isoleret, så hvornår kommer den næste? Måske må vi starte med at gå selv med al bagagen, og så håbe på at et køretøj dukker op… Vi skal afsted i morgen, med eller uden hjælp.
Pludselig slår det mig at vi også har set hest og kærre i landsbyen… og næsten samtidig træder en mand ind i stuen og tilbyder os transport med hans kærre, til Darong! Han er dog særdeles prisbevidst og kræver 150y for ulejligheden. Men der er intet at betænke sig på – endelig har vi en aftale.
Snart skal vi forlade Purma Yum Tso, så Peter og jeg går en sidste tur ned mod søen. Der fører en jeepvej rundt om sydsiden af søen, og grænsen til Bhutan og helt tilbage til Tyu. Der ligger en mindre landsby ved vandet og i det åbne marskland. Et spor førere dertil men også gennem mudder og sump, og da vi endelig står ved indgangen til mudderfolkets by er rasende køtere ved at springe på os. Folk kommer til, smider sten efter hundene og leder os ind mellem tørvehusene. Igen dette forundrede blik, i dag har vi ikke Trille med, så vi kan ikke kommunikere.
Tilbage i Dzongu fortæller Trille os glad, at nu har han fået en anden aftale med en yakmand der vil føre os til Ralung, som vi ønsker. Men kan vi det? Vi har jo en anden aftale. Men aftaler er noget flygtigt noget herude i ødemarken – har vi erfaret. Så vi overvejer tilbuddet grundigt, men efter at have mødt yakmanden – og fundet ham tillidsvækkende – siger vi ja tak til endnu en aftale…
Vi beder nu Trille om at gå til hestemanden og aflyse. Trille siger at det vil skolelæreren tage sig af, og vi gør den store fejl, at akseptere dette. Jeg ser pludselig en knægt blive sendt afsted som budbringer og er straks klar over at dette er for lavt…
Det varer da heller ikke længe før hestemanden står i døren. Han er skuffet og vred, det er forståeligt og synligt for os alle, selvom han ikke hisser sig op. Støttet af os, forsvarer Trille sin handling, men det er tydeligt at den modne hestemands stille argumenter bider hårdt på Trille. Vi forstår ikke sproget man kan sagtens følge med i dette lille psykologiske drama. Skolelæreren er ved at krybe i et musehul, mens hestemanden taler om aftalesvigt og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste… Trille bliver mere og mere nedbøjet. Vi må erkende at manden har fat i den lange ende, og jeg tror han går så vidt at true med at stikke en kæp i hjulet for vor nye aftale, hvis ikke Trille ryster op med nogle gysser… Trille føler sig skyldig men er også for stolt til at inddrage os, er derimod på grådens rand da han trækker sin pung frem og rækker hestemanden 50y… well, dette økonomiske tab må vi vist tage på vores kappe.

21/10 Fra Dzongu over 5600 meter høje Dap La til Nomadcamp
Solen står endnu lavt da vi er klar til afgang. Yakmanden Tsering, er kommet med et par stærke yaks. Hans unge hustru og to børn hjælper til med at klargøre dyrene. Den en af yakkerne er en stor flot fyr på otte år med en rød kvast ved hornene og stigbøjler, således at han kan rides hjem.
Vi siger farvel til skolelærer Tsewang, og håber at han vil koncentrere sig lidt mere om sine dejlige unger fremover. Påfaldende var det at denne oplysningens mand, ikke havde et eneste spørgsmål til os…
Går ud gennem den flade dal og tager retning mod Dap La, da dette ifølge vores guidebog er vejen til Ralung. Det er ikke så let at holde styr på dyrene. For det første skal de hele tiden ledes på rette vej, så Tsering må ofte styrte til højre og venstre for at holde dyrene på ret kurs. Men ikke nok med det, den store vil bestemme farten, og hvis den lille stikker næsen for langt frem, bliver den jaget til side. Een gang går det ud over bagagen, som bliver kastet delvis af inden Tsering får stoppet balladen.
Churi_sn-Medium-50-1000Der er ingen vej, men det er nem gang over eng og tuegræs. Efter en timestid siger Tsering at det vil være hurtiger at svinge ind til en dal mod nord. Vi tvivler, men da han kun har været i Ralung een gang tidligere, og kun kender denne vej – og iøvrigt bedyrer at den ikke går over højere pas end Dap La – ja så gør vi det. Men det skulle vi måske ikke ha’ gjort. Langt inde i denne dal, får vi vores bange anelse bekræftet. Passet vi skal over er meget højt – måske 5600m! Vi raser lidt, skælder ud på Trille og Tsering, som slet ikke forstår vores bekymring – for det er jo det det er – bekymring. Tsering forstår sig ikke stort på højder. Højder og afstande, er blot noget der skal overstås. Her har man aldrig hørt om højdemålere, kilometer og landkort. Om et pas er 5200m eller 5600m, ja det er blot et spørgsmål om at gå en time højere op – og hvad så? Kommer man ikke frem i dag, kommer man frem i morgen. Sådan er tankegangen, sådan er livet, og der er ikke meget man forsømmer.
Sådan er vores tankegang jo sjældent, og heller ikke nu, det er vores plan at være i Lhasa i overmorgen, så vi har passende tid til at forberede hjemrejsen. Det er det evige problem med ikke at have helt den fornødne tid når man er på rejseeventyr i den store vide verden.
Det er for sent at vende om, vi tager vores lunch af frysetørret mad, samler lidt extra ressourcer frem og klarer passet i fin stil. Ved lhatsen og de blafrende flag måler jeg klokken fire om eftermiddagen højden 5520 meter. Så det som vi troede skulle blive en let dag, har udviklet sig til en besværlig og meget lang dag.
En stærk formildende omstændighed er, at vi også i dag ser en lille flok antiloper hoppe muntre afsted med deres hvide rumpe i denne sidedal.
Lang nedtur over bløde morænebakker. Vi passerer et par karka’er, som er simple stenhuse eller ly som hyrder har opført på de bedste græsgange. Langt ned i dalen ser vi nu en stor flok geder og får, vi må være tæt på det sted hvor der skulle være en nomadecamp.

Hyrden bliver glad for besøg, og tilbyder straks vore to venner husly i hans telt. Han beder om at låne min kikkert da der går en stor flok antiloper lidt højere oppe af bjerget. Igen er det de lysende bagdele der afslører de fredeligt græssende antiloper – eller er det bharal?
Dalen ender i en bred tværdal, og der ligger deres telt. Det er nu hverken et telt eller en nomadecamp, men et meget simpelt stenly med noget hjemmevævet yakuldtæppe som tag. Trille havde fået fortalt at her skulle ligge to telte, så han er ikke glad for dette nattely, som er så snævert at det kun er Tsering der kan være der. Heldigvis er der også rejst en anden simpel struktur, ja nærmest et telt af tørv. Her etablerer Trille sig for natten.
Vi slår teltet op på et lille plateau hvorfra vi kan overskue dalbunden og det iskolde vandløb, samt at en anden hyrde er ved at genne endnu en flok geder og får op til deres fold for natten.

22/10 Nomadcamp – Ralung
Selvom vi ligger i en ret åben dal varer det længe inden solen kommer til os denne morgen. Det er Bodhisattva Chenrezigs skyld. Sådan kalder de lokale det lille bjerg som skygger for solen. Vi kan ikke holde ud at ligge længere og må ud og bevæge os. Fra aftenens måltid havde vi en gryde med mælk, den er helt frosset, så den første halve time går med at varme dette op.
Vi er lidt uenige om vejen til Ralung, Tsering peger lige op af bjerget på den anden side dalen. Vi spørger efter Oki La, som er beskrevet i vores guide, men dette kender hverken Tsering eller hyrderne. Umiddelbart ser det også ud som om man kan følge vandløbet ud gennem dalen som svinger i den rigtige retning lidt længere nede. Og selvom vi er svært fristet af denne sidste løsning, vælger vi at gå over bjerget som Tsering anbefaler. Han er ikke i tvivl, og for os er det jo ligegyldigt hvad passet hedder.
Godt op af formiddagen er vi endelig på vej op over det næste bjerg. Der står tre varder, eller ministupaer oppe på bjergkammen. Er det allerede et pas? Tre små stupaer, der symboliserer Manjusri, Chenrezig og Vajrapani?, og som for den indviede betyder indsigt, medfølelse og styrke. Hvis det skal være helt rigtigt skal de desuden være malet hhv. blå, hvid og rød. Trille vidste det ikke, jeg glemte at spørge om Tsering vidste det, men jeg tvivler. Striberne som ofte males på landsbyhusene, symboliserer det samme, og hele huset bliver malet hvidt i februar hvor man fejrer nytåret.
Fra passet, som vi kalder Oki La, ser vi igen Nozim Kangtsang og andre af de store tinder omkring Karo La, men også at der er lang vej ind over flere pas. Tsering er kendt her og peger vejen ud. Vi bliver heldigvis højt oppe over 5000m, og ved det tredje pas ser vi ud over et kæmpe landskab med Ralung Gompa halvejs nede i dalen.
Vi har brug for at puste og hvile lidt, men det store sceneri giver desværre også plads til et af Tibets stærke elementer, blæsten eller Lunglha, vindguden om man vil. Det er simpelthen ikke til at finde læ heroppe, så vi tumler hurtigt videre ned gennem landskabet. Runder en kamp og ser en større landsby, dybt under os, “Ralung Phu” siger Tsering, altså øvre Ralung, og den er vel ikke længere væk end to timer.
Sporet fører stejlt ned i et sært landskab af lös, hvor floden gennem århundreder har skåret sig dybt ned i de bløde lag, og over tid skabt en 100 meter dyb slugt. I de stejle vægge er der store hulelignende åbninger, og på det flade tableland over slugten, går en ensom hyrde med hundredevis af får og geder.
Springer på et par trædesten over den lille flod og går ind i Ralung hvor vi, efter otte dage i ødemarken, igen ser et enligt poppeltræ i efterårsløv. Landsbyen er en smuk og romantisk landsby, og kun et par kilometer fra hovedvejen til Gyantse.
Tsering tror at vi er ved målet, men den går ikke, Trille må have fat i ham for at minde om at vi skal ud til hovedvejen, hvor der er mulighed for at finde transport til Gyantse.
Den lille yak bliver staldet op og bagagen omladet inden vi fortsætter. Endnu engang får vi et pragtvue til giganten Nozim Kangtsang. Og så er vi der – Ralung – Gededalen. En stor landsby umiddelbart ved hovedvejen. Vi iler hurtigt gennem byen og ud på vejen for at prøve lykken med et lift allerede i dag. Her sidder en gruppe lokale med stakke af pakkenelikker… jo! de har såmænd siddet her og ventet på et stop hele dagen! Vinden pisker os ned i ly bag et gærde.
Vi forstår nu at den store yak, så vild den end har været, er en rideyak. Tsering har fået sin betaling og er netop ved at klargøre bæstet til hurtig hjemrejse. Uden yderligere snak sidder han op, vender dyret rundt, som straks sætter i raskt trav og forlader os i en sky af støv…
Måske må vi blive i Ralung, men vi føler at turen er slut. Har brug for et værelse og meget gerne et bad. Efter at havde siddet og skulet en timestid, kommer der en Landcruiser, Peter springer op og vifter med arme og ben. Den stopper op. Det er fire tibetanere. Jo! vi kan da godt komme med, men hvad vi i gi’? Vi ved at der ikke kommer mange chancer af denne slags, men hader at blive plattet. Igen er det selvfølgelig sælgers marked – og så noget kan vi jo ikke li’. Vi betaler hvad de forlanger 150y for Gyantse.
I buldermørke kører vi gennem porten til Cloating Factory Hotel i Gyantse.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax