Uden mål og med ved Rakshas Tal og Manasarovar

Det er tidlig morgen, og jeg har sovet meget længe. Har ligget godt under tunge dyner i snart 20 timer. Kan heldigvis mærke, at trykket i hovedet er lettet… Det har sneet! Det er sidst i oktober og snart vinter ved Kailas og Vesttibet.
Efter et kort besøg på det iskolde lokum koger jeg vand til en hurtig kop kaffe, et par biscuits og så på hovedet under dynerne igen.
Nima – Solen, lyser ind gennem vinduet ved 10-tiden, og jeg noterer mig, at Lung – Vinden, endnu holder sig i ro. Temperaturen er vel steget til 10-12 grader. Får vasket mig. Hår, hoved og fødder og ser nu at jeg ender med at blive menneske igen. Pandehulebetændelsen er ved at forsvinde, og mine solskoldede og sårede hænder har det fint igen. Men mit tøj dér på stolen, min blå dunjakke og grønne armybukser står vist ikke til at redde. Hvor er det belortet. Jeg orker ikke at gøre noget ved det.

Jeg er sammen med ni rejseeventyrere, som jeg mødte i Lhasa. På mit lille hotel så jeg et opslag med ordene: “Who like to join us for a journey to the holy mountain – Mt. Kailas?” Der var ikke så lidt respons på John og Jeffreys opråb, og efter et par møder udkrystalliserede der sig en international gruppe på 10 eventyrere fra USA, Australien, Israel, Tyskland, Spanien og Danmark. Aldersmæssigt spænder vi fra 22 til 59 år, fra yngling til bedstemor (undertegnede 52). Vi lejede en truck med chauffør for en måned og indkøbte et kogeapparat og sækkevis af proviant… alt efter bogen i 1995.

SolbjergKailas er 6.714 meter højt og ligger i det ukendte og i mange år totalt lukkede Vesttibet. Kailas er magiens og de store myters bjerg, og hele området oser af historie og kultur. Som en fallos skyder det op over de omkringliggende sletter og bjerge og har således været et symbol for frugtbarhed og magt for de tidligste tiders folk. Det kosmiske verdensbillede var nogenlunde således: Alt her i tilværelsen har sjæl – Anima. Naturens stærke elementer tilbedes som guddommelige. Solen, bjerge, klipper og skove er hankøn. Bjergene, og især et bjerg som Kailas, er vejen til himlen og den transcendentale verden. Månen, søer, floder og vand er hunkøn. Det hele lever, har sjæl og egen vilje til at straffe og belønne mennesker
Opsplittet i smågrupper går vi den klassiske kora omkring Kailas, men på vejen tilbage til pilgrimsbyen Darchen, bliver jeg så syg af pandehulebetændelse, at jeg må lægge mig et par dage. (Læs om Kailas i “Tibet, blandt melædere og åndemanere”, Forlaget Hjulet 1998).
Resten af gruppen er taget med trucken til søen Manasarovar, men aftalen er, at guiden Dokhu skal komme tilbage med trucken i dag. Men de lader vente på sig. Vejret er stadig dejligt, friskt men vindstille, og søen blinker tillokkende ude i det fjerne. Skal, skal ikke, tænker jeg. Selvfølgelig skal jeg gå, det er jo det, jeg ønsker. Sletten ligger stor og åben for mine fødder, og tinderne i Nepal viser vej… hvor svært kan det være?

Glad i sindet går jeg rask ned ad jeepvejen. Har taget min beslutning. Endelig gør jeg det, jeg længe har drømt om: Vandrer over det forjættede land til de store hellige søer, omgivet af Kailas, Gurla Mandheta og de hvide tinder i grænselandet til Nepal og Indien. Med andre ord gennem den syvende himmel.
127Men så kommer vinden og snart efter pisker stormen over den åbne slette. Jeg har længe pejlet efter noget krat ude på sletten og tænker, at her må der være lidt læ for teltet. Kæmper længe med det blafrende telt, men op kommer det, selv om det truer med at blæse ad helvede til. Klokken er 17.00, og det er så koldt, at jeg ikke kan holde ud at stå stille.
Da dagen går på hæld, stråler Det hellige bjerg som guld…Det er som alkymi, de rasende vindguder har bøjet af og er igen faldet til ro… Er det virkelig guderne, der velsigner min ensomme færd? Jeg varmer en gryde skipperlabskovs og falder om som en stud

Jeg vågner i en osteklokke

Den sorte nat er over mig. Hører lyde derude, kikker ud, men ser selvfølgelig ingenting. Vender og drejer mig hele den lange nat, fordi mit liggeunderlag ikke kan holde luft. Våger igen og igen på den hårde jord og må puste madrassen op. Det har været en kold nat, og der er  iskrystaller på teltdugen og soveposen, men inde i posen er jeg varm.
Solen har igen ramt Kailas – og mig. Ser, da jeg lader morgenurinen, at lille jeg, er blevet verdens største mand  idet jeg kaster en skygge på mere end 20 meter. Klokken er 08.00, og vejret er igen smukt og jomfrueligt. Min første tanke er, at det er som at vågne fra det mørkeste helvede til det skønneste land under himlen. Det er femte gang, jeg er i Tibet, og jeg var også her ved Kailas for tre år siden. Jeg kender efterhånden Tibet godt og ved, at uden solen er dette land i dæmonernes vold. Skræmmende men også fascinerede som elementerne på kort tid kan forandre alt. I går måtte jeg lide den tort at se min Bosalino blæse af hovedet og som et perfekt trillende vindhjul, forsvinde imod øst. Men nu, denne morgen er også sær. Lige nu er verden som en osteklokke – alt syntes at være gået i stå – statisk og tømt for energi… Det store åbne landskab, sletten. Lige nu er der intet liv, intet i bevægelse. Ingen skyer driver over himlen, ingen fugle flyver op, ingen pibeharer fiser rundt. Intet liv at se. Stilhed, tomhed. En kæmpe statisk kulisse… Er jeg i en osteklokke, er tiden gået i stå?

Inden jeg bryder op ser jeg dog langt fremme, en karavane krydse min vej. Heldigvis! Jeg er ikke ved at blive gal… Det er en stor familie som sikkert er på vej til nye græsgange. Sletten er så stor, flad og jævn at en Jumbo kunne lande og starte her, kun 15 kilometer fra Kailas. Må det aldrig ske!

Efterhånden bliver terrænet mere og mere sandet, og klitter skyder op. Det er tungere at gå i, men jeg ved, at jeg er nær søen. Og endelig er jeg fremme. Fra en lille tue ser jeg hendes store krop af vand… Rakshas – HunDæmon Søen.  er som et mindre hav, hvor oprøret ulmer. Det blinker som strålende turkiser, men her er intet tegn på menneskeligt liv. Tomheden eller den uhyggelige stilhed er dog brudt, energien på vej op. Her er masser af søfugle: ænder, gæs og terner, som skræpper over bølgerne.
MSR’eren virker perfekt til middag – ja, det er ofte en kamp at få den til at brænde ordentligt, især nu hvor læskærmen også er blæst væk. Varmer resterne af aftenens skipperlabskovs til kaffen. Solen skinner, men der er allerede en let og sval brise.

Noget rører sig i bakkerne lidt fremme. En chiru-antilope lader sig forstyrre – nu tre og nu tre til. Efterhånden en helt lille flok på 13-14 stykker. Nervøse har de rejst sig og holder et vågent øje med mig. Tænker på den ulovlige og indbringende jagt på chiruens vinteruld. Verdens fineste, som sælges under navnet shatoosh eller kongeuld. Prisen er tre gange pashminas. Problemet er, at antilopen ikke lader sig klippe.
74aaEfter timers vandring ser jeg endelig Manasarovar, langt væk bag ørkenagtige sandbakker. Jeg har haft særdeles svært ved at orientere mig og fejltolket afstanden til denne sø. Her på det bredeste mellemland er afstanden vel 10-15 kilometer mellem søerne. Det er sidst på eftermiddagen, og jeg er fast beslutte på at nå frem til Testi, et pilgrimshus nær Manasarovar, eller i det mindste landevejen til Purang, som stadig ikke kan ses.

Det går fremad og nedad, og efter et par timer er jeg nede i dalen og kan hverken se den ene eller den anden sø – og stadig intet tegn af Testi. Derimod ser jeg pludselig en støvsky over krattet og nu også en truck komme bumlende i min retning. Jeg småløber gennem krattet og ser omsider en række telegrafpæle – vejen til Purang. Han skal stoppes. Jeg må med. Stiller mig godt ude på vejen og flagrer vildt med armene. Han stopper, er alene, men virker tvær og uinteresseret. ”Purang mindu!” siger han, han skal ikke til Purang, men siger med en stor armbevægelse, at han skal rundt om Manasarovar. “Til Trugo Gompa?” spørger jeg. Han nikker, okay siger jeg – Trugo Gompa. Måske dumt, men jeg ved, at der også ligger et udmærket gæstehus der, og at beliggenheder er pragtfuld. I nat trænger jeg til en seng og god nats søvn.
Han forlanger 25 yuan, jeg nikker og vi kører. Kommer hurtigt ud langs bredden af Rakshas, der med en bred strand strækker sig imod syd. Her kunne jeg have været for to-tre timer siden, hvis jeg havde fortsat langs vandet. Vejen deler sig til højre op mod passet Gurla La og til venstre til Trugo. ”Trugo?” – spørger han igen. Uden for rusker det gennem krattet, og søens vand er stadig i oprør. Lige nu orker jeg ikke at kæmpe mod disse dæmoner, men nikker til ham og siger “Trugo yakpo du.”

Vognen slæber sig op over den ene bakkekam efter den anden. Når omsider op til et lille pas med stor udsigt over begge søer. Chaufføren, den laban, har dog ikke tid til at stoppe for at nyde udsigten eller falde i staver over noget så ligegyldigt som dette. Vi buldrer videre og det med så stor fart, at han er lige ved at miste sporet. I skumringen ser jeg langt ude på Manasarovars bred en lille hvid bygning – Trugo Gompa. Vi er langt væk fra alfarvej, men jeg har været her før og ved, hvad der venter mig – tror jeg.
Det er mørkt, da trucken kører ind mellem det lille kloster og en fin hvid chörten. Der kommer ikke mange køretøjer til Trugo, men alligevel er vi ventet. Nå, formodentlig skal han hente noget eller reparere et eller andet. Folk myldrer omkring chaufføren, og han kører trucken lidt væk fra området og gør klar til at slå lejr.
En ung mand i civil anviser mig et stort femsengs rum med tykke støvede dyner. Lidt efter kommer han med et stearinlys og en termokande – denne geniale kinesiske opfindelse, som altid står klar med kogende vand til te eller kaffe. Jeg pakker en dyne om mig, varmer en gryde nudler og drikker en masse kaffe.

151Efter en god mats søvn er jeg tidligt oppe for at sikre mig, at trucken ikke kører uden mig. Jo, den er her endnu, men det var da utroligt, så mange pilgrimme her er, tænker jeg. I et lille købmandsudsalg får jeg at vide, at det er folk fra Gar ude i retning af Ladakh. Går hen til trucken for at tjekke op med chaufføren og ser til min forbavselse, at disse Gar-pilgrimme er ved at samle sig for at stige op på ladet.
Jeg pakker straks mine ting og løber selv til trucken, hvor chaufføren blot vinker afvisende til mig. Jeg snakker det bedste,  jeg har lært, men for døve øren. Trucken er allerede stoppet med folk, og bylter og oppakning er spændt uden på ladet. I førerhuset sidder folk, som ikke er indstillet på at dele pladsen med mig. Så selv om jeg trygler og beder, tilbyder penge og påkalder magtfulde kræfter som Chenresig og Dolma, er spillet tabt. Trucken starter og efterlader mig i en sky af støv. Det var en fælde – havde det på fornemmelsen, og jeg må gå tilbage til landevejen.

Langs Manasarovar
Men intet er så galt, uden det er godt for noget. For netop, som jeg har hanket op i rygsækken for at gå, kommer en lille gruppe vandrende ind fra den anden side. Flere pilgrimme! tænker jeg. De må komme fra Seralong Gompa og skal måske videre til Gössul Gompa og Chiu Gompa oppe langs vest bredden. Det slår mig, at Gössul ikke er så langt fra landevejen. Og hvis jeg nu kunne blive fri for at bære denne rygsæk og dertil udsigt til endnu en nat under tag….
Jeg henvender mig ydmygt med mit ønske til to mænd. “Yakpo du – jo, det går fint,” siger de straks, men det koster dig 30 yuan. Så vidt jeg kan se er det to familier, deriblandt to småpiger, hvoraf den ene og jeg straks får øje på hinanden. Så er der et andet par og en bedstemor. Desuden lunter en stor godmodig mastiff med i følget. Til at bære deres grej har de tre yakokser og en hest, og tøserne skiftes til at ligge bagerst på hesten. Bedstemor, som er 68 år og går ret dårligt, må til gengæld op og sidde på en yak ind imellem. Det ser ikke behageligt ud, når hun hænger bagerst på ryggen af dyret som en bylt bagage.

Manasarovar er et meget vigtigt pilgrimssted for både hinduer og buddhister. Som modsætning til Kailas repræsenterer søen det feminine, moderlige aspekt samt visdom. Hindupoeten Kalidasa (ca. 400 e.kr.) skrev om Manasarovar: ”When the Earth of Manasarovar touches anyone’s body or when anybody bathes herein, he shall go to the paradise of Brahma, and who drinks its water shall go to the Heaven of Shiva and shall be released from the sins of 100 Births”. I dag ligger der fem små buddhistiske klostre ved søen.
119Knapt halvvejs gør vi holdt for at få noget at spise og drikke. Det er nogle vældigt søde mennesker, og vi udveksler informationer om familierelationer m.m. De kommer fra Barga oppe på Khaleb-sletten, og jeg får indtryk af, at denne kora er en årligt tilbagevendende begivenhed.

118Jeg hører klemtende klokker bag min ryg, vender mig og ser fem væsner bevæge sig forbi, hver med et lille bundt klokker ved lænden. De bærer ikke på noget, ser ikke til siden eller hilser. I deres lange tunge skørter synes det, som om de svæver forbi under blid klokkeklang. I den tibetanske gudeverden findes nogle skikkelser kaldet dakinier – det siges at være hunvæsner, der kun eksisterer som astrallegemer… var det engle der strøg forbi?
På dette stykke af Manasarovar-koraen ser vi tydeligt Kailas hæve sig over søen og de omkringliggende bjerge, men lige nu er det søen, det drejer sig om. Når vi passerer en lhatse eller mendong mani, gør pilgrimmene front imod søen og kaster sig tre gange til jorden for at rense tanke, tale og krop og fremmumler mantraet: Om mani padme Hum.
Men den gamle ama-la er træt, og de foreslår, at vi telter her og går videre til Gössul i morgen. Det forstår jeg udmærket, men meddeler, at jeg er indstillet på at nå frem i dag og vil fortsætte alene imod gompaen. “Yakpo mindu – nej, det skal jeg ikke,” siger de venlige folk straks, og vi fortsætter alle mod klosteret.

Der ligger store tunge skyer over Manasarovar – ja faktisk ligesom da Peter og jeg var her i 1992. Til gengæld myldrer det med gæs, og den sorte mastiff fornøjer sig med at kyse dem op af vandet. Flot ser det ud, når flokke af gæs flakser op af søen på samme tid.
Endnu engang har ama hængt og klamret sig fast på ryggen af det store dyr, og det er tydeligt, at det er pinefuldt for hende. Hun har gigt og klager over smerter i leddene, men griber målbevidst ud efter sin stok for at komme i gang igen. Jeg byder hende min arm, og sammen følges vi lidt langs Manasarovars bred. Men hun er en stolt gammel dame, snart efter slipper hun min arm og kæmper sig videre uden fremmed hjælp.

Det er ved at blive sent, og dagen går på hæld. På tide at finde husly. I frisk erindring har jeg de fem svævende dakinier, måske skal vi overnatte samme sted. Klosterets port er lukket! klokken er næsten 19.00, men jeg hører den rituelle klokke blive slået inde bag de tykke mure. Jeg banker på porten, det bedste jeg har lært, og endelig bliver låsen slået fra og den tunge dør åbnet. En ældre munk lukker mig ind i Gössul Gompa.
Han viser mig ind i sit lille ydmyge rum, som både er køkken og soverum. Han har varmt vand på kedlen, og jeg har stadig kaffe. Herefter går han tilbage til sit tempel for at fortsætte med det, som jeg forstyrrede ham i. Snart efter dunker den dybe tromme gennem de tykke mure – og mig. Endelig denne autentiske, tidløse stemning… Træt efter dagens vandring lukker jeg mine øjne, lader roen trænge ind og glemmer alt. Det bliver dog en kort meditation, for snart efter banker det igen på klosterets port. Andre pilgrimme søger ly bag de beskyttende mure. Munken må igen forlade sine buddhaer for at lukke to unge gutter ind. Dette var dog øjensynligt bedre selskab end denne fremdling fra vesten, så munken kvikker betydeligt op.
Der bliver nu serveret te og tsampa, og munken sætter en gryde ris over. Som modydelse varmer jeg en gryde spaghetti bolognese, mest for sovsens skyld, men det kan desværre ikke friste nogen. Munken er tydeligvis glad for det nye selskab og afslører sig som en stor fortæller og underholder. De to unge gør store øjne over hans historier, og jeg er sikkert gået glip af meget. Endelig siger han, at jeg kan sove på rummets eneste briks. Gutterne ruller deres tæpper ud på stengulvet, og munken trækker sig tilbage bag et forhæng, ind til sin verden af klokker og trommer, guder og ånder.

Alle Søers Sø og over gyldne bakker til Purang
Vågner på min briks ved at høre gutterne snakke sagte sammen. Det er buldermørkt, men de er ved at pakke, og går uden at forstyrre mig. Ligger og gasser mig og lader stedets atmosfære trænge langsomt ind i min bevidsthed. Det er let, for munkens messen, klokken og dhamaruen – shamantrommen – lægger sin umiskendelige stemning af tibetansk buddhisme. Han er i gang med morgenbønnen.
Jeg tænder hans petroleumslampe for at kaste lys over det dunkle rum, drikker lidt varmt vand og spiser min rislevning. Hvorefter jeg pakker og gør mig klar til at gå. Men inden da må jeg lige en tur op på terrassen, hvorfra der er en storslået udsigt over søen – Alle Søers Sø, som Sven Hedin kaldte den, da han kortlagde hele området i 1907.
174Munken peger retningen ud – op over bakkerne og så holde til højre, så skulle jeg komme ned mod Rakshas Tal og tilbage til landevejen igen og forhåbentlig et nyt lift. Det er tidlig formiddag, og her er stadig stille morgenstemning. Bakkerne er helt klædt i gyldent græs. Der er ikke nogen egentlig sti, så jeg skrår blot op i den udpegede retning. Ser noget vildt bevæge sig længere fremme. Dyrene har stort set samme farve som græsset, men er påfaldende lyse på bugen. Kan det være kianger? Virker også kraftigere end de antiloper, jeg så ved Rakshas. Jo, ganske rigtigt, i kikkerten ser jeg tydeligt, at det er fem kianger, dette sjældne asiatiske vildæsel. Men nu har de også opdaget mig, løfter hovederne, vejrer og lusker af, højere op.
Herligt med sådan et lille morgenmøde. Senere ser jeg flere, 10 stykker, men kommer ikke tættere på. Pludselig er vejen ikke så tung mere. Verden er stor, smuk og uforudsigelig, og al træthed fortrænges.
Jeg er ved at være oppe, og en ny horisont stiger op. En lang bjergkæde af evig sne, lidt vest for Gurla Mandhata, og snart efter kommer Rakshas Tal igen til syne. Stor og blå som himlen, men så jævn en flade, at den ser helt kunstig og påmalet ud. Tibetansk morgen… denne sære energitomme substans.

De hvide tinder i sydvest må være grænsebjergene i indisk Gharwal med det klassiske pilgrimspas til Almora, kaldet Lipu Leh. Det er igen blæst op, det hvisler om ørene, men det er svært at løsrive sig fra dette gigantiske sceneri: Manasarovar til den ene side, Rakshas til den anden, Gurla Mandhata, Api Himal i Nepal og Garwal Himal i Indien, og endelig, langt væk mod nord, Kailas.
Jeg er nede ved vejen ved middagstid. Det blæser koldt, og trods denne menneskeskabte livline føler jeg mig som Palle alene i Verden. Civilisationen har sat sit præg, en grusvej skærer gennem den enorme ødemark, og før eller siden kommer en lastbil forbi og tager mig op. Det ved jeg. Men alligevel føler jeg mig pludselig mere ensom end oppe i bjergene. Måske er det, fordi her skal jeg vente, overlade initiativet til andre. Min egen vilje, mine egne handlinger og dispositioner rækker ikke længere. Jeg må vente, og her er det ikke et spørgsmål om fem eller 10 minutter, til bussen kommer, men om hvor mange timer det varer, før en lastbil kommer, og om chaufføren stopper og tager mig med.
Det er igen blæst op og vinden pisker støvet op fra vejen. Dæmonsøen er ikke i sit gode humør, nej Rakshas Tal er så oprørt, at hun har skum og fråde om munden. Sætter mig omsider bag et par store sten for at varme lidt vand til kaffe, men da MSR’erens læskærm er blæst væk, må jeg opgive projektet. Lortebrænder! – den bliver dumpet i en dyb kløft…

To timer er gået. Jeg har taget min dunjakke på for at holde varmen. Vandret utålmodigt frem og tilbage på vejen. Blikket stift rettet op ad landevejen. Hov! var der ikke noget, der blinkede derude? Som om solen reflekterede i et vindspejl. Op med kikkerten, Jo, ganske rigtigt, en lastbil er på vej. Jeg stiller mig midt på vejen og vifter vildt med armene, og selvfølgelig standser han. Chaufføren peger op på det åbne lad, hvor der i forvejen sidder en halv snes pilgrimme og handelsfolk.
Lastbilen slæber sig op over vissent græsklædte bakker imod Gurla La. Herefter bumler vi ned gennem et ucharmerende “badland” – et goldt og ubeboet område, som er præget af store sten og enorme jordskred efter sommerens monsunregn. Som om hele højsletten har været udsat for en lavine og nu ligger brolagt med stenblokke. Denne ødemark fortsætter mange kilometer, og selv om det intet har med jordskredet at gøre, er det smukke Gurla Mandhata her på sydsiden forvandlet til en sær grusbakke uden karakter eller sjæl.

Purang ser også skuffende ud ved første øjekast. Trucken stopper i en slugt, hvor floden adskiller den nye og gamle by. To rækker af betonbarakker er opført som det nye handelskvarter med forretninger, tehuse og poolborde. En simpel gangbro fører over til det gamle kvarter, hvor hvidkalkede huse er bygget uden på huler i den stejle klippe. Højt oppe på bjerget ligger ruinerne af et stort kloster, Simberling Gompa.
På en restaurant kommer jeg i snak med en mand, som taler lidt engelsk. Han er nepaleser og kommer fra Simikhot. Senere viser han mig over til den gamle by, hvor han kender en privat udlejer. Her lejer jeg et værelse i et smukt hus under de overhængende klipper for 15 yuan.

I markedsbyen Purang
Solen skinner og kaster glans over Purangs omgivelser. Når jeg træder ud i den lille gade, ser jeg direkte imod Nepals hvide bjerge, mit pejlemærke hele vejen fra Darchen, og ned mod den store sø. Det er Api Himal 7132 m i Humla provinsen. Mod forventning er de ikke blevet kedeligere her tæt på. Api Himal er gigantiske tinder, der venter på at blive opdaget.
Markedsbyen Purang har et stort opland, hvor flere dale og små floder løber sammen. Engang i tidernes morgen har nogle af disse floder skåret sig ned gennem sletten og dannet 30-50 meter dybe slugter. Oppe på det flade mesa-lignende bjerg ligger små landsbyer med fine pløjede marker. Vi nærmer os vinter, og alt er tørt lige nu, men om sommeren må her være frodigt og grønt. Stedet minder mig lidt om Jomosom og Kagbeni ved Annapurna, Nepal.
68aGår nu ned i slugten, over floden og op på et af de andre plateauer, hvor der ligger et par landsbyer. Husene er store og velbyggede og står i pudset ler. Markerne omkring er lange strimler, og folk har travlt med at pløje. En gammel kone sidder i solen og ser til, at hendes jord blive klargjort. Hendes liv står – ja, som pløjet i ansigtets dybe furer. På marken går hendes familie, måske søn og barnebarn. Pigen på vel 10 år trækker hesten frem ved bidslet, mens manden styrer den simple ard. Konen ser med tilfredshed, at det foregår på den rigtige måde, for udi landbrugsteknik er der ikke sket meget, siden hun var ung.

Jeg har nu været 10 dage på egen hånd, og det er tid til at vende tilbage til Darchen. For i morgen er deadline for hjemrejsen med Doku og trucken. Det er svært at løsrive sig, men op ad formiddagen siger jeg farvel til den unge kone, betaler for logiet og går op gennem det lille marked. Går til vejen, hvor der holder mange trucks. Chaufførerne sover alle i telt tæt ved deres biler, klokken er 11.00, men man er dårligt stået op. Men værre er, at ingen synes at skulle til Darchen i dag. Men endelig efter at have hilst på de fleste chauffører er der bid. “25 yuan,” siger han, men der er lige noget, han skal reparere.
Min mand har pakket sin lastbil meget højt, og jeg ser nu, at hele hans familie og en masse andre er parat til at bestige læsset. Han nikker dog til mig, og jeg forstår, at jeg stadig er med. Næsten alle lastbiler har forladt Purang, og endelig ser det ud, som om at også Dorje, som min mand hedder, er klar. Jeg kravler op sammen med en halv snes tibetanere, hvoraf vennerne sikrer sig de bedste pladser bag førerhuset. Jeg må tage til takke med en plads over det ene baghjul.
Vi stopper for frokost på vej ned imod Rakshas, jeg har ikke noget at spise, og ingen tilbyder mig at deltage. Jeg føler mig meget alene… Enkelte udstråler endog fjendtlighed. Opdager, at min rygsæk er gledet helt ned bag på lastbilen og hænger og dingler frit i luften. Jeg er træt, energiforladt og orker ikke at gøre andet ved det end at surre den bedre fast til noget tilfældigt tov.
Passerer stedet langs søen, hvor jeg ventede i den kolde blæst, og tænker: vi når det, vi når det sku! Dorje drejer ind ved Chiu Gompa. Hvad nu, har de tænkt sig at blive her? En masse snak og gestikuleren, og omsider går en mand af sted med en benzindunk. Således fodret med nye dråber slæber dyret sig op over bakkerne imod Barga, kommer til en splitvej og slår ind imod Darchen. Kailas stråler igen til mig og giver mig ny energi, jeg kan endog se Darchen. Nu kan det ikke gå galt, herfra kan jeg gå – tænker jeg.

Endelig klokken 20.00 tøffer vi ind i den mørklagte pilgrimsby. Lader mig glide ned fra læsset og er nær ved at falde om på mine stivfrosne ben. Ni timer har det taget os at køre 120 km. Træt, færdig og rystende af kulde stavrer jeg ind gennem pilgrimshuset og hører straks velkendte stemmer.
“Hi Ole! – welcome back!” “Hi friends! nice to be back.” Jeg vakler ind på værelset, hvor alle er samlet, og smider mig på en seng. John og Jeff er dagens mænd, idet de overrasker hele banden ved at trylle en ramme Ting Tao-bajere frem. Vi fejrer vores gensyn og forestående hjemrejse. Hyggeligt! ”Friends! hvor er det dejligt at se jer igen”.

 

 

 

 

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax