Trek til Chomolungma langs floden Phung Chu og over Dojo La til Basecamp

Vi runder bjergryggen og skuer nu ud over den brede floddal hvor Phung Chu breder sig mellem store sandbanker. Bag grønne enge og fjerne blånende bjerge, rager en smuk pyramideformet tinde op – „Chomolungma?” spørger vi, „yakpo,” svarer Basang Jarbo… Vi er på rette vej.
Peter-og-Phung-ChuPeter og jeg er på eventyr i Tibet. I går ankom vi til landsbyen Zamba, efter små hundrede kilometer på ladet af en sløv arbejdsvogn. Det er vores plan at vandre via floden Phung Chu og landsbyen Kharta til Rongphu Gompa og Everest basecamp, (her kaldes Everest for Chomolungma). I Zamba engagerede vi drengen Basang Jabo til at vise os på rette vej.
Stien fører os ned til floden og en stor græsgang. I læ af et større krat, sidder en gruppe mænd omgivet af sække, paksaddler og andet grej. Dyrene er sluppet løs på engen, mens folkene øjensynligt holder middagshvil. „Tashi-deley,” siger vi og løfter hånden til hilsen. De smiler venligt og byder os at sidde.
Siddende eller dovent henslængt op ad sækkene, og med et underfundigt smil på læberne, iagttager de os. Der hersker en stemning af fred, balance og afventning over situationen. Folkene udstråler denne særegne asiatiske ro, der både kan betyde respekt og den dybeste foragt. Vi derimod kan ikke skjule vores begejstring over mødet. Basang Jarbo sætter dem ind i vores situation.
Vi bliver straks budt på chhang, te og tsampa, som øjensynligt er basis i ethvert måltid. Men over ilden varmer de en stuvning af kartofler og gedekød. De er fire voksen mænd og en dreng på ca. ti år. Den ældste omkring de fyrre, spinkel med mongolide træk og et charmerende smil. Tilsyneladende har de været i en fremmed landsby for at købe korn eller mel, og er nu på vej hjem med tretten okser, tre heste og alt hvad de kan slæbe. Hvor hjem er kan vi ikke forstå, men Ngawang, som den ældste hedder, viser os fire fingre – fire dage – til Rongphu Gompa. For 120 yuan vil han føre os derhen. Jeg fatter ikke hvordan vi kan nå Rongphu på fire dage, men det er også lige meget, vi slår straks til og giver hinanden hånd derpå. Respekt eller foragt, det må vise sig senere.
Det er en perfekt lejrplads, smuk, stille og fredfyldt. Som Keops pyramide rejser Chomolungma sig, stolt og magtfuldt med to rette sider. Dog er der en lille æstetisk forstyrrelse idet der bag østflanken rejser sig en mindre top, Lhotse.
Jeg bliver revet ud af min drøm af råb og aktivitet. Dyrene fanges ind og et større pakarbejde forestår. De langhornede okser står lidt uroligt og afventer situationen. Det er ikke yakokser men såkaldte dzo’er, en krydsning mellem en yaktyr og en almindelig ko, som er meget udbredt i grænselandet, da dzo’er (tyre) er mere rolige og dzomo’er (køer) giver bedre mælk.

I armgang over Phung Chu
Vi har gået et par dage langs Phung Chu. Er netop på vej ned af en højderyg da vi ser at floden snævrer til for at fortsætte i en slugt. Ser også, at der på det snævreste sted hænger en transportline af reb eller lignende. Floden er vel 15-20 meter bred og vi står på en klippe seks-syv meter over den hvirvlende flod. På denne side er linen, som er flettet af mange lædersnorre, fastgjort til et kroget fyrretræ. Sært nok har vi ikke set et sådant siden Sakya, og så skal det stå lige her. På modsatte side er linen fastgjort til en stolpe der er stukket ned i en sprække i klippen. Nu handler det om at hejse 1.5 tons gods over på den anden side. Men det skal snart vise sig at folkene har prøvet det her før.

I armgang Ny Ok_sn

Sangde spænder en sikkerhedsbøjle om livet og kobler sig på linen. Det ene ben svinges over, og med raske tag og hovedet nedad er han på et øjeblik ovre på den anden side. Med sig har han en lang trækline som er fastgjort til en solid transportbøjle. Begge redskaber er skåret af enebærrod. Nu binder Ngawang og Dorje sækkene til denne bøjle, to sække i alt 100 kilo, og Sangde kan trække godset over.
Omhyggeligt og med den nødvendige tålmodighed er alt kommet over. Tre timer er gået og ikke et uheld har der været – og nu er turen kommet til os. Jeg har stået og gjort mig en del tanker om, hvad der kan ske ved at falde i. Er der skjulte klipper? Hvor driver jeg hen? Er der nogen tænkelig mulighed for landgang på den anden side, inden floden buldrer ind mellem de stejle vægge? Og hvor fører den slugt hen? Ngawang tager ingen chancer, Peter bliver bundet grundigt fast til transportbøjlen. Men så knækker filmen, desværre og fuldstændigt overrumplende forvandler denne lille sympatiske mand sig pludselig til en kræmmer og plattenslager af værste skuffe… Mens Peter står og venter på at blive trukket over, kræver Ngawang betaling… ti yuan og det lige nu! Vi er målløse, skuffede og rasende. Nærheden og det relative venskab rakte altså ikke længere en udsigten til lidt ekstra tjente penge.
Ngawang har fået sine skidne penge, og det er omsider blevet min tur til at blive hejst over. Jeg overvejer et øjeblik at kravle over i armgang ligesom Sangde. Men nej, folkene kan se hvad jeg er ude på og inden længe er jeg surret godt fast til transportbøjlen. I næste nu skubbes jeg blidt men bestemt ud over den frådende flod og hænger først lidt og gynger op og ned. Jeg klamrer mig til bøjlen da Sangde begynder at trække mig over, og mærker pludselig at min halsklud er ved at vikle sig ind i denne. Er lynhurtigt klar over at hvis ikke jeg gør noget nu, kommer jeg over på den anden side lige så slap og livløs som en sæk mel. Slipper med den ene hånd og mærker straks hvordan rebene strammes nede om bagen. Med et par hurtigt ryk river jeg kluden over, griber igen fast i bøjlen og snart efter har jeg kontakt med den anden side. Vel landet og i sikkerhed, funderer jeg lidt over hvad der var sket, om jeg havde forsøgt mig i armgang!

Tilliden og interessen er forsvundet til fordel for mistænksomhed, pengesnak og plat
Vi har været på farten i fire dage og har overnatten i Ngawangs hus i landsbyen Chongde. Det er morgen og vi er ved at forberede de næste fire dages vandring mod Rongphu, og Ngawang vil fortsætte med at vise vej. Peter har byttet sin feltflaske med Ngawangs gamle bambus chhang-dunk. Der var dog stadig chhang på dunken, så det var naturligt at Ngawang drak det sidste sammen med hans venner i aftes.
Ngawangs hest “Sorte” er pakket og vi er klar til at gå, da Peter opdager at hans nyerhvervede chhang-dunk mangler. “Hvor min dunk?” spørger Peter samtidig med at han gør en drikkebevægelse. Ngawang ser ikke ud til at forstå, men Peter holder ved, kræver at se den inden vi går. Ngawang lader omsider dunken hente i huset hvor han sov, men bebuder samtidig, at nu vil han ikke føre os længere! Dårlig samvittighed eller hvad? Han spænder sækkene af hesten og ser fornærmet ud.
“Det var satans!” siger vi til hinanden, men det er da OK! Vi pakker lidt om, og så op på nakken med sækkene og af sted. På en måde en lettelse at være alene igen. Venskabet var slidt op. Tilliden og interessen var skiftet ud med mistænksomhed, pengesnak og plat. Er dog enige om at hyre en anden hestemand i næste by.
Det er dårligt vejr, og for første gang siden Nepal ser det ud til regn. Ret uheldigt nu da vi er alene om at orientere os. Kommer omsider til en lejr med et par telte og en del yakokser. Et par glubske hunde må tøjres da vi søger at komme i kontakt. Men her er ikke megen hjælp at hente, kun en gammel kone og et par unger. Men “Yakpo-du Rongphu” ‑ det er rigtignok denne vej.
Vi har efterhånden gået længe og kræfterne er ved at slippe op. Et stykke tid har vi hæftet os ved at et par omstrejfende hunde. Først på nogen afstand, men de er langsomt kommet tættere på. Bliver først urolige over hvad de kan finde på, men kommer så til at tænke på endnu en beboelse. Vi har ikke snakket sammen den sidste times tid og nærmest bevæget os som søvngængere, eller på ren vilje da vi ser hende ‑ en kvindeskikkelse der står og vinker til os 100 meter fremme. Et par hunde er langt mindre venlige og bæsterne her må også tøjres inden vi kan nærme os teltene.
Der er to store telte og kvinden tager smilende imod. “Læg dog sækkene og sæt jer ind i mit ydmyge hjem,” siger hun med en håndbevægelse. Hun byder os på frisklavet smørte og knastørre håndpressede ostespiraler. Vi labber det begærligt i os og lader hvilen overmande os. Fuldstændig uanfægtet af det pludselige gæstebud, fortsætter kvinden sine huslige sysler. Hun lægger en kokasse på bålet, puster liv i ilden med et rør, samtidig med at hun er i gang med at kværne smør i et oppustet gedeskind. Mantraet “Om mani padme Hum ‑ Om mani padme Hum” løber uafbrudt og ganske ubevidst over hendes læber. Hendes knusende ro og varme trænger hurtigt gennem ilden og ind til os. Jeg føler trang til at lægge mig ned og sove på stedet, lade mig lulle i blid søvn af denne meditative messen.
En ung gut udpeger retningen for et højt pas som vi skal over imorgen. Vi tager afsked og efter en lang dag sætter vi teltet i en højdal, uden megen sigtbarhed.

Har sovet varmt og godt selvom det har været stjernekoldt i teltet, så koldt at lynlåsen er frosset til is og må tøes op med de varme fingre. Alligevel bliver vi overraskede over at se, at hele landskabet ligger hen i hvidt til morgen. Det er stadig overskyet, men der er himmel og sol i øst ‑ opklaring på vej.
Vi ser nu klart passet, måske ikke mere en 300 meter over os. Solen skinner og sneen omkring os smelter, da vi hanker op og tager i retning af passet. Dalbunden er våd og sumpet, men omsider går det opad og vi fanger et spor. Stigningen er mere markant end gårsdagens vandring op gennem dalen, men næppe over 20%. Den tynde luft derimod, kombineret med sækkens tyngde, er nær ved at tage livet af os.
Overordentligt langsomt går det op, ti skridt ad gangen, og jeg føler mig fuldstændigt udpumpet. Som om hver en dråbe ilt er presset ud af lungernes cellevægge og blodet i hjernen er ved at koagulere. En hjerne som synes skrumpet til kun at kunne give ét signal: Videre! Efter to timers kamp når vi det vindomsuste pas, helt forgræmmede af smerte – og fem år ældre.
Sidder og hiver efter vejret bag en lhatse – en varde, traditionelt pyntet med bambusgrene og bedeflag. Dette er et meget højt pas, måske mere end 5500 meter og vi har da også verden for vores fødder, nu hvor vejret er klaret op. Langt væk østpå ser vi et kæmpestort massiv af sne og is, sikkert Kangchenjunga, men mere interessant for os, er en meget smuk tinde ret imod syd og måske kun 10-15 kilometer væk. Som en perfekt pyramide rejser den sig over alle andre. Men det er ikke højt nok til at være Chomolungma. (Vi fandt senere ud af at det er Kharta Kangri godt 7000m).
Vi går langs randen af Himalaya – sneens bolig – og tinderne er blevet endnu smukkere i nattens løb. Imod syd og Nepal er geologien alpin med tinder og gletchere. Mod nord vild bjergørken i gyldne farver. Næsten somom denne højdal danner grænse mellem Himalaya og Transhimalaya. Naturens barske elementer, sol, vind og frost hersker uhæmmet heroppe og har sat tydelige præg. Bjergene synes splintret og sunket sammen i grus. Ligger hen som bløde bakker og bølgende folder i brunt og okker.
Tom for tanker og følelser har vi trasket i flere timer over langstrakte højderygge. “Kan du også høre klokker? Eller ringer det bare for ørene,” spørger jeg. Luften er så sprød, tør og krystalklar, at selv den spædeste klokke kan høres kilometer vidt omkring. “The air is ringing” siges det ofte om Tibets højland, men denne gang er det noget så jordnært som en hyrde med sin store flok af får og geder, måske 300 meter oppe imod det blå.
En sær dag i et sært landskab. Overskrider sent på dagen endnu et lille pas og kan omsider se en ende på dette sublime men også øde højland. Små grønne marker lyser op, langt nede i dalen foran os. Men vi ser også noget andet… Vi ser store gribbe kredse over os. Længere fremme ligger et ådsel, kadaveret af en kalv, og fire‑fem gribbe og ligeså mange ravne kæmper om retten til bløddelene. Vi er ganske nær, de store fugle ænser os ikke. Derimod slås tre gumpetunge gribbe det bedste de har lært. Med hovedet løftet højt på den nøgne hals, hæse hvæs og de 2 1/2 meter brede vinger bredt ud som ville de tage favntag, danser de vanvittigt rundt og pisker støvet op med fejende bevægelser. Betagende og grusom er denne livsbekræftende dødedans. Mens en ravn hakker de matte øjne ud, er endnu en grib halvvejs inde i bagdelen på kalven. Trods det naturlige og nyttige i denne situation, rystes jeg ved tanken om disse hellige fugle. I dag måtte de selv gøre arbejdet, men i denne kultur hvor himmelbegravelse stadig praktiseres, er gribbene vænnet til at maden – menneskekød – bliver tilberedt og serveret!
Vi ser stendiger nede i dalen og er klar over at vi nærmer os beboelse. Fint igen at komme til en landsby, her kan vi måske få en ny hestemand. Beslutter dog at telte uden for byen.

Vi får en ny hestemand
Landsbyen Jebye er smukt beliggende på begge sider af en brusende flod. Den er overraskende stor, måske omkring 50 huse. En blågrå tåge af kokage‑røg ligger over de flade tage som en varm og tryg dyne. Skyggerne er lange, og bedeflag blafrer i den stille morgenbrise fra hvert eneste hustag.
Byens navn står ikke på vort simple kort, men spørgsmålet om vejen til Rongphu Gompa går rent ind. Folkene diskuterer ivrigt hvem der skal vise os vej og hvad de skal forlange… Vi tilbyder 60 yuan for to dage, og kradser beløbet i jorden. Aftalen er på plads.
Vi er stadig højt oppe og det er ikke megen jord der er lagt under plov. Folk graver tørv i udkanten af byen, men snart er vi ude i stenørkenen igen.
Pung-Chu-spindemandVores nye mand hedder Norbu Thonde, han er vel omkring 30 år og meget traditionelt klædt. Bukser og skjorte i varmt hjemmespundet uld. Han bærer, som alle andre, en talisman om halsen. Har han en vatteret slåom-jakke med lidt broderet pynt og spraglede filtstøvler. Håret er langt, flettet og bundet op med et rødt bånd. En blød filthat på hovedet og turkis og koral i ørene.
Efterhånden som vi kommer frem løfter landskabet sig bag os. Tinder tårner sig op, tinder som vi gik ret under i går, men som ser meget mere imponerende ud på afstand.
Norbu Thonde gør holdt ved en lille lhatse med bedeflag. Binder lidt uldtotter på pindene og mumler et mantra, samtidig med at han kaster lidt korn over skuldrene. Storslået udsigt over en stor bred dal i nord sydgående retning. En flod løber midt i et kæmpe flodleje, som afslører at floden kan være anderledes vild og voldsom. For når forårssolen tager fat og begynder nedsmeltningen af vinterens metertykke dyner af sne, så fylder floden sikkert det meste af dalen. Stien ned er stejl med skarpe kurver og bratte fald. Norbu Thonde gør tegn til at vi må tage sækkene af hesten, den kan ikke komme rundt på de snævre stier, uden at støde mod væggen og risikerer at styrte ned. Men snart er vi nede, og kan smide os i dejligt blødt græs. Norbu Thonde disker op med frokost – tsampa og chhang.
Dagens mål hedder Chödzong, og Norbu Thonde peger videre ind i dalen. Landskabet har igen skiftet karakter, er mere mildt og venligt. Dalen er vel næsten 1000 meter bred, og så langt øjet rækker er der frodig eng og grønt græs. Små grupper af yakokser går og sopper i flodkanten. Men det blæser op, nu hvor vinden har frit løb ned gennem dalen. Efterhånden må vi næsten kæmpe os frem og jeg føler mig kold og afkræftet. Har en tid kunne skimte konturerne af en by, “Chödzong!” siger vores ven og uden for byen på en lille høj, står tre kæmpe stenstøtter på række ‑ tre chörtener. Symbolet for buddhismens Tre Juveler: Buddha ‑ Dharma ‑ Sangha, dvs. Buddha ‑ Troen ‑ Munkeordenen.
Norbu Thonde indlogerer os hos nogle bekendte. Vi sidder i et ret stort, mørkt og tilrøget køkken. Foruden os er der fem personer til stede. De spiser – det passer os glimrende – vi er hundesultne. Norbu Thonde får serveret en kartoffelstuvning, andre får serveret ris. Jeg peger på gryden med stuvning, mens der stadig er lidt tilbage. Kvinden, der står for maden, bliver imidlertid vred og siger en hel masse efter hinanden. “We make rice, you waith”, siger husets herre kort. Manden får nu travlt med at fremtrylle diverse dåsemad og tørkost, som han kraftigt nøder os at købe. Men tonen er bydende, forretningsmæssig og kold, så trods den sproglige kontakt, er stemningen en smule anstrengt.
Det er første gang vi oplever dette. Er det et udtryk for en kommende kommercialisering af den spæde turisme? Manden kan lidt engelsk. I forhold til andre landsbyer på vores tur er Chödzong sikkert overrendt af turister. Nogle kommer til fods fra Tingri. Andre har slået sig sammen om at leje en jeep i Lhasa, og på vejen til Nepal skal de lige op og se på Everest og Basecamp. Jeg kan forestille mig, at ca. 50 turister stopper op i Chödzong om året.
Jeg føler et stik af utryghed i dette hus. Sært og foruroligende at mærke dette et sted, hvor andre rejsende har gjort ophold.
Solen er forsvundet bag bjergene. Himlen er purpur og det er nu helt vindstille. Går en tur i skumringen. Folk arbejder stadig på de små tærskepladser. En hund knurrer fælt ad mig, men lusker af da jeg tager en sten. Nogle lystige høstkvinder kalder på mig og spørger om jeg har et sted at sove, samtidig med at de slår en frivol skraldlatter op. Jo, tibetanske kvinder er meget frigjorte. Grundet polyandri, har der i generationer været et stort overskud af ugifte kvinder, hvilket har medvirket til den friske og meget direkte omgangsform mellem mand og kvinde. Møder en lille gut med laset stråhat, han kommer glad hen og giver mig hånden. Forhutlet og beskidt er han, med røven ud af bukserne. Hans lille hånd er grå, knastør og rynket som tilhørte den en gammel mand.

I nat fløj tankerne til dem derhjemme. Lone og drengene. Hvordan har de det? Gud, hvor jeg savner dem. Tænk hvis de ventede mig i Kathmandu… Ak, ja, det er svært at dele sit hjerte! I nat var det derhjemme.

Vejen til Chomolangma – “Jordens Modergudinde”
Morning has broken
like the first morning
Ingen vind ‑ ingen skyer ‑ ingen lyd
Sol ‑ bragende sol
krystal ‑ frost ‑ æter
trækker vand i øjnene
Der er musik i luften
hestens spæde klokke
Norbu Thondes stille bøn
Hvilken lyd er vel mere passende til at bryde den absolutte stilhed end spæde klokker og sagde bøn? Verden er som en livmoder, lys og fersken. Himlen sart lyseblå og mine lægge ømme. Den sidste vandring op til Rongbuk er berammet til fem‑seks timer. En strækning på små 20 kilometer. Vi går på en jeepvej, stigningen er moderat. Flere dale mødes her ved Chödzong, vi skal stik syd. Solen bager på vores rygstykker, men det er stadig frost.
Vejen er nem, alligevel er jeg ved at få krampe i benene. På lang afstand ser vi ruinerne af en stor gompa. Sikkert kinesernes værk en gang i 60’erne, hvor henved 6000 helligdomme blev sprængt i luften, fordi Mao Tse‑tung fik hidset Kinas ungdom op til den katastrofale kulturrevolution. Norbu Thonde stopper op og mumler en stille bøn. Hvad tænker han? Er han fyldt med had og fjendtlighed over for dette vildførte folk, der har forårsaget så megen ulykke i Tibet? Eller gør han blot hvad hans far har gjort før ham? Vil gætte på at han er trist over ødelæggelsen, men ikke bærer had. For sådan er de – tibetanerne. Alt er forgængeligt, men ånden lever. Dette sted vil altid være helligt og engang vil templet blive genopført… Kort efter passerer vi en primitiv chörten, bygget af de forhåndenværende sten. Vi er på rette vej. Et par mænd og en flok yakokser kommer os i møde, men okserne er sky og går en stor bue uden om os.
Eftermiddagsstormen sætter ind, hatten blæser af og bjergbrillerne kommer frem. Slut med jomfruelig morgenstemning, nu er det dunvest, jakke og vanter.

Det har været en lang vandring til Chomolangma og Rongbuk, med mange forhindringer: floder, slugter, høje pas og konflikter. Og nu er det som om bjerget kaster sine sidste kræfter ind for at hindre os i at nå frem. Chomolangma betyder “Jordens Modergudinde” ‑ og i dag har hun øjensynligt mobiliseret “stormtropperne”. Vi kan se toppen af bjerget nu, men vi ligger nærmest vandret for at komme frem. Et sidste lille pas og Chomolangma ligger helt åbent for os. Rejser sig som en vældig is- og snepansret barrierer, med toppen asymmetrisk til venstre.
Et simpelt jeepspor fortsætter et par kilometer længere frem til Basecamp, men inde langs den nordlige bjergvæg ligger en større bebyggelse. Rongbuk Gompa ‑ Dza Rongbuk ‑ Rongphu. Kært barn har mange navne. Det meste ligger i ruiner og den store chörten er flækket lige midt igennem. Vi bliver indlogeret i et herberg med ti værelser. Får anvist et rum med to senge og en lille brændeovn. Meget beskidt, en celle er vist den mest præcise betegnelse. Fra et aflåset rum får vi udleveret dagens ration af brænde og kvas. Af gode grunde vogtet som en dyrebar skat. Endelig kan vi smide stængerne op til hvile på dette sære højfjeldshotel.
Rongbuk Gompa er med sin beliggenhed 5030 meter over havet, det højest beliggende tempel i verden. Samt formodentlig den højest beliggende permanente beboelse. For små hundrede år siden boede her mere end 600 munke. I 1969 flygtede de fleste munke over hals og hoved til Nepal. Resten blev enten dræbt eller fængslet af kulturrevolutionens rødgardister. Klosteret blev totalt smadret.
Vi forstår, at der i dag bor 14 munke og nonner. Der er genopbygget et mindre tempel og Rongbuk er for længst genindviet. Der messes og mediteres som før, sandsynligvis ud fra læren: Alt er lidelse ‑ alt er illusion ‑ alt er forgængeligt.
En af munkene har heldigvis fået den tanke, at vi trænger til andet end åndeligt føde. Med et listigt smil vinker han os op til sin lille bolig, hvor han kan fremvise et større udvalg i konsumvarer: dåsemad, tørkost, slik og kiks.

Jeg hviler, skriver dagbog og søger at komme til kræfter. Det blev en forfærdelig nat. Umuligt at falde til ro, og når det endelig lykkedes, vågnede jeg med et spjæt… Følte at jeg var ved at udånde! Peter faldt til ro på noget antihistamin. Gad vide om det er klogt?
Han er gået ind til Basecamp ‑ Peter. Vi har haft det bedre siden afskeden med Ngawang, men vi havde begge brug for vores egne tanker i dag. Han bringer en masse lækkerier med tilbage: knækbrød, ost, chokolade og nescafé. Vi spiser til det vælter ud af ørene og drikke kaffe til vi får tynd mave.
Rongbuk er i en sørgelig tilstand ‑ de store bedesale ligger i ruiner, og her og der ser vi rester af afblegede freskoer med buddhaer og mytiske figurer. Pilgrimme søger ly og slår telte op i disse gamle sale. Men gompaen er ved at rejse sig igen og om få år vil Rongbuk Gompa genopstå ‑ og det endda med kinesernes velsignelse. Den stigende turisme har nemlig fået de kinesiske myndigheder til at slække på kritikken af buddhismen. I begrænset omfang og under kinesisk kontrol er det igen tilladt at søge i kloster og leve et liv som munk. En række mindre klostre og templer er under genopbygning i hele landet. Således også her i Rongbuk, selvom der ingen byggeaktivitet er netop nu. Her i høsttiden har folkene i de små landsbyer nok at se til derhjemme. Men i sommermånederne er der blevet muret en række fundamenter op, og en mindre sal har fået lagt tømmer ud til tag.
Everest Basecamp Nord er en kæmpelejr i bunden af dalen, helt oppe ved gletcherens fod. Jeg er selv gået en tur dertil og hilser på folkene under “Stars and Stripes”. Der bor 37 klatrere og hjælpere, og nogle af dem har været her i to måneder. De er så småt ved at pakke sammen og opgive at komme på toppen i år. Vejret har været for dårligt. Det har været et meget blæsende efterår og for farligt at klatre på de højeste kamme. Jeg får serveret en kop kaffe i køkkenteltet, og får en hyggelig snak med nogle af bjergbestigerne. På et kort i målestok 1:250.000 genoplever jeg vores tur op gennem Chongdadalen og passet. Hvad hedder det morderiske pas på ca. 5500 meter? Navnet er Dojo La, og det er 5124 meter. Nå, ja! Men det var nu alligevel ved at tage livet af os. Og byen hvor vi mødte Norbu Thonde ligger dér ‑ Jebye hedder den. Dejligt med et ordentligt kort. Det er desværre ikke til salg. Til gengæld er “The Colonial Store” åben for udsalg. Jeg køber ost, spegepølse, risretter, nudler, müsli og chokolade til meget farvorable priser.
Det var også her ved foden af gletcheren at briterne anlagde deres basislejre. I 1924 kom de tilbage igen. Den daværende lama af Rongbuk misbilligede disse klatringer. Det var ikke passende at bestige det hellige bjerg, men sådanne etiske og religiøse problemer kunne man ikke forholde sig til. Man fandt omsider vej op langs Chomolungmas østflanke og anlagde en række transitlejre på Rongshar Gletcheren. Ruten op gik over nordpasset mellem den nordlige tinde, Changtse, og selve toppen. Mallory og Andrew Irvine havde overnattet i en fremskudt lejr højt oppe på bjerget. Fra en lavere liggende position iagttog ekspeditionslederen John Noel deres topforsøg til sigtbarheden forsvandt. De kom aldrig tilbage og de blev aldrig fundet. Yderligere otte ekspeditioner forsøgte sig, men uden held.
Ganske upåagtet forsøgte en enlig dansker i 1951, den dengang kun 23 årige Klavs Becker‑Larsen, at erobre bjerget af samme rute. Han var rejst illegalt gennem det lukkede Nepal. Havde hyret en lille håndfuld sherpaer og var vandret over grænsepasset Nangpa La og stod nu få hundrede meter fra det næsten 7000 meter høje nordpas. Her blev det sherpaerne for meget, de var bange og orkede ikke mere. Han måtte opgive. I 1989 forsøgte cykelrytteren Frede Toxsværd sig og i 1994 Per Bager, men også de måtte opgive. Maj 1995 blev bjerget for første gang besteget af en dansker. Det var den unge og ret uerfarne Mikael K. Jørgensen, der overraskede alle andre end sig selv, og nåede toppen som deltager i en britisk ekspedition.
Som bekendt blev Chomolungma eller Mt. Everest første gang besteget i 1953 af Edmund Hillary og sherpaen Tenzing Norgay. Det skete fra den nepalesiske side.
Snart skal jeg forlade dette hellige sted for altid, så jeg går en lang tur ind langs gletcheren. Helt ind til foden af Changtse. Herfra er der en formidabel udsigt til andre tinder på grænsen, nemlig Lingtren, Khumbutse og passet Lho La. Stopper hvor Rongshar Gletscheren kommer glidende ned fra øst og smelter sammen med ismasserne i hoveddalen.
Trods alt er Rongbuk Dalen og Chomolungma – målet for vores trek og så mange andres drømmemål – et meget uharmonisk sted. Mod syd det store hvide bjerg, Chomolungma, med sine 8848 meter verdens højeste bjerg. Det er grænsen til Nepal, og hvilken grænse – fra bunden af dalen og næsten 4000 meter op, et ocean af sne, is og gletchere. Men når man vender sig om mod Tibet og vejen tilbage, er man i “Dødens Dal”, en steril og kold stenørken… Dette er ikke Shangri La.

Leave a Reply


Hit Counter provided by shuttle service from lax