Jeg er i Tibet med Peter Viuf Johansen. Vi har taget Landcruiser fra Lhasa til Nagatse og en truck ind i en dal der hedder Dalung. Her fik vi hjælp at bonden Karma, der med en yak førte os op over passet Ye La og ned til Tyu ved Purma Søen. I Tyu fik vi hjælp af Sangye til en to dages trek langs søens nordlige bred til nomadebyen Dzongo.

19/10 Fra Nera til Dzongo
Purma-1_sn-25-1000Dagen starter i Nera. For 120. gang vender jeg mig rundt. Ser at Peter sover trygt med tophue og næsen godt nede. Kl. er 07.00 og ikke så koldt som forventet. Termometeret viser +3,5 grader og trods det at jeg må lukke hele den øverste del af sovepose med sikkerhedsnåle, har jeg ikke frosset.
Fårene plirrer nervøst med øjnene da jeg er ude for at besørge min morgentoilette. Ganske tæt ligger de sammen i de to stenfolde, godt beskyttet mod ulve og andet djævelskab. Vores unge ven Trille har også ligget tæt. Fortumlet kommer han ud af fåreholderens hus – beskidt og halvskæv af at indånde røgen af fårelort hele natten – ikke det bedste han havde oplevet.
Sangeys onkel er 64 år og har været fårehyrde i 40 år. Han bor det meste af året her ved Nera og har 400 får. Det er alle væddere og inden vinter skal de slagtes. Sangey siger at der kun er ca. tre timer herfra til Dzongo, og at vi kan bruge al den tid vi ønsker på turen! Er vi alligevel ved at tale samme sprog…?

Kl. 09.30 er vi på vej op over endnu et lille pas. Lange skygger danser efter os, for i virkeligheden (fx indisk tid) er kl. kun ca. 07.15 og det er nøjagtigt så årle morgen som det ser ud. Stille morgen. Ingen vind. Solen er igen glad og eneste problem er at Peter har det svært med den tynde luft – han lider lidt af højdesyge. Jeg har det selv meget fint, men jeg har også lige været på to ugers rejsejob i Tibet. Langsomt, ganske langsomt går det op over bakken. Ja, bakke er faktisk hvad det er, en græsklædt bakke med skærver og tørv. Det tager os et par timer og højdemåleren viser omsider 5290m. Nede i den nye dalbund ser vi landsbyen Dzongo, men også at vi er på vej væk fra Purma Yu Tso.
Vi gør holdt for en tidlig frokost, mens vi er heroppe i højderne. For herfra ser vi, for måske sidste gang, “Den Flyvende Tyrkissø”. Dette magiske navn stammer så vidt vides fra, to faktuelle forhold. Dels at søen er usædvanligt højt beliggende, og dels at der til tider opstår nogle sære tåger over midten af søen, således at hele søen syntes at svæve mellem skyerne. Men der er en anden eventyrlig flyver på spil. Omkring os kredser lammegribben – Den Flyvende Drage, med de olme øjne og det fæle hageskæg. Denne sære grib, der altid flyver ensomt, og som glider afsted som een vinge uden den mindste bevægelse.
Ensomt ligger søen dernede. Men selv her fra lang afstand ser jeg at der er liv i vandspejlet, at sol, vind og skyerne har gang i en leg om hvem der kan skabe de smukkeste blå nuancer.
Ovre på sydsiden ser vi et par små landsbyer, men det er de hvide bjerge der drager. Tinderne derude på sydvestsiden hedder på vores kort, Tablemountain, Jojekangphu Kang og Masa Kang, alle over 7000m, og ganske sikkert stadig jomfrueligt land, idet bjerge i denne højde ingen interesse har for moderne alpinisme. I sandhed Tibet er en fæstning beskyttet af mægtige tårne og spir.
Går langsomt ned mod Dzongo, over tuegræs og små vandløb. Omkring byen græsser igen hundreder af yak og dri. Dzongo er større end Tyu, ”200 mennesker” siger Sangey, og stor er vores overraskelse da vi ser at næsten alle husene er jordhuler – eller måske mere korrekt, de er bygget af simple tørveblokke. Dzongo ligger ikke spektakulært som Tyu, men i en stor åben dal, et godt stykke fra søen og så lavt at vi kun lige kan skimte den.
Sangey spænder af lige uden for byen. Der er allerede opløb og snart efter har vi tilbud om husly for 10y per seng. Det røde flag vejrer over en bygning i den anden ende af byen – PSB – Politiet er min første tanke. Men nej, det er blot skolen og i øvrigt dér vi skal sove. Som eneste bygning i Dzongo, er skolen bygget af soltørrede sten og omsluttet af en fredelig gårdsmur.
Vi bliver vist ind til en overrasket lærer, som dog hurtigt fatter sig og bekræfter at vi kan bo hos ham, og at han tilfældigvis har tre brikse. Sammen med os er strømmet den halve landsby, af unger og unge kvinder. Alle skal ind i den lille stue og nyde synet. Så stor og grænseløs er deres nysgerrighed at de nærmest tumler over hinandens ben for at komme til. Så stor er deres usikkerhed, at hvis vi blot kikker en ud eller rækker ud, så hviner og viger de tilbage.
Aldrig før har det været så interessant at jeg vaskede mine tæer.

20/10 Dzongo
Sover længe, 12 timer og vågner først ved at Tsewang trækker gardinet fra og åbner vinduet, og solen og den friske luft trænger ind til os.
Hvis ellers jeg kunne tibetansk, kunne jeg i loftet læse Tibet Daily, og tæt ved mit øre kværner en billig transistorradio med – måske nyheder – det lyder som fiskerinoteringer. Jeg ligger lunt og godt i skolelærer Tsewangs lille og ydmyge hus i landsbyen Dzongo, Purma Vest.
Flaget med de fem stjerner bliver hejst og ungerne kommer kl. 09.30. Uden mange ord sættere læreren dem i gang i tre forskellige klasser – selvforvaltning, kan man vel kalde det, mens han selv, til stor glæde for Trille, er optaget af at skrælle kartofler til pommesfrites.
Lærer Tsewang har med smuk stil skrevet alfabetet, og hele formiddagen klarer ungerne sig selv ved på skift at repeterer bogstaver og stavelser for hinanden. Det er opløftende at se at flertallet af eleverne er piger.
Tsewang er midt i 20’erne og er udsendt af den lokale styrelse i Nagartse. Han har kun været her i et halvt år men skal gøre tjeneste i Dzongo i tre år. Han får 275y om måneden og denne fri bolig. Det koster ikke noget at gå i skole, men der skal dog betales for bøgerne.
Vi slapper af, vasker os mens Trille er sat til at finde en ny yakmand. Det er dog ikke så let, faktisk ikke en eneste der har vist interesse. Sammen med Trille går jeg fra hus til hus. Der er vældigt liv indenfor i de små gårde. Der spindes og væves og småunger gnides i olie og lægges på et skind i solen. Men der er stort set ingen mænd hjemme, og kvinderne bedyrer at de ingen yak har, andre siger simpelthen yakpo mindu! – afvisende, ingen interesse!
Men vi går og skumler over denne afvisning og bevidstheden om hundreder af yaks på engene, kommer jeg i tanke om at vi stødte til en jeepvej kort før byen, og at denne vej formodentlig fører tilbage til Darong, hvorfra vi startede for flere dage siden. Vi hørte en lastbil komme stønnende i i byen da det var mørkt, men denne side af søen virker meget mere isoleret, så hvornår kommer den næste? Måske må vi starte med at gå selv med al bagagen, og så håbe på at et køretøj dukker op… Vi skal afsted i morgen, med eller uden hjælp.
Pludselig slår det mig at vi også har set hest og kærre i landsbyen… og næsten samtidig træder en mand ind i stuen og tilbyder os transport med hans kærre til Darong! Han er dog særdeles prisbevidst og kræver 150y for ulejligheden. Men der er intet at betænke sig på – endelig har vi en aftale.
Snart skal vi forlade Purma Yum Tso, så Peter og jeg går en sidste tur ned mod søen. Der fører en jeepvej rundt om sydsiden af søen, og grænsen til Bhutan og helt tilbage til Tyu. Der ligger en mindre landsby ved vandet og i det åbne marskland. Et spor førere dertil men også gennem mudder og sump, og da vi endelig står ved indgangen til mudderfolkets by er rasende køtere ved at springe på os. Folk kommer til, smider sten efter hundene og leder os ind mellem tørvehusene. Igen dette forundrede blik, i dag har vi ikke Trille med, så vi kan ikke kommunikere.
Tilbage i Dzongu fortæller Trille os glad, at nu har han fået en anden aftale med en yakmand der vil føre os til Ralung, som vi ønsker. Men kan vi det? Vi har jo en anden aftale. Men aftaler er noget flygtigt noget herude i ødemarken – har vi erfaret. Så vi overvejer tilbuddet grundigt, men efter at have mødt yakmanden – og fundet ham tillidsvækkende – siger vi ja tak til endnu en aftale…
Vi beder nu Trille om at gå til hestemanden og aflyse. Trille siger at det vil skolelæreren tage sig af, og vi gør den store fejl, at akseptere dette. Jeg ser pludselig en knægt blive sendt afsted som budbringer og er straks klar over at dette er for lavt…
Det varer da heller ikke længe før hestemanden står i døren. Han er skuffet og vred, det er forståeligt og synligt for os alle, selvom han ikke hisser sig op. Støttet af os, forsvarer Trille sin handling, men det er tydeligt at den modne hestemands stille argumenter bider hårdt på Trille. Vi forstår ikke sproget man kan sagtens følge med i dette psykologiske minidrama. Skolelæreren er ved at krybe i et musehul, mens hestemanden taler om aftalesvigt og erstatning for tabt arbejdsfortjeneste… Trille bliver mere og mere nedbøjet. Vi må erkende at manden har fat i den lange ende, og jeg tror han går så vidt at true med at stikke en kæp i hjulet for vor nye aftale, hvis ikke Trille ryster op med nogle gysser… Trille føler sig skyldig men er også for stolt til at inddrage os, er derimod på grådens rand da han trækker sin pung frem og rækker hestemanden 50y… well, dette økonomiske tab må vi vist tage på vores kappe.

21/10 Dzongu til Nomadcamp
Solen står endnu lavt da vi er klar til afgang. Yakmanden Tsering, er kommet med et par stærke yaks. Hans unge hustru og to børn hjælper til med at klargøre dyrene. Den en af yakkerne er en stor flot fyr på otte år med en rød kvast ved hornene og stigbøjler, således at han kan rides hjem.
Vi siger farvel til skolelærer Tsewang, og håber at han vil koncentrere sig lidt mere om sine dejlige unger fremover. Påfaldende var det at denne oplysningens mand, ikke havde et eneste spørgsmål til os.
Går ud gennem den flade dal og tager retning mod Dap La, da dette ifølge vores guidebog er vejen til Ralung. Det er ikke så let at holde styr på dyrene. For det første skal de hele tiden ledes på rette vej, så Tsree må ofte styrte til højre og venstre for at holde dyrene på ret kurs. Men ikke nok med det, den store vil bestemme farten, og hvis den lille stikker næsen for langt frem, bliver den jaget til side. Een gang går det ud over bagagen, som bliver kastet delvis af inden Tsree får stoppet balladen.
Churi_sn-Medium-50-1000Der er ingen vej, men det er nem gang over eng og tuegræs. Efter en timestid siger Tsree at det vil være hurtiger at svinge ind til en dal mod nord. Vi tvivler, men da han kun har været i Ralung een gang tidligere, og kun kender denne vej – og iøvrigt bedyrer at den ikke går over højere pas end Dap La – ja så gør vi det. Men det skulle vi måske ikke ha’ gjort. Langt inde i denne dal, får vi vores bange anelse bekræftet. Passet vi skal over er meget højt – måske 5600m! Vi raser lidt, skælder ud på Trille og Tsree, som slet ikke forstår vores bekymring – for det er jo det det er – bekymring. Tsree forstår sig ikke stort på højder, dette og afstande, er blot noget der skal overstås. Her har man aldrig hørt om højdemålere, kilometer og landkort. Om et pas er 5200m eller 5600m, ja det er blot et spørgsmål om at gå en time højere op – og hvad så? Kommer man ikke frem i dag, kommer man frem i morgen. Sådan er tankegangen, sådan er livet, og der er ikke noget man forsømmer.
Sådan er vores tankegang jo sjældent, og heller ikke nu, det er vores plan at være i Lhasa i overmorgen, så vi har passende tid til at forberede hjemrejsen. Det er det evige problem med ikke at have helt den fornødne tid når man er på rejseeventyr i den store vide verden.
Det er for sent at vende om, vi tager vores lunch af frysetørret mad, samler lidt extra ressourcer frem og klarer passet i fin stil. Ved lhatsen og de blafrende flag måler jeg klokken fire om eftermiddagen højden 5520 meter. Så det som vi troede skulle blive en let dag, har udviklet sig til en besværlig og meget lang dag.
En stærk formildende omstændighed er, at vi også i dag ser en lille flok antiloper hoppe muntre afsted med deres hvide rumpe i denne sidedal.
Lang nedtur over bløde morænebakker. Vi passerer et par karka’er, som er simple stenhuse eller ly som hyrder har opført på de bedste græsgange. Langt ned i dalen ser vi nu en stor flok geder og får, vi må være tæt på det sted hvor der skulle være en nomadecamp.

Hyrden bliver glad for besøg, og tilbyder straks vore to venner husly i hans telt. Han beder om at låne min kikkert da der går en stor flok antiloper lidt højere oppe af bjerget. Igen er det de lysende bagdele der afslører de fredeligt græssende antiloper – eller er det bharal?
Dalen ender i en bred tværdal, og der ligger deres telt. Det er nu hverken et telt eller en nomadecamp, men et meget simpelt stenly med noget hjemmevævet yakuldtæppe som tag. Trille havde fået fortalt at her skulle ligge to telte, så han er ikke glad for dette nattely, som er så snævert at det kun er Tsree der kan være der. Heldigvis er der også rejst en anden simpel struktur, ja nærmest et telt af tørv. Her etablerer Trille sig for natten.
Vi slår teltet op på et lille plateau hvorfra vi kan overskue dalbunden og det iskolde vandløb, samt at en anden hyrde er ved at genne endnu en flok geder og får op til deres fold for natten.

22/10 Nomadcamp – Ralung
Selvom vi ligger i en ret åben dal varer det længe inden solen kommer til os denne morgen. Det er Bodhisattva Chenrezigs skyld. Sådan kalder de lokale det lille bjerg som skygger for solen. Vi kan ikke holde ud at ligge længere og må ud og bevæge os. Fra aftenens måltid havde vi en gryde med mælk, den er helt frosset, så den første halve time går med at varme dette op.
Vi er lidt uenige om vejen til Ralung, Tsree peger lige op af bjerget på den anden side dalen. Vi spørger efter Oki La, som er beskrevet i vores guide, men dette kender hverken Tsree eller hyrderne. Umiddelbart ser det også ud som om man kan følge vandløbet ud gennem dalen som svinger i den rigtige retning lidt længere nede. Og selvom vi er svært fristet af denne sidste løsning, vælger vi at gå over bjerget som Tsree anbefaler. Han er ikke i tvivl, og for os er det jo ligegyldigt hvad passet hedder.
Godt op af formiddagen er vi endelig på vej op over det næste bjerg. Der står tre varder, eller ministupaer oppe på bjergkammen. Er det allerede et pas? Tre små stupaer, der symboliserer Manjusri, Chenrezig og Vajrapani?, og som for den indviede betyder indsigt, medfølelse og styrke. Hvis det skal være helt rigtigt skal de desuden være malet hhv. blå, hvid og rød. Trille vidste det ikke, jeg glemte at spørge om Tsree vidste det, men jeg tvivler. Striberne som ofte males på landsbyhusene, symboliserer det samme, og hele huset bliver malet hvidt i februar hvor man fejrer nytåret.
Fra passet, som vi kalder Oki La, ser vi igen Nozim Kangtsang og andre af de store tinder omkring Karo La, men også at der er lang vej ind over flere pas. Tsree er kendt her og peger vejen ud. Vi bliver heldigvis højt oppe over 5000m, og ved det tredje pas ser vi ud over et kæmpe landskab med Ralung Gompa halvejs nede i dalen.
Vi har brug for at puste og hvile lidt, men det store sceneri giver desværre også plads til et af Tibets stærke elementer, blæsten eller Lunglha, vindguden om man vil. Det er simpelthen ikke til at finde læ heroppe, så vi tumler hurtigt videre ned gennem landskabet. Runder en kamp og ser en større landsby, dybt under os, “Ralung Phu” siger Tsree, altså øvre Ralung, og den er vel ikke længere væk end to timer.
Sporet fører stejlt ned i et sært landskab af lös, hvor floden gennem århundreder har skåret sig dybt ned i de bløde lag, og over tid skabt en 100 meter dyb slugt. I de stejle vægge er der store hulelignende åbninger, og på det flade tableland over slugten, går en ensom hyrde med hundredevis af får og geder.
Springer på et par trædesten over den lille flod og går ind i Ralung hvor vi, efter otte dage i ødemarken, igen ser et enligt poppeltræ i efterårsløv. Landsbyen er en smuk og romantisk landsby, og kun et par kilometer fra hovedvejen til Gyantse.
Tsree tror at vi er ved målet, men den går ikke, Trille må have fat i ham for at minde om at vi skal ud til hovedvejen, hvor der er mulighed for at finde transport til Gyantse.
Den lille yak bliver staldet op og bagagen omladet inden vi fortsætter. Endnu engang får vi et pragtvue til giganten Nozim Kangtsang. Og så er vi der – Ralung – Gededalen. En stor landsby umiddelbart ved hovedvejen. Vi iler hurtigt gennem byen og ud på vejen for at prøve lykken med et lift allerede i dag. Her sidder en gruppe lokale med stakke af pakkenelikker… jo! de har såmænd siddet her og ventet på et stop hele dagen! Vinden pisker os ned i ly bag et gærde.
Vi forstår nu at den store yak, så vild den end har været, er en rideyak. Tsree har fået sin betaling og er netop ved at klargøre bæstet til hurtig hjemrejse. Uden yderligere snak sidder han op, vender dyret rundt, som straks sætter i raskt trav og forlader os i en sky af støv…
Måske må vi blive i Ralung, men vi føler at turen er slut. Har brug for et værelse og meget gerne et bad. Efter at havde siddet og skulet en timestid, kommer der en Landcruiser, Peter springer op og vifter med arme og ben. Den stopper op. Det er fire tibetanere. Jo! vi kan da godt komme med, men hvad vi i gi’? Vi ved at der ikke kommer mange chancer af denne slags, men hader at blive plattet. Igen er det selvfølgelig sælgers marked – og så noget kan vi jo ikke li’. Vi betaler hvad de forlanger 150y for Gyantse.
I buldermørke kører vi gennem porten til Cloating Factory Hotel i Gyantse.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax